Gå til sidens indhold

Afgørelser

Kategori Nummer Dato Selskab Resultat
Manglende straks-check-ind 23-0059
Klagerens kontrolafgift for manglende straks-check ind blev fastholdt. hun checkede ind 48 sekunder efter bussen forlod stoppestedet, og 48 sekunder efter den forrige kundes check ind, hvorfor det ikke kunne lægges til grund, at der havde været kø ved standeren, som klageren gjorde gældende. Movia havde i den indledende sagsbehandling oplyst forkert, at klageren havde befundet sig ombord i 4 stop, før hun checkede ind. Derfor skulle de godtgøre hendes udgift til klagegebyret for at klage til ankenævnet.
11. oktober 2023 Movia Trafikvirksomheden medhold
Manglende straks-check-ind 23-0090
Klagerens veninde checkede først ind 1 minut og 19 sekunder efter bussens afgang fra stoppestedet. Ankenævnet fastholdt den kontrolafgift, som hun var blevet pålagt for manglende straks check ind. Ikke medhold
11. oktober 2023 Movia Trafikvirksomheden medhold
Checkede ud med det samme 23-0108
Klagerens far havde stillet sig op ad en check ud stander i bussen og var uden at opdage det blevet checket ud igen 7 sekunder efter, at han havde checket ind, hvorved rejsen var blevet registreret som en "nul-rejse". Ankenævnet fastholdt den udstedte kontrolafgift for manglende check ind på Rejsekortet. Ikke medhold
11. oktober 2023 Movia Trafikvirksomheden medhold
Refusion som følge af forsinkelser 23-0111
Klageren rejste med Neptunbus fra Malmø Lufthavn til København, hvorfra hun skulle videre med tog til Odense, som hun havde købt en Orangebillet til. Bussen ventede på et forsinket fly og afgik 39 minutter senere end oplyst på tidsplanen. Kunden accepterer handelsbetingelserne i forbindelse med køb af billet hos Neptunbus, hvor det står anført, at bussens afgangstider fra Malmø er omtrentlige, da bussen venter på eventuelt forsinkede flys ankomst. Klageren nåede ikke sit tog i København og måtte købe en ny togbillet, og hun bad Neptunbus om at godtgøre togbilletten og Neptunbusbilletten, hvilket Neptunbus afviste. Ankenævnet fandt ikke grundlag for at omgøre denne afgørelse, da kunden gøres opmærksom på, at tiderne er omtrentlige, og da klageren havde planlagt den videre rejse fra København med for lille en tidsmargin til uforudsete hændelser. Ankenævnet anbefalede Neptunbus om at tydeliggøre, at tiderne fra Malmø er omtrentlige, så kunderne kan planlægge deres videre rejse på et fuldt oplyst grundlag.
11. oktober 2023 Neptunbus APS Trafikvirksomheden medhold
Mobilbilletter skal være modtaget inden påstigning 23-0114
Klagerens datter var blevet pålagt en kontrolafgift for at købe mobilbillet ombord på bussen efter kontrollørernes påstigning. Ankenævnet fastholdt kontrolafgiften, da mobilbilletter skal være modtaget på telefonen før påstigning. Ikke medhold
11. oktober 2023 Movia Trafikvirksomheden medhold
Manglende fornyelse af periodekort / periodekort udløbet 23-0123
Klagerens planlagte tog fra Malmø blev aflyst, og han ankom derfor for sent til København i forhold til tidspunktet for udløb af låneperioden på Skånetrafiken periodekort. Klageren burde ikke have forholdt sig passiv og rejse videre med Metroen 20 minutter efter låneperiodens udløb. Selv hvis han havde rejst med den oprindelige togafgang, var der ingen tid til uforudsete hændelser, da låneperioden udløb samme minut, som Metroen ville være ankommet til hans destination. Ankenævnet fastholdt derfor den trufne afgørelse, hvor kontrolafgiften var pålagt med rette.
11. oktober 2023 Metro Service Trafikvirksomheden medhold
Manglende straks-check-ind 23-0139
Et flertal i ankenævnet fastholdt den kontrolafgift, som var blevet udstedt til klageren, da han havde taget plads på et sæde i bussen og først herefter havde checket sit Rejsekort ind. Flertallet udtalte, at uanset, at klageren led af fibromyalgi og skulle have handskerne af for at finde sit Rejsekortet frem, bar han selv ansvaret for at have Rejsekortet klar til straks at checke ind, da han steg på bussen. Et mindretal udtalte, at kontrollen efter deres opfattelse skete for hurtigt, og da klageren checkede ind før bussens afgang fra stoppestedet, fandt disse medlemmer på baggrund af sagens helt konkrete omstændigheder, at Movia i sin 1. instans behandling af klagen skulle have frafaldet kontrolafgiften. Der blev truffet afgørelse efter stemmeflertallet. Dissens
11. oktober 2023 Movia Trafikvirksomhed medhold (dissens)
Fortolkning af rejseregler (hunde, cykler, rejsekort) 23-0155
Klageren blev pålagt en kontrolafgift, da hun på en rejse med Metroen ikke kunne forevise en børnebillet for den lille hund, som hun sad med i armene. Ifølge klageren havde hun til at starte med haft hunden i en taske, men havde taget den op i armene, da den blev urolig, og hun anførte, at det ikke havde været tydeligt for hendes, at der krævedes børnebillet for små hunde som hendes. Ankenævnet fastholdt kontrolafgiften og udtalte, at det efter deres opfattelse fremgår tilstrækkelig tydeligt, at hunde som udgangspunkt rejser til børnepris, samt at det er en forudsætning for at medbringe en lille hund gratis, at den forbliver i tasken eller buret under hele rejsen. Ankenævnet anbefalede dog, at reglerne om medtagelse af hunde i de Fælles landsdækkende rejseregler formuleres endnu tydeligere således, at der ikke opstår usikkerhed hos passagerer om, hvorledes rejsereglerne skal eller kan fortolkes, når der medbringes hunde i Metroen. Ikke medhold
11. oktober 2023 Metro Service Trafikvirksomheden medhold
Check-ud i stedet for check-ind /check ud i stedet for skifte-check-ind 23-0174
Det var i selve kontrolsituationen korrekt at pålægge en kontrolafgift til klageren for at forevise et Rejsekort, der ikke var checket ind. Imidlertid fandt ankenævnet, at der forelå sådanne særlige omstændigheder, at kontrolafgiften i den konkrete sag skulle frafaldes. Ankenævnet udtalte: "Ankenævnet har ved afgørelsen heraf særligt lagt vægt på, at kontrolafgiften blev udstedt til Nørrebro st., hvor klageren oplyste at skulle rejse til. Nørrebro st. ligger i zone 02, hvorfor klagerens rejse alene foregik i zonerne 01 og 02. Prisen for rejse inden for disse 2 zoner er 15,60 kr., og prisen blev betalt ved klagerens check ind inden den første påstigning. Ved klagerens check ind på Skjolds plads st. (Metro) og check ud på Østerport st. blev rejsens pris beregnet til 15,60 kr. Der var betalt Metrotillæg, og der blev ved klagerens fortsatte rejse ikke rejst prismæssigt videre, end der allerede var betalt for den første del af hans metrorejse fra Skjolds Plads – Østerport st. Metro Service har dermed ikke en manglende billetindtægt for klagerens sidste del af metrorejsen. Det er et forvaltningsretligt princip, at afgørelsesmyndigheden ikke må sætte skøn under regel. Dette betyder, at afgørelsesmyndigheden som udgangspunkt har pligt til at skønne konkret og in-dividuelt, i tilfælde hvor den er tillagt en skønsmæssig beføjelse. Alle relevante omstændigheder skal inddrages i afvejningen, og afgørelsesmyndigheden kan som udgangspunkt ikke opstille en fast regel og følge den i alle tilfælde. En vejledende hovedregel må imidlertid gerne opstilles, men det er et krav, at denne hovedregel ikke må administreres således, at skønnet reelt afskæres. Afgørelsesmyndigheden skal derfor have for øje, at der kan være omstændigheder, der skal lede til et andet resultat end den opstillede ho-vedregels resultat. Uanset at Metro Service ikke er omfattet af forvaltningsloven direkte, finder ankenævnet, at de som afgørelsesorgan skal overholde de forvaltningsretlige principper for god sagsbehandlingsskik. Der kan argumenteres for, at der med de eksplicitte bestemmelser om, at Rejsekort skal være checket ind ved kontrol, ikke er tillagt afgørelsesmyndigheden en skønsmæssig beføjelse, men heroverfor står hensynet til, at afgørelsesmyndigheden udviser en vis saglighed og rimelighed, når det skal besluttes, om en kontrolafgift skal fastholdes. Det er således ankenævnets opfattelse, at det skal inddrages, når der de facto er betalt den korrekte pris for den pågældende rejse."
11. oktober 2023 Metro Service Klager medhold
Orangebillet 23-0179
Klagerens kontrolafgift for at rejse på DSB Orangebillet i Metroen blev fastholdt af et flertal i ankenævnet, fordi det står i købsflowet og på selve billetten, at den kun er gyldig i DSB og Arriva-tog.
11. oktober 2023 Metro Service Trafikvirksomhed medhold (dissens)
Mobilbilletter skal være modtaget inden påstigning 23-0182
Bussen stoppede slet ikke ved det stoppested, hvor klageren sagde, at han var steget om bord. Derfor kunne det ikke lægges til grund, at klageren havde modtaget mobilbilletten på sin telefon inden påstigning, hvilket er et krav. Loggen viste, at klageren først begyndte at købe billetten om bord på bussen.
11. oktober 2023 Midttrafik Trafikvirksomheden medhold
Refusion af pendlerkort, klippekort og billetter 23-0192
Klageren havde købt en pladsbillet med DSB i Stillezone på en rejse fra København til Vejle. Da toget var fyldt med passagerer, og der derfor ikke var stille i Stillezonen, anmodede klageren DSB om at refundere de 393 kr. for billetten og 30 kr. for pladsbilletten. Klageren mente desuden at det udgjorde en sikkerhedsmæssig fare, at der havde været så mange passagerer om bord. Ankenævnets flertal fandt ikke grundlag for, at DSB skulle godtgøre klagerens rejseudgifter, idet klageren havde modtaget hovedydelsen: transport fra A-B på et sæde, og ikke havde betalt en merpris for at sidde i Stillezone. Et mindretal fandt, at DSB skulle refundere pladsbillettens pris, da DSB ikke havde levet op til det annoncerede om, at der er et roligt miljø i Stillezonen. Der træffes afgørelse efter flertallets votum. Det henhører under Trafikstyrelsen at føre tilsyn med sikkerheden om bord, hvorfor dette falder uden for ankenævnets kompetence.
11. oktober 2023 DSB Fjern- og Regionaltog Trafikvirksomhed medhold (dissens)
Ikke registreret i Back Office / manglende check ind 23-0203
Ankenævnet fastholdt kontrolafgiften til klageren, da check ind ikke var registreret i back office.
11. oktober 2023 Metro Service Trafikvirksomheden medhold
Ingen billet 23-0207
Klageren er bosiddende i Sverige, studerer i Sverige og arbejder i Helsingør. Han har fået udstedt et Ungdomskort, der ikke dækker zoner ud over 01,03 og 04. Da klageren mener, at det strider mod EU-retten, at hans Ungdomskort ikke er gyldigt til zonerne 01- 99, som hans medstuderendes Ungdomskort, når de har bopæl i København. Klageren vil derfor ikke tilkøbe rejsehjemmel, når han rejser til Helsingør for at arbejde. DSB har ved flere kontroller pålagt kontrolafgifter til klageren, som ankenævnet fastholdt og udtalte, at det henhører under domstolene at bedømme, om Ungdomskortreglerne er udmøntet i strid med EU-retten.
11. oktober 2023 DSB Fjern- og Regionaltog Trafikvirksomheden medhold
Refusion som følge af forsinkelser 23-0208
Klageren var til Folkemøde på Bornholm og skulle fra Allinge med busnummer 7. forinden havde han købt en billet til 75 kr., men da bussen ikke kom, anmodede han BAT om at få refunderet beløbet, hvilket de ikke ville, da bussen var kørt om end med forsinkelse, og da det står på selve billetten, at den ikke kan refunderes. Ankenævnet gav klageren medhold, da BAT ikke havde godtgjort med GPS, at bussen rent faktisk var afgået fra Allinge. Det var i en sådan situation uden betydning, at det står på billetten, at den ikke refunderes.
11. oktober 2023 BAT Klager medhold
Kontrolafgifter 23-0209
Klagerne var på ferie i København og havde købt et Copenhagen Card Discovery, der i kortets gyldighedsperiode giver adgang til rejse i zonerne 01-99, herunder rejse til og fra lufthavnen "Airport transport". Klagerne regnede med, at formuleringen indebar, at de kunne rejse retur til lufthavnen, selv om kortets gyldighedsperiode var udløbet. De blev derfor hver pålagt en kontrolafgift på 750 kr., hvilket de indbragte for ankenævnet. Et flertal i ankenævnet fastholdt kontrolafgifterne, fordi klagerne ikke uden at undersøge dette nærmere var berettiget til at regne med at kunne rejse på et kort, hvorpå der stod, at det var udløbet.
11. oktober 2023 Metro Service Trafikvirksomhed medhold (dissens)
Rejse Refusion 23-0218
Grundet driftsforstyrrelser hos DSB og manglende vejledning på skilte, i højttalerne og på togene kom klageren med et forkert tog, der kørte uden stop til Høje Taastrup i stedet for til København H, hvorfra han skulle have været med S-tog hjem. Klageren blev grundet omvejen 53 minutter forsinket i ankomst og anmodede DSB om en kompensation på 200 kr. DSB tilbød en Rejsetidsgaranti på 25% af rejsens pris, hvilket klageren indbragte for ankenævnet. DSB tilbød først under ankenævnssagen at refundere den merpris, som klageren havde betalt på Rejsekort for omvejen via Høje Taastrup, og ankenævnet fandt derfor, at DSB skulle godtgøre klagerens gebyr for at klage til ankenævnet, men stadfæstede, at DSB kun var forpligtet til at yde 25% godtgørelse i Rejsetidsgaranti.
11. oktober 2023 DSB Fjern- og Regionaltog Trafikvirksomheden medhold
Kontrolafgifter 23-0017
Klageren overførte beløbet for en ny periode på sit Ungdomskort og gik derefter ned for at rejse med Letbanen. Da beløbet endnu ikke var modtaget i Rejsekortsystemet, kunne klageren ikke checke ind og aktivere en ny periode, fordi der ikke var forløbet 5 timer siden overførslen. Klageren blev straks efter påstigning pålagt en kontrolafgift, og den efterfølgende dag aktiverede han perioden ved et check ind. Gyldighedsperioden ligger fast uanset, hvornår den aktiveres, og Fynbus godtgøres af staten for den fulde periode. Ankenævnet traf afgørelse om at kontrolafgiften skulle nedskrives til 125 kr. efter en analogi af reglerne om glemt gyldigt periodekort. Fynbus anmodede om genoptagelse, da der ville være risiko for omgåelse. Ankenævnet fastholdt afgørelsen med den ændring, at Fynbus ikke skulle betale sagsomkostninger til ankenævnet, da klageren havde siddet en for så vist tydelig regel overhørig om at vente 5 timer med check ind.
11. oktober 2023 FynBus Klager medhold
Mobilbilletter skal være modtaget inden påstigning 2022-0238
Klagerens datter skulle rejse med bussen fra zone 01, hvor hendes pendlerkort var gyldigt, og for ikke at betale for denne zone igen, købte hun ikke mobilbillet til den videre rejse i zonerne 03 og 04, før hun steg på, men ville købe mobilbilletten ombord, når bussen kørte ind i zone 03. Imidlertid ventede hun med at købe billet i mere end 5 minutter efter, at bussen var kørt ind i zone 03, og hun bestilte først mobilbilletten efter, at kontrollører var steget på bussen. Ankenævnet fastholdt kontrolafgiften, men Movia skulle godtgøre klagerens udgift til klagegebyret, da Movia havde flere gange havde givet klageren fejlagtige oplysninger i Movias førsteinstansbehandling af klagen.
16. august 2023 Movia Trafikvirksomheden medhold
Manglende overholdelse af betalingsfrist 2022-0281
Ankenævnet genoptog sagen og afgjorde, at Metro Service havde været berettiget til at pålægge to rykkerskrivelser et rykkegebyr på 100 kr. hver. Et mindretal fandt, at Metro Service ikke havde været berettiget til at opkræve det andet rykkergebyr. Der blev truffet afgørelse i henhold til stemmeflertallet og afgørelsen af 14. juni 2023 blev ophævet.
16. august 2023 Metro Service Trafikvirksomhed medhold (dissens)
Manglende straks-check-ind 23-0016
Klagerens datter checkede først ind 25 sekunder efter, at bussen havde forladt stoppestedet. Der var ikke kø til kortlæseren, som anført af klageren. Ankenævnet fastholdt kontrolafgiften.
16. august 2023 Movia Trafikvirksomheden medhold
For lav saldo 23-0019
Klageren kunne ikke checke ind på sit Rejsekort pga. for lav saldo. Mere end 2 minutter efter det mislykkede forsøg på check ind - og efter kontrollører var steg på bussen - gik hun i gang med at bestille en mobilbillet. Ankenævnet fastholdt kontrolafgiften.
16. august 2023 Movia Trafikvirksomheden medhold
Rejsekort (rejst med forkert kundetype) 23-0027
Ankenævnet fastholdt en kontrolafgift på 1.000 kr. til klagerens søn grundet sønnens rejse med Rejsekort med kundetypen ”barn” efter, at han var fyldt 16 år, hvilket kræver kundetypen ”voksen”. Klageren gjorde gældende, at man på www.rejsekort.dk undervejs i bestillingen ikke får oplyst, at der skelnes ved alderen 16 år, og i mange andre henseende betragtes man som barn, når man er 16 år. De har købt et nyt Rejsekort voksen til sønnen og ønsker at få refunderet det Rejsekort til barn, som sønnen ikke kunne benytte. Ankenævnet udtalte blandt andet: "Indledningsvist bemærker ankenævnet, at udgangspunktet er, at det er kundens eget ansvar at have gyldigt kort eller billet, der kan forevises på forlangende. Kontrolafgiften til klagerens søn, der rejste med forkert kundetype, blev dermed pålagt med rette. Som følge af at der i den kollektive transport er et selvbetjeningsprincip, der pålægger passage-rerne ansvaret for at have gyldig rejsehjemmel, finder ankenævnet, at der påhviler trafikvirksomhederne et ansvar for at sikre fyldestgørende, tydelig, præcis og let tilgængelig information til de-res brugere. Ankenævnet har tidligere påpeget dette, især når målgruppen er de helt unge. Det fremgår af Rejsekort.dk, at fra man fra sit 15. år selv kan oprette sig som bruger af et Rejsekort. I denne sag var det dog klagerens ægtefælle, der oprettede et Rejsekort til sønnen som bruger, efter at sønnen var fyldt 16 år. Ankenævnet medgiver, at der ikke i selve købsflow’et gøres opmærksom på aldersgrænsen for ”Barn” er 16 år, og linket ”se flere detaljer”, som klagerens ægtefælle åbnede, var efter det oplyste tomt. Ankenævnet finder på den baggrund, at informationen i købsflow’et, hvor man vælger Rejsekortets kundetype, bør forbedres. Imidlertid kunne klagerens ægtefælle have søgt information om kundetyper på Rejsekort.dk ved at klikke på ”Børn”, hvor det oplyses, at kundetypen fra det fyldte 16. år skal være Voksen. Klagerens ægtefælle har som voksen en anden forudsætning for at finde og forstå de regler og handelsbetingelser, der gælder for produktet. Derfor finder ankenævnet, at der i den konkrete sag foreligger sådanne særlige omstændigheder, at Movia trods den manglende information på Rejsekort selvbetjening ved bestillingen om, at alderen for barn går til og med 15 år, kan fastholde kontrolafgiften." Vedrørende det nye Rejsekort til sønnen udtalte ankenævnet: "Klageren har oplyst, at de efter kontrolafgiften købte et nyt Rejsekort med kundetypen ”Voksen” til sønnen. Klageren har under ankenævnssagen anmodet Movia om refusion af udgiften hertil på 50 kr. Når et Rejsekort lukkes, overføres et eventuelt indestående til kundens Nemkonto. Det er ankenævnets opfattelse, at Movia som forvaltningsmyndighed burde have besvaret klagerens ægtefælles spørgsmål i hendes første henvendelse til Movia den 5. januar 2023 om overførsel af saldoen ”fra børnekort til voksenkort”. Og Movia burde desuden have vejledt om, at indstillingen af kundetypen ”Barn” permanent kunne ændres til kundetypen ”Voksen” på det Rejsekort Flex, som sønnen allerede benyttede. Herefter ville der ikke have været behov for at bestille et nyt Rejsekort til sønnen. På baggrund af disse to forhold finder ankenævnet, at Movia skal godtgøre klagerens udgifter på 160 kr. til at klage til ankenævnet samt udgiften på 50 kr. til et nyt Rejsekort til sønnen."
16. august 2023 Movia Trafikvirksomhed overvejende medhold
Mobilbilletter skal være modtaget inden påstigning 23-0051
Klageren gjorde gældende, at da hun var i tvivl om hvilket stoppested, hun skulle købe billetten fra, spurgte hun chaufføren stående uden for bussen, hvorefter han vinkede hende op, så han kunne se hendes telefon. Her trådte hun til side for at andre kunne komme forbi, og da hun havde fået hjælp af chaufføren og skulle swipe købet via Mobile Pay, blev hun stoppet af kontrolløren. Men under ankenævnssagen fremlagde Movia tiderne fra bussens GPS og log fra klagerens købshistorik i billetappen, og ankenævnet kunne ikke lægge til grund, at situationen var som beskrevet af klageren og fastholdt kontrolafgiften
16. august 2023 Movia Trafikvirksomheden medhold
Mobilbilletter skal være modtaget inden påstigning 23-0079
Klageren steg på bussen uden billet og begyndte først at købe mobilbillet 16 sekunder efter, at bussen havde forladt stoppestedet. Ankenævnet fastholdt kontrolafgiften, da mobilbilletter skal være modtaget på mobiltelefonen før påstigning.
16. august 2023 Movia Trafikvirksomheden medhold