Gå til sidens indhold

Kategori:

Afgørelse:

Trafikvirksomheden medhold

Dato:

17. december 2025

Selskab:

Movia

Afgørelsen som PDF:

Afgørelse

25-0252

Ifølge klageren, steg hun og sønnen på bussen, hvor hun viste sin billet til chaufføren, der bekræftede, at de kunne komme ombord på bussen, og lod dem rejse med. DA der var tale om en Orange-billet, var den imidlertid ikke gyldig til busrejse, og klageren blev efterfølgende pålagt en kontrolafgift. Ankenævnet fastholdt denne og udtalte:

"Det fremgår af den interne elektroniske kontrolafgift, at kontrolløren krydsede ”nej” i feltet, om kunden havde spurgt chaufføren.

Det er ankenævnets opfattelse, at det ville være oplagt og naturligt, at kunden henleder kontrollørens opmærksomhed derpå i de tilfælde, hvor kunden mener, at en chauffør har givet kunden lov til at rejse med bussen, så det kan afklares, mens alle parter er til stede, hvad der blev forevist til chaufføren, og hvad denne svarede.

Ankenævnet lægger derfor til grund, at klageren ikke rettede en direkte og tydelig henvendelse til chaufføren, hvor hun spurgte denne til råds om billettens gyldighed ved påstigningen. Dette er en betingelse for, at ansvaret for passagerens gyldige rejsehjemmel skal overgå fra passageren til chaufføren.

Herefter blev kontrolafgiften for at rejse på en Orangebillet pålagt klageren med rette, og da det ikke er en betingelse for at pålægge en kontrolafgift, at passageren bevidst har søgt at unddrage sig at betale for rejsen, finder ankenævnet, at der ikke har foreligget sådanne særlige omstændigheder, at kontrolafgiften skal frafaldes.

Ankenævnet bemærker, at klageren ifølge den vedhæftede rejseplan til billetten, skulle have taget et S-tog fra Glostrup st. til Høje Taastrup st., men i stedet valgte at stige ombord på en bus.

Imidlertid finder ankenævnet anledning til at kommentere Movias udsagn om,

”at buschauffører ikke foretager billetkontrol, men udelukkende kan vejlede, mens en udtalelse om, at man har ret til at køre med bussen, ikke udgør en validering af billettens gyldighed. Det er alene passagerens ansvar at sikre sig, at den anvendte billet er gyldig til rejsen – også selvom chaufføren udviser imødekommenhed”.

Ankenævnet har i flere sager statueret, at hvis passageren udtrykkeligt anmoder om chaufførens udtalelse om en billets gyldighed og foreviser hele billetten på en tydelig måde, overgår ansvaret for billettens gyldighed fra passageren til chaufføren ved en efterfølgende kontrol i den samme bus. Ved passagerens eventuelle omstigning til en anden bus, skal passageren igen forhøre sig hos den respektive chauffør. Der ses ikke at være noget grundlag for at ændre denne praksis."