Kategori:
Afgørelse:
Trafikvirksomheden medhold
Dato:
29. oktober 2025
Selskab:
Movia
Afgørelsen som PDF:
25-0152
Klageren rejste den 11. marts 2025 med buslinje 14 sammen med sin datter og to af datterens venner, alle under 12 år. Hun checkede kun sig selv ind på sit Rejsekort, da hun troede, at alle tre børn kunne rejse gratis i hendes følge. Ved billetkontrollen kunne hun dog ikke fremvise gyldig rejsehjemmel for det tredje barn, og hun blev pålagt en kontrolafgift på 500 kr. Ifølge de landsdækkende rejseregler kan en voksen kun medtage to børn under 12 år gratis, og voksne er ansvarlige for, at øvrige børn har gyldig billet. Klageren anførte, at hun ikke var klar over reglen, og at hun ville have checket ind for det tredje barn, hvis hun var blevet vejledt af chaufføren eller kontrolløren. Movia fastholdt kontrolafgiften med henvisning til, at hun ikke kunne fremvise billet, og at kontrolløren tidligere samme dag havde vejledt hende om reglen. Ankenævnet fandt, at klageren havde rejst med tre børn, hvoraf det tredje barn ikke havde gyldig billet, og at kontrollørens adfærd var professionel. Afgørelsen blev, at kontrolafgiften var korrekt pålagt, og at der ikke forelå særlige omstændigheder til at fritage klageren.