Kategori:
Afgørelse:
Trafikvirksomheden medhold
Dato:
18. juni 2025
Selskab:
Metro Service
Afgørelsen som PDF:
25-0094
Klagerens søn bærer Solsikkesnoren for at vise, at han har et ikke-synligt handicap. Han glemte at checke ind og blev pålagt en kontrolafgift, som blev indbragt for ankenævnet, der fastholdt kontrolafgiften og udtalte:
"Klagerens søn glemte at checke sit Rejsekort ind, inden han steg om bord på Metroen den 13. februar 2025.
Solsikkesnoren signalerer, at der skal udvises lidt større tålmodighed, og at bæreren kan have brug for hjælp eller mere tid til fx at finde sin gyldige rejsehjemmel. Dette ville i klagerens søns tilfælde dog ikke have ændret på situationen, idet der ikke var checket ind på Rejsekortet inden påstigning.
Da en Solsikkesnor ikke indebærer, at ansvaret for at kunne forevise gyldig rejsehjemmel pr. automatik overgår fra passageren til trafikvirksomheden, finder ankenævnet, at kontrolafgiften til klagerens søn for manglende check ind, blev pålagt med rette.
Ankenævnet har ikke mulighed for at pålægge trafikvirksomheder at udvise konduite, idet sagerne skal afgøres på baggrund af en juridisk bedømmelse af sagens omstændigheder, jf. ankenævnets vedtægter § 16, stk. 3.
Forbrugerrepræsentanterne påpeger, at det ikke fyldestgørende fremgår af de Fælles landsdækkende rejseregler, hvordan trafikselskaberne tager hånd om deres sårbare brugere. Hvor de synlige fysiske handicap er nævnt i de Fælles landsdækkende rejseregler, gør det samme sig ikke gældende for de mere usynlige psykiske udfordringer og handicaps. Forbrugerrepræsentanterne mener, at der bør udvises større konduite over for psykisk sårbare forbrugere med dokumenterede diagnoser.
Det er en gruppe, der kan have særlige behov for at benytte rejsesystemet. Rejsesystemet er blevet mere kompliceret gennem de senere år, og det hviler på selvbetjening. Der kan derfor være behov for at håndhæve nogle regler mere lempeligt overfor brugere af den kollektive transport med særlige behov og udfordringer.
Forbrugerrepræsentanterne opfordrer dels til, at selskaberne skriver det ind i deres egne retningslinjer og udviser større konduite. Men også at dette tilføjes i de Fælles landsdækkende rejseregler, så der er mulighed for at tage sådanne forhold med i betragtning, når sager behandles i ankenævnet.