Refusion

Klageren rejser med 3 børn under 135 cm med Midttrafiks Flextur, hvor der er selekrav, og ønskede at Midttrafik blev pålagt selv at have barnesæder i Flexbilen, eller at betragte bilen som en taxa, hvor der ikke er krav om barnesæde. Ankenævnet afviste sagen, da det falder uden for ankenævnets virke at fortolke færdselsloven, seledirektivet og medhørende bekendtgørelse.

Sagen angår en rejse den 15. oktober 2025, hvor klageren købte DSB Orange Europa-billetter til sig selv og fire medrejsende fra Berlin Hbf til Aarhus med skift i Hamborg, Flensborg og Fredericia til 2.037 kr. Rejsen blev væsentligt forsinket som følge af driftsforstyrrelser i Tyskland på DB-strækningen, herunder aflysninger, omdirigeringer med S-tog og mangelfuld information, og familien ankom til Aarhus kl. 22:47, 3 timer og 5 minutter senere end planlagt. Klageren afholdt herefter udgifter til mad og taxa hjem og krævede fuld refundering af billetten samt godtgørelse af disse udgifter. DSB udbetalte 50 % af billetprisen efter togpassagerrettighedsforordningen art. 19 og afviste at dække yderligere udgifter med henvisning til, at destinationen var nået, og at forplejning under forsinkelsen påhviler DB.

Ankenævnet afviste kravet som ikke påregneligt, idet udgifterne ikke er en påregnelig følge af forsinkelsen. DSB er således ikke erstatningsansvarlig ud over den udbetalte 50 % kompensation, og at eventuelle krav om manglende forplejning under forsinkelsen må rettes mod DB.

Klagerne købte via BlaBlaCar billetter til en busrejse med BerlinExpressen fra Berlin til København den 20. juli 2025 kl. 02:00.
Ved ankomst til Berlin ZOB viste det sig, at bussen ikke kørte, og klagerne blev først efter gentagne opkald informeret om aflysningen uden at blive tilbudt alternativ transport.
De arrangerede derfor selv transport med taxa og fly til København til en samlet merudgift på 378,22 EUR.
Klagerne krævede efterfølgende refundering af billetpris, kompensation samt dækning af merudgifter efter EU-reglerne.
BerlinExpressen tilbød alene tilbagebetaling af billetprisen, som klagerne modtog via BlaBlaCar.
Selskabet gjorde gældende, at afgangen aldrig havde eksisteret, og at fejlen lå hos BlaBlaCar.
BlaBlaCar oplyste derimod, at afgangen fremgik af transportørens eget datafeed via et globalt distributionssystem.
Ankenævnet lagde til grund, at fejlen kunne stamme fra BerlinExpressens data og fandt derfor selskabet ansvarligt.
Klagerne fik tilkendt kompensation svarende til 50 % af billetprisen efter EU-forordningen.
Krav om fuld dækning af taxa og fly blev afvist, da tabsbegrænsningspligten ikke var opfyldt.
I stedet blev der tilkendt en skønsmæssig erstatning på 1.500 kr. for manglende assistance.
BerlinExpressen blev endvidere pålagt at betale sagsomkostninger samt tilbagebetale klagegebyret.

Den 18. juni 2025 rejste klageren med Metroen til Lufthavnen st. uden gyldig billet og fremviste en DSB-kontrolafgift, som ikke kunne anvendes som rejsehjemmel i Metroen.

Billetkontrollen blev foretaget på Metroens område umiddelbart efter, at klageren var steget af toget, i det område med informationstavler, brochurestander, billetautomat og Rejsekort-standere, som Metro Service dokumenterede som værende en del af Metroens område.

Ankenævnet lagde til grund, at kontrolafgiften blev udstedt korrekt inden for Metroens område, og at klageren dermed ikke havde gyldig rejsehjemmel. Det er uden betydning, at klageren blev mødt af en anden steward efter at have forladt toget, idet passagerens pligt til at medvirke til billetkontrol fortsætter, indtil Metroens område forlades.

Kontrolafgiften på 750 kr. blev derfor pålagt med rette, og der var ikke sådanne særlige omstændigheder, der kunne begrunde et frafald.

Klagen vedrører opkrævning af 3.900 kr. for rejsekortsystemets 13 automatiske optankninger á 300 kr. til klagerens Rejsekort Flex, som klagerens søn lånte og mistede, og som derfor uretmæssigt er blevet benyttet af en ukendt tredjemand.

Klageren gjorde gældende, at Rejsekort v/DSB selv hæfter for at have op-tanket igen og igen uden at spærre Rejsekortet, når de ikke kunne opkræve beløbet via tank-op-aftalen, og når de skrev, at aftalen ville blive lukket, hvis han ikke betalte fakturaerne, hvilket han ikke gjorde, og derfor med rette regnede med, at aftalen ville blive lukket.

Ankenævnet lagde til grund, at klageren havde modtaget de i alt 26 meddelelser fra DSB om optankningerne i både e-mails og E-boks. Kortholderen er efter kortbestemmelserne forpligtet til selv løbende at kontrollere sin rejsehistorik og reagere på uregelmæssigheder. Da klageren forholdt sig passiv, fandt flertallet, at DSB med rette kunne opkræve beløbene.

Mindretallet udtalte, at DSB’s kommunikation med brug af begreberne ”faktura”, ”indbetalingskort” og ”rykker 1” havde været uigennemsigtig og vildledende, så en forbruger med rette kunne have troet, at betalingsaftalen automatisk ville ophøre, og at fortsatte optankninger derfor var i strid med principperne om forbrugerbeskyttelse. Mindretallet fandt derfor, at klageren alene burde hæfte for én optankning på 300 kr.

Afgørelsen blev truffet efter stemmeflertallet, hvorfor DSB’s fulde krav blev fastholdt.

Klageren havde taget en taxa til 139 kr., da den elektroniske afgangstavle viste, at næste bus ville afgå 30 minutter senere. Et flertal fastslog, at Rejsegarantien kræver, at kunden venter i minimum20 minutter for at se, om bussen rent faktisk er forsinket. Klagerens bus afgik med 15 minutters forsinkelse, og han kunne ikke få godtgjort sin taxaregning. Et mindretal fandt, at det var berettiget, når klageren troede, at den elektroniske afgangstavle var udtryk for realtider, hvilket den ikke er.

Klageren var blevet pålagt en kontrolafgift for at have købt en mobilbillet efter påstigning og ville have refunderet de 24 kr. for billetten, når kontrolafgiften også fungerede som billet. Ankenævnet afviste dette og udtalte:

"Således som forarbejderne til reglerne for trafikvirksomhedens opkrævning af kontrolafgifter er formuleret, er det ankenævnets opfattelse, at lovgiver ikke givet hjemmel til, at passageren, der bliver pålagt en kontrolafgift, kan kræve at få refunderet en eventuel billets pris.

Når det hertil kommer, at klagerens mobilbillet ville være gyldig til rejse med tog og bus efter kontrolafgiftens udstedelse, finder ankenævnet ikke grundlag for at pålægge Metro Service at refundere billettens pris til klageren."

Klageren er visiteret til Flextrafik Handicapkørsel, hvor kunden skal tåle 150% omvejskørsel for at hente og afsætte andre passagerer. Klageren ønsker, at reglerne ændres, så kunden ikke skal tåle så lange kørsler. Da klagerens specifikke kørsel havde været 6 minutter længere end de 150%, refunderede Movia Flextrafik klagerens betaling for rejsen. Ankenævnet afviste klagen efter sin beskaffenhed, da ankenævnet ikke har kompetence til at ændre reglerne, der er fastsat i samråd mellem Movia og deres ejerkreds. Ankenævnet anbefalede Movia Flextrafik at det vises tydeligt i bestillingsflow'et, at kunden skal tåle op til 150 % omvejskørsel, da det kan være flere år siden, at kunden har læst betingelserne i forbindelse med tilmelding til ordningen.

Klageren og hans hustru skulle rejse fra med bus fra Grindsted til Vejle, hvorfra de skulle nå et tog til København. Da bussen ikke ankom til stoppestedet til tiden, valgte klageren at tage en taxa til Vejle for at nå toget. Klageren havde tidligere samme morgen ringet til Sydtrafik for at høre, om der var forsinkelse på busserne, hvilket der på tidspunktet ikke var.

Klageren søgte refusion for udgifterne til taxa, men fik ikke medhold, da Sydtrafiks rejsegaranti kun gælder, når bussen er forsinket 20, og den pågældende bus kun havde været forsinket med 9 min. Derudover fandt ankenævnet ikke, at Sydtrafik var forpligtet efter andre regler til at erstatte klagerens udgift til taxa.

Rejsekort Kundecenter v/DSB har ved klagerens manglende betaling af 300 kr. for optankningen været berettiget til at overdrage fordringen til et eksternt inkassofirma. Ankenævnet har ikke kompetence til at tage stilling til inkassofirmaets opkrævning af rykkergebyrer, renter og inkassoomkostninger.

Klageren og hendes medrejsendes skulle på en busferie i Tyskland med opsamling i Nykøbing F kl. 10:10. Herfra ville bussen køre til færgen i Gedser, som ville sejle kl. 11:15. For at komme til Nykøbing F, skulle klageren med toget fra Aarhus H til Odense Banegård. Herfra skulle de videre til Ringsted St., hvor de skulle skifte til toget til Nykøbing F.

Undervejs blev toget til Odense dog forsinket 9 min, og for at nå deres færge i Gedser, valgte de at tage en taxa fra Odense til færgen i Gedser.

De søgte efterfølgende om refusion af udgifter til taxa og broforbindelse.

DSB havde udbetalt Rejsetidsgaranti efter DSB’s regler, og spørgsmålet var herefter, om DSB på andet grundlag hæftede for klagerens taxa- og broudgift i anledning af den opståede forsinkelse hos DSB.

Det var ankenævnets opfattelse, at en forsinkelse på 9 minutter på en rejse på 1 time og 35 minutter ikke udgør et ansvarsgrundlag for DSB. Herudover fandt ankenævnet, at klagerens planlægning af togrejsen med en margin på 13 minutter mellem togets ankomst til Nykøbing F og turistbussens afgang på en togrejse af ca. 4 timers varighed og med 2 togskift undervejs, er for lille en margin til uforudsete hændelser.

Selv med en meget lille forsinkelse af få minutters varighed ville klageren være i risiko for ikke at kunne nå en af videreforbindelserne.

Endelig finder ankenævnet, at det ikke var påregneligt for DSB, at en opstået forsinkelse i ankomst til Odense på 9 minutter indebar, at en passager tog en taxa til Gedser Havn til 4.028 kr.

Klageren skulle i selskab med 4 andre personer, herunder hendes søn, rejse med DSB InterCityLyn-tog fra Aarhus H til Københavns Lufthavn, hvorfra de skulle videre med fly på skiferie. Undervejs på togrejsen opstod der signalfejl og sporskiftefejl, og rejsen skulle fortsætte fra Skanderborg St. med togbusser. Klageren besluttede at tage en taxa fra Skanderborg st. til Fredericia st., for det første fordi togbusserne endnu ikke var ankommet, og for det andet fordi togbusruten gik via Horsens st. med deraf forlænget rejsetid. Da de ankom til Fredericia st. var den sidste mulige togforbindelse for at nå deres fly var aflyst. De fortsatte derfor i taxa til Københavns Lufthavn.

Ankenævnet fandt, at klager og hendes selskab godt ville kunne have nået check ind i lufthavnen, hvis de havde taget toget fra Fredericia St., men da de valgte at afbryde rejsen og i stedet tage en taxa, frafaldt muligheden for refusion af billetternes pris for denne del af rejsen. DSB havde allerede dækket omkostningerne til taxa fra Skanderborg til Fredericia, og der var ikke grundlag for at kompensere klageren yderligere.

Klageren købte en mobilbillet om bord på bussen, der først var gyldig 2 dage senere.

Klagen vedrørte spørgsmålet om Flixbus' vouchers er omfattet af Betalingsloven om ikke-elektroniske penge. Ankenævnet afviste sagen som henhørende under Forbrugerombudsmanden, der fører tilsyn med Betalingsloven. Ankenævnet udtalte: "Det er ankenævnets opfattelse, at sagens hovedspørgsmål er, om klageren har et retskrav på at få udbetalt kontanter i stedet for voucheren i medfør af lov om betalingstjenester og elektroniske penge (betalingsloven) § 96, stk. 2, i en situation, hvor kunden selv har afbestilt busrejsen.

Det afledte spørgsmål er herefter, om der er et krav på renter efter renteloven ved forsinket kontant udbetaling af værdien af den pågældende voucher.

Det er ankenævnets opfattelse, at det kræver en nærmere fortolkning af betalingslovens § 1 stk. 5, om en voucher fra Flixbus er en ikke-vederlagsfri elektronisk tjeneste, hvilket igen er afgørende for, om betalingslovens § 96, stk. 2, finder anvendelse, hvorefter der er et krav på at få udbetalt kontanter i stedet for en voucher. Ankenævnet bemærker, at Forbrugerklagenævnets flertalsafgørelse af 1. juli 2021 (gengivet nedenfor på side 14) i sagen om, at man som passager har krav på udbetaling af værdien af en voucher fra et flyselskab, ikke er direkte sammenlignelig med nærværende sag, idet sagen for Forbrugerklagenævnet angik en voucher udstedt i anledning af flyselskabets aflysning af flyrejsen.

Forbrugerombudsmanden fører tilsyn med overholdelse af betalingslovens kapitel 6 og dermed betalingslovens § 96, jf. § 144. Forbrugerombudsmanden skal således bedømme, om et forhold falder inden for dette kapitel, hvilket kræver en fortolkning af loven, der falder uden for ankenævnets kompetence.

Allerede fordi ankenævnet ikke kan tage stilling til hovedspørgsmålet, om klageren har et retskrav på at få udbetalt kontanter for voucheren, tager ankenævnet ikke stilling til spørgsmålet om et eventuelt krav på renter efter rentelovens bestemmelser.

Selv om Forbrugerombudsmanden tidligere har afvist at behandle klagerens sag med henvisning til manglende ressourcer, falder sagen uden for ankenævnets kompetence.

Til orientering kan ankenævnet oplyse, at en afgørelse fra Forbrugerombudsmanden ikke afskærer parterne fra efterfølgende at anlægge sag ved domstolene om de forhold, som sagen har vedrørt.

I et sådant tilfælde henvises klageren til at søge yderligere oplysning om eventuel bistand i forbindelse med sagsanlæg fx på www.domstol.dk, www.advokatnoeglen.dk og /eller eget forsikringsselskab om eventuel forsikringsretshjælp."

Et flertal i ankenævnet fandt ikke grundlag for, at Sydtrafik Flextrafik skulle godtgøre klagerens udgifter til togbilletter, som følge af at han ikke nåede sin færge med den taxa, han havde bestilt. Ankenævnet udtalte blandt andet: "Men som følge af at færgen havde planmæssig afgang kl. 20:05, og seneste mødetid for passageren var 15 minutter før, kl. 19:50, ville klageren selv med flexbilens rettidige ankomst til færgelejet 20:05 være forsinket både i forhold til færgens afgang og i hvert fald i forhold til mødetiden kl. 19:50. Herefter finder vi, at der foreligger en sådan grad af egen skyld hos klageren, der selv havde fastsat tidspunktet kl. 20:05 for Flexbilens ”seneste ankomst” til færgelejet, at Sydtrafik Flextrafik ikke er forpligtet til at godtgøre klagerens merudgift på 212 kr. til DSB-Ungbilletter fra Sønderborg til Odense. Vi kan ikke lægge til grund, at klageren i strid med de interne instrukser i Sydtrafik skulle have fået oplyst, at han ville kunne komme gratis til Odense, hvis han ikke nåede færgen."

Da der pga. en nedfalden køreledning var forstyrrelser i togdriften mellem København og Jylland, tog klageren sammen med sin hustru og sin mor en taxa fra København H til Kolding. Ankenævnet fandt, at klageren ikke kunne få medhold i sit krav om delvis erstatning af taxaregningen, da DSB indsatte togbusser på den strækning, hvor der ikke kunne køre tog, og selv om klagerens togafgang blev aflyst, ville det have været muligt for klageren om end med forsinkelse at komme frem til Kolding st. med en senere togafgang. DSB refunderede tog- og pladsbilletter til klageren.

Klageren ønsker beløbene godtgjort af Neptunbus, fordi Neptun-bussen fra Malmø først afgik 1 time senere end den angivne planmæssige afgang, hvilket gjorde, at hun ikke nåede sin videre togforbindelse fra Kbh. H til Odense, og derfor måtte købe en ny togbillet til 312 kr. Indklagede afviser kravet