Gå til sidens indhold

Information

Ankenævnets er lukket for telefoniske henvendelser i uge 23

Kategori:

Afgørelse:

Trafikvirksomhed medhold (dissens)

Dato:

16. august 2023

Selskab:

FynBus

Afgørelsen som PDF:

Afgørelse

23-0102

Et flertal i ankenævnet fastholdt kontrolafgiften til klageren for at rejse med Letbanen i Odense. Klageren gjorde gældende, at kontrolløren havde tvunget ham til at oplyse sit CPR-nummer. Flertallet udtalte: "Således som købsflow’et og den endelige billet er udformet, er det vores opfattelse, at kunden gøres tilstrækkeligt opmærksom på, at billetten ikke er gyldig til den del af rejsen, der foregår med Letbanen, og vi finder, at klageren ikke var berettiget til at kunne regne med at kunne fortsætte rejsen fra Odense Banegård efter kl. 07:07 på en billet, der var gyldig til Odense kl. 07:07. Herefter blev kontrolafgiften pålagt med rette. Da det ikke er en betingelse for at pålægge en kontrolafgift, at passageren har handlet bevidst, og som følge af ankenævnets hidtidige praksis, har der ikke foreligget sådanne særlige omstændighe-der, at Fynbus skal frafalde kontrolafgiften. For så vidt angår kontrollørens spørgsmål til klageren, fremgår det af lov om trafikselskaber § 29, stk. 2, at en passager skal fremvise legitimation med henblik på at fastslå identiteten og af de Fælles landsdækkende rejseregler pkt. 2.7.4, at der kan foretages opslag i CPR-registret til identifikation eller kontrol af kundens oplysninger. Det må ikke afkræves kunden at oplyse sit cpr-nummer mundtligt, så andre passagerer kan høre dette. På baggrund af de foreliggende oplysninger finder vi ikke grundlag for at udtale af kritik af kontrol-situationen, som Fynbus har beklaget, hvis klageren fandt ubehagelig. Vi konstaterer dog, at sager vedrørende rejse på Orangebilletter udgør en ikke-ubetydelig andel af sagsmængden i ankenævnet, og har derfor behov for at understrege nødvendigheden af, at der gives tydelige oplysninger til kunden om tungtvejende forhold, som gælder for det udbudte produkt, særligt når konsekvensen kan være en kontrolafgift på op til 1.000 kr. Vi har noteret os, at DSB har ændret appen, så billettens begrænsede anvendelsesområde er anført på selve mobilbilletten."