Gå til sidens indhold

Afgørelser

Kategori Nummer Dato Selskab Resultat
For sent check ind i Rejsekort-appen 25-0211

Klagen omhandlede en passager, der den 1. april 2025 skulle rejse med buslinje 300S fra Glostrup st. og planlagde at bruge Rejsekort-appen som betaling. Klageren oplevede tekniske problemer med appen og kunne først gennemføre sit check ind efter at være steget på bussen. Ved billetkontrollen loggede kontrolløren sin påstigning kl. 11:38:30, mens klagerens check ind blev registreret kl. 11:39:25, 55 sekunder senere. Klageren blev derfor pålagt en kontrolafgift på 1.000 kr. med årsagen “Rejsekort checket ind for sent”. Ankenævnet lagde til grund, at klageren ikke havde sikret gyldig rejsehjemmel inden påstigning, da han kunne have kontaktet chaufføren eller billetteret på anden vis, og fandt derfor, at kontrolafgiften var korrekt pålagt. Selv om der var en sagsbehandlingsfejl i Movias første afgørelse om tidspunktet for check ind, ændrede dette ikke sagens udfald, men Movia blev pålagt at godtgøre klagerens klagegebyr på 160 kr.

29. oktober 2025 Movia Trafikvirksomhed overvejende medhold
For få zoner 25-0214

Klageren, bosat i Sverige, rejste den 30. maj 2025 med Metroen fra Nørrebro st. til København H og anvendte et pendlerkort fra Skånetrafiken, gyldigt fra Malmø C til Ørestad, svarende til zonerne 01, 03 og 04. Under en billetkontrol ved Nørrebro st. i zone 02 blev han pålagt en kontrolafgift på 750 kr., da kortet ikke omfattede denne zone.

Klageren anførte, at han ikke var klar over, at gennemrejse i zone 02 krævede gyldig billet, og at zonedækningen ikke fremgik tydeligt ved bestillingen. Metro Service fastholdt afgiften med henvisning til selvbetjeningsprincippet og oplyste, at zoner og kort tydeligt fremgår i Skånetrafiken-appen.

Ankenævnet fandt, at klageren rejste uden gyldig rejsehjemmel, idet pendlerkortet ikke dækkede zone 02, og at afgiften derfor var pålagt med rette. Tre medlemmer lagde vægt på, at klageren burde have undersøgt kortets gyldighedsområde, og at ukendskab til zonesystemet ikke fritager for ansvar.

To forbrugerrepræsentanter mente dog, at afgiften burde frafaldes eller nedsættes, da klageren handlede i god tro i et komplekst, grænseoverskridende billetsystem, hvor købsflowet og betegnelsen “+metro” kunne skabe misforståelser. De anbefalede samtidig, at informationsniveauet og harmoniseringen mellem de danske og svenske systemer forbedres.

Afgørelsen blev truffet efter stemmeflertal, og kontrolafgiften blev fastholdt.

 

29. oktober 2025 Metro Service Trafikvirksomhed medhold (dissens)
Manglende Check ind 25-0236

Den 9. juni 2025 rejste klageren med Metroen mellem Kongens Nytorv st. og Femøren st., men glemte at checke ind på sit Rejsekort inden påstigning. Ved Amager Strand st. blev der foretaget billetkontrol, og klageren blev pålagt en kontrolafgift på 750 kr. for manglende check ind, selvom han kort forinden havde overført 100 kr. til sit kort. Klageren anmodede Metro Service om at annullere afgiften og henviste til, at han havde haft til hensigt at betale, men blev distraheret af mange mennesker i forbindelse med Royal Run. Metro Service fastholdt afgiften med henvisning til selvbetjeningsprincippet og kravet om gyldig check ind før påstigning. Ankenævnet fandt, at klageren havde rejst uden gyldig rejsehjemmel, og at dokumentation for optankning af kortet ikke ændrer ved dette. Kontrollafgiften blev derfor pålagt med rette, da der ikke forelå særlige omstændigheder til at fritage klageren, og trængsel på stationen kunne ikke undskylde den manglende check ind.

29. oktober 2025 Metro Service Trafikvirksomheden medhold
Kontrolafgift anvendt som billet 25-0244

Den 10. juni 2025 skulle klageren, bosiddende i Spanien og ikke-dansktalende, rejse med Metroen til Lufthavnen. Hun havde tidligere haft problemer med at købe billet i DOT-appen og havde derfor fejlagtigt antaget, at en kontrolafgift, hun havde modtaget fra Movia på en tidligere bustur, kunne anvendes som billet til Metroen. Under billetkontrollen ved Øresund st. blev hun pålagt en kontrolafgift på 750 kr., da kontrolafgiften fra Movia ikke var gyldig som rejsehjemmel i Metroen. Klageren forklarede, at hun havde misforstået vejledningen fra Movia-kontrolløren, men havde ikke haft til hensigt at unddrage sig betaling. Ankenævnet lagde til grund, at kontrolafgiften tydeligt angav, at den kun var gyldig til bussens endestation og kun for det selskab, der havde udstedt afgiften, samt at kun børn under 15 år kan bruge en kontrolafgift til videre rejse med andre transportformer. På den baggrund fandt ankenævnet, at kontrolafgiften i Metroen var korrekt pålagt, og at klagerens problemer med DOT-appen ikke kunne fritage hende fra betalingen, da hun kunne have købt billet på anden vis inden påstigning.

29. oktober 2025 Metro Service Trafikvirksomheden medhold
Mobilbilletter skal være modtaget inden påstigning 25-0265

Den 6. juni 2025 rejste klageren med buslinje 300S og steg på bussen ved stoppestedet Mileparken. Kontrollørerne loggede deres påstigning kl. 15:30:54, og bussen forlod stoppestedet kl. 15:31:06. Klageren modtog først sin mobilbillet på telefonen kl. 15:31:21, altså efter påstigning. Kontrolløren udstedte en kontrolafgift på 1.000 kr. kl. 15:35:53.

Klageren gjorde gældende, at mobilbilletten var købt uden for bussen, men Movia fastholdt, at billetten først blev modtaget efter påstigning, hvilket ikke opfylder kravet om gyldig rejsehjemmel inden ombordstigning.

Ankenævnet lagde til grund, at billetmodtagelsen først skete efter påstigning, og at det ikke er tilstrækkeligt blot at have påbegyndt bestillingen. Selvom billetten kunne fremvises på telefonen under kontrol, ændrer det ikke på, at den ikke var gyldigt modtaget i rette tid.

Kontrolafgiften blev derfor pålagt med rette, og der forelå ikke sådanne særlige omstændigheder, at den kunne frafaldes.

29. oktober 2025 Movia Trafikvirksomheden medhold
Mobilbilletter skal være modtaget inden påstigning 25-0266

Den 12. juni 2025 steg klageren på buslinje 1A ved stoppestedet Sjælør Boulevard. Bussen forlod stoppestedet kl. 12:35:32, og klageren modtog først mobilbilletten på sin telefon kl. 12:35:48, efter påstigning. Kontrollørerne loggede deres påstigning kl. 12:35:02, og kontrolafgiften på 1.000 kr. blev udstedt kl. 12:38:07.

Klageren gjorde gældende, at netværksproblemer havde forsinket billetkøbet, men Movia fastholdt, at billetten først var modtaget efter påstigning, hvilket ikke opfylder kravet om gyldig rejsehjemmel.

Ankenævnet lagde til grund, at billetmodtagelsen først skete efter påstigning, og at det ikke er tilstrækkeligt blot at have påbegyndt købet. Selvom billetten kunne fremvises på telefonen under kontrol, ændrer det ikke, at den ikke var gyldigt modtaget i rette tid.

Kontrolafgiften blev derfor pålagt med rette, og der forelå ikke særlige omstændigheder, der kunne føre til frafald.

29. oktober 2025 Movia Trafikvirksomheden medhold
Orangebillet 25-0267

Den 25. juni 2025 rejste klageren med tog fra Nørreport st. til Høje Taastrup st. og fortsatte med buslinje 116. Hun havde forud købt en Orangebillet i DSB-appen til togstrækningen. Klageren var i god tro og havde ikke været opmærksom på, at Orangebilletten ikke var gyldig i busser.

Under billetkontrollen på bussen blev klageren pålagt en kontrolafgift på 1.000 kr., da billetten ikke var gyldig som rejsehjemmel i bussen. Movia fastholdt kontrolafgiften med henvisning til, at Orangebilletter kun gælder til den specifikke togafgang og ikke i busser, hvilket fremgår tydeligt i købsflowet og på selve billetten.

Ankenævnet vurderede, at købsflowet og billettens ordlyd gjorde det tilstrækkeligt klart, at Orangebilletten ikke kunne bruges til videre rejse med bus. Klageren kunne derfor ikke med rette regne med, at hun kunne rejse videre med buslinje 116 uden en gyldig billet.

Kontrolafgiften på 1.000 kr. blev derfor pålagt med rette. Det forhold, at klageren lejlighedsvis køber enkeltbilletter i stedet for pendlerkort, eller at bussen endnu ikke havde forladt stationen, ændrer ikke på afgørelsen. Der forelå ikke sådanne særlige omstændigheder, at afgiften skulle frafaldes.

29. oktober 2025 Movia Trafikvirksomheden medhold
Manglende Check ind 25-0278

Den 3. juni 2025 rejste klageren med Lokaltog fra Helsingør st. til Grønnehave st., men glemte at checke ind i Rejsekort-appen inden påstigning. Under billetkontrollen blev han pålagt en kontrolafgift på 1.000 kr. for at rejse uden gyldig billet.

Klageren anmodede efterfølgende Lokaltog om annullering og begrundede, at han aldrig tidligere havde fået en kontrolafgift og ønskede at få muligheden for at rette fejlen på næste station. Lokaltog fastholdt afgiften med henvisning til, at det er passagerens ansvar at være checket ind inden påstigning, og at selskabet ikke vurderer kundens intention.

Ankenævnet fandt, at klageren ikke havde checket ind ved påstigning, og dermed overtrådte de Fælles landsdækkende rejseregler pkt. 2.4.2, som kræver, at billetter i app er modtaget på den mobile enhed før påstigning.

Kontrolafgiften blev derfor pålagt med rette, og der forelå ikke sådanne særlige omstændigheder, at afgiften kunne frafaldes, da det ikke kræves, at passageren bevidst har forsøgt at omgå reglerne.

29. oktober 2025 Lokaltog A/S Trafikvirksomheden medhold
Fortolkning af regler 25-0285

Den 18. juni 2025 rejste klageren med Metroen til Lufthavnen st. uden gyldig billet og fremviste en DSB-kontrolafgift, som ikke kunne anvendes som rejsehjemmel i Metroen.

Billetkontrollen blev foretaget på Metroens område umiddelbart efter, at klageren var steget af toget, i det område med informationstavler, brochurestander, billetautomat og Rejsekort-standere, som Metro Service dokumenterede som værende en del af Metroens område.

Ankenævnet lagde til grund, at kontrolafgiften blev udstedt korrekt inden for Metroens område, og at klageren dermed ikke havde gyldig rejsehjemmel. Det er uden betydning, at klageren blev mødt af en anden steward efter at have forladt toget, idet passagerens pligt til at medvirke til billetkontrol fortsætter, indtil Metroens område forlades.

Kontrolafgiften på 750 kr. blev derfor pålagt med rette, og der var ikke sådanne særlige omstændigheder, der kunne begrunde et frafald.

29. oktober 2025 Metro Service Trafikvirksomheden medhold
Manglende aktivering af ny periode på rejsekort pendler 25-0314

Den 28. juni 2025 kunne klageren ikke fremvise gyldig rejsehjemmel på buslinje 350S, fordi hans nye pendlerperiode på Rejsekort Pendler endnu ikke var aktiveret. Den tidligere periode udløb først den 27. juni kl. 23:59, og den nye periode blev først aktiveret ved check ind den 28. juni kl. 21:35.

Ifølge de fælles landsdækkende rejseregler skal et Rejsekort Pendler altid aktiveres med check ind ved påstigning. Betaling for en ny periode trækkes først ved aktivering, og perioden gælder derfor først fra tidspunktet for check ind.

Ankenævnet fandt, at kontrolafgiften på 1.000 kr. blev pålagt med rette, da klageren rejste uden aktiveret gyldig pendlerperiode. Det forhold, at klageren havde bestilt perioden i forvejen, ændrer ikke afgørelsen, og der var ikke sådanne særlige omstændigheder, der kunne føre til frafald af kontrolafgiften.

29. oktober 2025 Movia Trafikvirksomheden medhold
Mobilbilletter skal være modtaget inden påstigning 25-0241

Den 17. maj 2025 skulle klageren rejse med buslinje 5C fra Rådhuspladsen og benyttede DOT-appen som betaling. Klageren steg på bussen i hast og åbnede først appen ombord for at købe billet, hvilket blev observeret af kontrolløren. Kontrolløren havde dog fejlagtigt ikke registreret sin påstigning ved det korrekte stoppested, men dette ændrede ikke, at klageren modtog sin mobilbillet efter påstigning. Klageren anmodede Movia om at annullere kontrolafgiften med henvisning til travlhed, tidligere tekniske problemer med appen samt økonomiske vanskeligheder, men Movia fastholdt afgiften med henvisning til selvbetjeningsprincippet og kravet om, at billet skal være modtaget inden påstigning. Ankenævnet fandt, at klageren havde modtaget sin billet ombord, og selvom han kunne fremvise den under kontrol, var dette ikke tilstrækkeligt, da check ind skulle være foretaget før påstigning. Kontrolafgiften blev derfor pålagt med rette, og tidligere problemer med appen eller ukorrekt registrering fra kontrollørens side ændrede ikke afgørelsen.

29. oktober 2025 Movia Trafikvirksomheden medhold
For sent check ind i DSB-appen 25-0279

Den 23. juni 2025 steg klageren på Metroen ved Aksel Møllers Have st. og forsøgte at anvende DSB-appen som rejsehjemmel. Ifølge loggen fra DSB-appen swipede han sit check ind kl. 06:36:54, mens dørene til Metroen lukkede kl. 06:36:50, og toget forlod stationen kl. 06:36:53.

Da check ind således fandt sted efter påstigning, blev klageren pålagt en kontrolafgift på 750 kr., idet de Fælles landsdækkende rejseregler pkt. 2.4.5 kræver, at check ind i DSB-appen sker inden ombordstigning.

Ankenævnet fastslog, at det var uden betydning, at klageren var checket ind på tidspunktet for billetkontrollen; det afgørende er, at check ind sker inden påstigning. Data fra DSB-appen og Metroens log blev lagt til grund, da der ikke var grundlag for at antage, at de var fejlbehæftet.

Kontrolafgiften blev derfor pålagt med rette, og ankenævnet understregede vigtigheden af reglen for at sikre trafikvirksomhedernes indtægter og forhindre, at passagerer venter med at checke ind, indtil de ser en kontrollør.

29. oktober 2025 Metro Service Trafikvirksomheden medhold
For sent check ind i DSB-appen 25-0294

Den 3. juli 2025 steg klageren på buslinje 7A uden at have swipet sit check ind i DSB-appen inden påstigning. Kontrollørens log viste, at klageren steg på ved Tårnvej kl. 09:06:15, mens klagerens check ind først blev gennemført kl. 09:06:56 – 41 sekunder efter bussen havde forladt stoppestedet.

Ifølge de Fælles landsdækkende rejseregler pkt. 2.4 skal check ind i DSB-appen ske inden påstigning. Det er uden betydning, at klageren var i telefon med sin mor, da reglerne kræver, at gyldig rejsehjemmel foreligger ved påstigning.

Ankenævnet fandt, at oplysningen om at swipe inden påstigning er tilstrækkelig tydelig i appen, og at reglen er vigtig for at sikre trafikvirksomhedernes billetindtægter.

Kontrolafgiften på 1.000 kr. blev derfor pålagt med rette.

29. oktober 2025 Movia Trafikvirksomheden medhold
For sent check ind i DSB-appen 25-0176

Klageren rejste den 14. februar 2025 med buslinje 5A og ønskede at benytte DSB-appens check-ind-funktion som billet. Ifølge klageren havde han påbegyndt check ind inden påstigning, men kom ved en fejl til at vælge en forkert afgang og rettede dette først, da han var ombord på bussen. Kontrolløren bemærkede, at klageren først gennemførte sit swipe efter påstigning, og udstedte derfor en kontrolafgift på 1.000 kr. for “for sen billettering”. Klageren anmodede Midttrafik om annullering med henvisning til, at han var i gang med at rette sin fejl, men Midttrafik fastholdt afgiften, idet check ind skal være fuldført inden påstigning. Ankenævnet vurderede på baggrund af loggede data og parternes oplysninger, at klageren ikke havde gennemført check ind rettidigt, og fandt, at kontrolafgiften var korrekt pålagt, da det ikke er tilstrækkeligt at starte check ind-processen før påstigning; selve swipet skal være afsluttet inden rejsen.

29. oktober 2025 Midttrafik Trafikvirksomheden medhold
Billet/periodekort udløbet 25-0153

Klagerens pendlerkort var udløbet kl. 23:59 dagen inden rejsen. Ankenævnet fandt, at det stod tydeligt anført på kortet, hvornår det udløb.

29. oktober 2025 Midttrafik Trafikvirksomheden medhold
For sent check ind i DSB-appen 25-0135

Klagerens søn rejste den 11. marts 2025 med linje 200S fra Nørre Gymnasium mod Husum st. Ifølge klageren bad chaufføren passagererne om at stige på via midterdøren på grund af trængsel, hvorfor sønnen ikke kunne checke ind med Rejsekortet, da check-ind kun er muligt foran i bussen. Ved næste stoppested, Husum Torv, kom der billetkontrol, og sønnen – som ikke havde nået at checke ind – blev pålagt en kontrolafgift på 1.000 kr.

Movia fastholdt afgiften med henvisning til kontrollørens forklaring om, at der ikke var væsentlig trængsel, at sønnen ikke forsøgte at checke ind, og at han ikke havde et Rejsekort fremme. Elektroniske logs viste, at bussen kørte fra Nørre Gymnasium kl. 15:16:56, og at kontrollen fandt sted kl. 15:20:25, dvs. mindst 3 minutter og 29 sekunder efter påstigning.

DSB bekræftede, at sønnen først checkede ind i DSB-appen kl. 15:22:43 – efter udstedelsen af kontrolafgiften.

Ankenævnet lagde vægt på, at sønnen havde opholdt sig i bussen flere minutter uden gyldig billet, og at der ikke var dokumenteret en sådan trængsel, at check-ind var umuligt. Uanset at sønnen var blevet bedt om at stige ind ad midterdøren, fandt nævnet ikke særlige omstændigheder, der kunne begrunde frafald af afgiften.

29. oktober 2025 Movia Trafikvirksomheden medhold
For sent check ind i Rejsekort-appen 25-0184

Klageren var omtåget af medicin og glemte at checke ind i appen inden påstigning.

29. oktober 2025 Movia Trafikvirksomheden medhold
Billet udløbet 25-0174

Klagerens søn var på skoletur til Danmark og taler kun fransk og meget lidt engelsk. Han forstod derfor ikke, at billetten var udløbet, da han i Frankrig er vant til at billetten er gyldig hele dagen.

29. oktober 2025 Metro Service Trafikvirksomheden medhold
Ingen billet 25-0309

Klageren var træt efter en hel dag som turist i København og glemte at købe billet inden påstigning, fordi han er ikke er vant til at kunne stige om bord uden billet i Frankrig.

29. oktober 2025 Metro Service Trafikvirksomheden medhold
For lav saldo 25-0290

Klageren kunne ikke checke ind på Rejsekort grundet for lav saldo. Han havde i 2023 fået meddelelse om, at hans betalingskort ville udløbe, og at det nye kort skulle indtastes, hvilket han ikke havde gjort, og havde desuden fået en meddelelse, da saldoen på Rejsekortet gik i minus uden at han fyldte det op.

29. oktober 2025 Metro Service Trafikvirksomheden medhold
Ingen billet 25-0272

7 kontrolafgifter. Klageren gjorde gældende, at han tilkaldes på arbejde med kort varsel og derfor ikke kunne nå at købe billet i appen, fordi den lukkede for billetsalg 5 minutter inden togafgang. Ankenævnet fandt, at klageren kunne have købt billet på anden måde

29. oktober 2025 GoCollective Trafikvirksomheden medhold
Medtog kun den ene billet (samt kvittering) 25-0250

Klageren gjorde gældende, at der måtte være noget galt med billettautomaten, når den kun havde udstedt een billet og ikke to. Metro Service dokumenterede, at der var blevet udskrevet to separate billetter.

29. oktober 2025 Metro Service Trafikvirksomheden medhold
Mobilbilletter skal være modtaget inden påstigning 25-0230

Klageren gør gældende, at Movias afgørelse ikke hænger sammen tidsmæssigt. Ankenævnet fandt, at de loggede data viste, at klageren ikke havde modtaget billetten inden påstigning

29. oktober 2025 Movia Trafikvirksomheden medhold
Manglende Check ind 25-0213

Klageren gjorde gældende, at der måtte være fejl ved bussens kortlæsere, som hun ved, at chaufførerne "vender om" fra check ind til check ud. Dette var imidlertid ikke tilfældet.

29. oktober 2025 Movia Trafikvirksomheden medhold
Manglende Check ind 25-0204

Klageren gjorde gældende, at kortlæseren ikke havde virket, og at chaufføren havde givet ham lov til at køre med. Dette kunne dog ikke bekræftes.

29. oktober 2025 Movia Trafikvirksomheden medhold