Gå til sidens indhold

Kategori:

Afgørelse:

Trafikvirksomheden medhold

Dato:

17. december 2025

Selskab:

Movia

Afgørelsen som PDF:

Afgørelse

25-0410

Ifølge klageren swipede han et check ind og lagde derefter sin telefon i lommen, og opdagede derfor ikke, at check ind ikke kunne gennemføres, da Rejsekortsystemet ikke kunne trække penge fra hans konto. Efter nogle minutter checkede klageren dog ind. Der var uoverensstemmelser mellem klagerens og kontrollørens oplysninger om klagerens påstigningssted. Ankenævnet fastholdt kontrolafgiften, som klageren var blevet pålagt, og udtalte:

"Hvis passageren først swiper sit check ind på appen oppe i bussen, anses passageren dermed for ikke at være i besiddelse af gyldig rejsehjemmel. Dette gælder også, selv om passageren er checket ind på det tidspunkt, hvor kontrolløren foretager sin kontrol af rejsehjemmelen.

Således som sagen foreligger oplyst med de loggede data, lægger ankenævnet til grund, at kontrolløren loggede sin påstigning til kl. 18:55:30 ved stoppestedet, Søndervangsskolen, og kontrolløren noterede, at klageren allerede befandt sig ombord på bussen, hvor han checkede ind foran kontrolløren.

Bussen GPS viser, at bussen ankom til stoppestedet kl. 18:55:30 og forlod det igen kl. 18:55:59.

Klageren har oplyst, at han først steg ombord på bussen ved det efterfølgende stoppested, men denne oplysning stemmer ikke overens med kontrollørens observation om, at klageren allerede befandt sig i bussen og checkede ind foran kontrolløren.

Sagen må derfor afgøres ud fra de faktuelle konstaterbare oplysninger. Heraf ses det, at klageren først swipede sit check ind kl. 18:58:01, hvilket var 17 sekunder efter, at bussen forlod stoppestedet, Banegårdsvej/Glostrup Centret, kl. 18:57:44, hvor klageren hævder at være steget ombord.

Ankenævnet bemærker i den forbindelse, at reglen om at swipe sit check ind inden påstigning er

vigtig for at sikre trafikvirksomhedernes billetindtægter, idet passageren ellers vil kunne vente

med at swipe sit check ind, til passageren fik øje på en kontrollør. Ankenævnet finder, at oplysningen om at swipe inden påstigning er givet tilstrækkeligt tydeligt, når kunden åbner appen for at swipe.

Selv om det forekommer ulogisk, at rejsekortsystemet blokerede klagerens konto om natten den 4. september 2025 kl. 03:52 med begrundelsen, at de ikke havde været i stand til at trække penge fra kontoen, og kontoen stod som ”insolvent”, selvom saldoen så ud til at være på flere tusinde kroner, og at kontoen senere skiftede til ”solvent” kl. 18:56, kan ankenævnet ikke se bort fra, at klageren først swipede sit check ind minimum 17 sekunder efter sin påstigning."