25-0071

Klagen vedrører opkrævning af 3.900 kr. for rejsekortsystemets 13 automatiske optankninger á 300 kr. til klagerens Rejsekort Flex, som klagerens søn lånte og mistede, og som derfor uretmæssigt er blevet benyttet af en ukendt tredjemand.

Klageren gjorde gældende, at Rejsekort v/DSB selv hæfter for at have op-tanket igen og igen uden at spærre Rejsekortet, når de ikke kunne opkræve beløbet via tank-op-aftalen, og når de skrev, at aftalen ville blive lukket, hvis han ikke betalte fakturaerne, hvilket han ikke gjorde, og derfor med rette regnede med, at aftalen ville blive lukket.

Ankenævnet lagde til grund, at klageren havde modtaget de i alt 26 meddelelser fra DSB om optankningerne i både e-mails og E-boks. Kortholderen er efter kortbestemmelserne forpligtet til selv løbende at kontrollere sin rejsehistorik og reagere på uregelmæssigheder. Da klageren forholdt sig passiv, fandt flertallet, at DSB med rette kunne opkræve beløbene.

Mindretallet udtalte, at DSB’s kommunikation med brug af begreberne ”faktura”, ”indbetalingskort” og ”rykker 1” havde været uigennemsigtig og vildledende, så en forbruger med rette kunne have troet, at betalingsaftalen automatisk ville ophøre, og at fortsatte optankninger derfor var i strid med principperne om forbrugerbeskyttelse. Mindretallet fandt derfor, at klageren alene burde hæfte for én optankning på 300 kr.

Afgørelsen blev truffet efter stemmeflertallet, hvorfor DSB’s fulde krav blev fastholdt.