Kategori:
Afgørelse:
Trafikvirksomheden medhold
Dato:
17. december 2025
Selskab:
Movia
Afgørelsen som PDF:
25-0293
Klageren gjorde gældende, at hun steg på bussen ved samme stop som kontrolløren, som kom løbende over vejen, og som derfor ikke så hendes påstigning, men fejlagtigt antog, at hun havde rejst med bussen fra et tidligere stop. Da hun var gravid protesterede hun ikke over kontrolafgiften, som hun blev pålagt for at rejse i en zone, der ikke var på hendes pendlerkort. Movia gjorde gældende, at kontrolløren havde set, at klageren allerede sad i bussen, da den ankom til stoppestedet.
Ankenævnet udtalte: "Imidlertid finder ankenævnet det påfaldende, at klageren undlod at sige noget til kontrolløren i det ca. 1 ½ minut, som selve kontrolsituationen tog, hvilket ville have været naturligt, hvis hun lige var steget ombord og mente, at hun ikke skulle have en kontrolafgift. Påstigning i buslinje 11 skal ske oppe ved chaufføren, der herefter ville have kunnet bekræfte klagerens påstand.
Når klageren ikke kom med nogen indsigelser, havde kontrolløren ikke noget belæg for at undersøge klagerens påstigningssted hos chaufføren.
Ankenævnet lægger til grund, at hvis chaufføren havde bekræftet klagerens påstigningssted som Hvidovrevej (inden for pendlerkortets zoner), ville kontrolløren ikke have udstedt nogen kontrolafgift til klageren.
Efter en samlet bedømmelse af sagens omstændigheder, finder ankenævnet det herefter tilstrækkeligt godtgjort, at klageren var steget om bord på bussen, inden den kørte ind i zone 02, og at påstigningsstedet derfor lå uden for hendes pendlerkorts zoner.
Kontrolafgiften til klageren blev dermed pålagt med rette, og da det ikke er en betingelse for at pålægge en kontrolafgift, at passageren bevidst har søgt at unddrage sig at betale fuld pris for rejsen, finder ankenævnet, at der ikke har foreligget sådanne særlige omstændigheder, at kontrolafgiften skal frafaldes.
Den omstændighed, at selve kontrollen fandt sted i zone 02, som var på klagerens pendlerkort, ændrer ikke herved, da passageren skal have gyldig rejsehjemmel til hele rejsen."