Afgørelser

Klageren forsøgte den 3. april 2025 at checke ind på sit fysiske Rejsekort ved en check-ind-stander på Københavns Lufthavn Metrostation, men oplevede, at standeren ikke virkede. Efter flere forsøg opgav hun og steg på Metroen uden at være checket ind. Ved billetkontrol blev hun pålagt en kontrolafgift på 750 kr.

Metro Service undersøgte sagen og kunne dokumentere, at klagerens kort ikke var checket ind, og at der ikke var registreret fejl på check-ind-udstyret på stationen. Der er flere check-ind-standere og automater på stationen, så klageren kunne have benyttet en anden stander eller søgt hjælp via opkaldspunkter eller steward.

Ankenævnet fandt, at klageren selv havde ansvaret for at sikre gyldig rejsehjemmel før påstigning og dermed for at finde en alternativ måde at checke ind på, hvis den ene stander ikke virkede.

Klageren blev den 11. april 2025 pålagt en kontrolafgift på 1.000 kr. for ikke at have checket ind straks ved påstigning på buslinje 2A. Kontrollørerne var allerede ombord, da klageren steg på bussen, og bemærkede, at klageren tog plads, før han havde checket ind på sit Rejsekort.

Klageren bad efterfølgende om at få annulleret kontrolafgiften med den begrundelse, at han var i gang med at finde sit kort frem, da kontrolløren kom.

Ankenævnet vurderede, at reglerne kræver, at check ind på Rejsekortet skal ske straks ved påstigning og inden kunden finder sin plads. Da klageren ikke gjorde dette, var kontrolafgiften berettiget, og der var ikke særlige omstændigheder til at annullere den.

Sagen vedrører en passager, der blev pålagt en kontrolafgift, idet han steg ombord i bussen uden gyldig rejsehjemmel. Flertallet bemærkede, at klageren allerede inden påstigning var klar over, at den ønskede 12-timers billettype ikke længere kunne findes i applikationen. Ikke desto mindre steg han på bussen uden at have sikret sig anden gyldig billet eller anvendt sit Rejsekort.

Flertallet tillagde det væsentlig betydning, at klageren heller ikke straks efter påstigning rettede henvendelse til chaufføren med henblik på at få vejledning eller assistance til at erhverve gyldig rejsehjemmel. Det er efter reglerne passagerens eget ansvar at sikre sig billet inden rejsens påbegyndelse, eller omgående søge hjælp fra chaufføren, hvis vanskeligheder opstår. Da klageren undlod dette, måtte han anses for at have tilsidesat sine forpligtelser som rejsende.

Det blev yderligere fremhævet, at de fælles landsdækkende rejseregler fastslår, at gyldig rejsehjemmel skal være modtaget på den rejsendes enhed før ombordstigning, og at det ikke er tilstrækkeligt, at købsprocessen blot er påbegyndt. På denne baggrund fandt flertallet, at kontrolafgiften var pålagt med rette.

Mindretallet udtalte, at klageren straks søgte at erhverve gyldig rejsehjemmel, herunder ved at rette henvendelse til kontrolløren og tilbyde at benytte sit Rejsekort, og at afgiften derfor burde være frafaldet ud fra hensynet til konduite.

Klageren skulle med bussen for at komme til en familiemiddag kl. 18:00. Klageren mødte op ved stoppestedet Fasanvej st. kl. 17:30 for at tage buslinje 4A mod Buddinge st. kl. 17:43. Bussen kom først kl. 17:52, men kørte forbi uden at standse. Hun tog derfor en anden bus 4A, der kun gik til Emdrup Torv, hvor hun måtte vente på næste forbindelse. Som følge heraf ankom hun først til middagen ca. kl. 18:30, og rejsen kostede 23,80 kr. på Rejsekort, som hun bad Movia om at refundere. Klageren gjorde gældende, at reglerne om at tage en taxa, som man selv lægger ud for, er en forskelsbehandling af folk, der ikke har råd til dette.

Ankenævnet udtalte: Der findes ingen lovbestemt pligt for trafikselskaber til at indføre rejsegaranti. Movia har dog selv valgt at etablere en sådan ordning med betingelser fastsat af selskabet. Hovedbetingelsen er, at bussen enten er 20 minutter forsinket eller kører forbi et stoppested uden at standse, og at passageren derefter kan dokumentere udgifter til taxakørsel. Ankenævnet kan ikke pålægge Movia at ændre reglerne. Da klageren ikke tog en taxa, var hendes situation ikke omfattet af rejsegarantien. Klageren har ikke lidt et økonomisk tab, idet hun blev transporteret fra A til B. Hertil kommer, at hun under ingen omstændigheder ville være nået rettidigt til familiearrangementet kl. 18, selv hvis buslinje 4A havde kørt planmæssigt. Ankenævnet fandt derfor, at Movia ikke var erstatningsansvarlig, og at klageren ikke havde krav på kompensation for sin busrejse.

Klagen vedrører opkrævning af 3.900 kr. for rejsekortsystemets 13 automatiske optankninger á 300 kr. til klagerens Rejsekort Flex, som klagerens søn lånte og mistede, og som derfor uretmæssigt er blevet benyttet af en ukendt tredjemand.

Klageren gjorde gældende, at Rejsekort v/DSB selv hæfter for at have op-tanket igen og igen uden at spærre Rejsekortet, når de ikke kunne opkræve beløbet via tank-op-aftalen, og når de skrev, at aftalen ville blive lukket, hvis han ikke betalte fakturaerne, hvilket han ikke gjorde, og derfor med rette regnede med, at aftalen ville blive lukket.

Ankenævnet lagde til grund, at klageren havde modtaget de i alt 26 meddelelser fra DSB om optankningerne i både e-mails og E-boks. Kortholderen er efter kortbestemmelserne forpligtet til selv løbende at kontrollere sin rejsehistorik og reagere på uregelmæssigheder. Da klageren forholdt sig passiv, fandt flertallet, at DSB med rette kunne opkræve beløbene.

Mindretallet udtalte, at DSB’s kommunikation med brug af begreberne ”faktura”, ”indbetalingskort” og ”rykker 1” havde været uigennemsigtig og vildledende, så en forbruger med rette kunne have troet, at betalingsaftalen automatisk ville ophøre, og at fortsatte optankninger derfor var i strid med principperne om forbrugerbeskyttelse. Mindretallet fandt derfor, at klageren alene burde hæfte for én optankning på 300 kr.

Afgørelsen blev truffet efter stemmeflertallet, hvorfor DSB’s fulde krav blev fastholdt.

Klage angik en chaufførs adfærd under Flextrafik-handicapkørsel, hvor klageren ønskede chaufføren afskediget. Da chaufføren havde bestridt klagerens fremstilling, og det ikke var muligt at fastslå det faktiske hændelsesforløb, kunne ankenævnet ikke tage stilling til, om Movias servicestandarder var overskredet. Ankenævnet fremhævede dog, at hvis klagerens oplysninger var korrekte, ville chaufførens opførsel være uprofessionel og kritisabel. Spørgsmålet om afskedigelse er et ansættelsesretligt forhold, der falder uden for nævnets kompetence. Klagen blev derfor afvist, og klagegebyret skulle tilbagebetales til klageren i medfør af vedtægternes § 24, stk. 2.

Klageren skulle med tog fra Kbh H - Basel, via Hamborg. DSB aflyste afgangen til Hamborg, der gjorde, at klageren ikke kunne nå den videre forbindelse med ÖBB, hvorefter hun valgte at flyve til Basel i stedet, og anmodede DSB om at godtgøre hendes udgifter til ÖBB-billetten. DSB refundere prisen for hendes DSB-billet, men afviste kravet vedrørende ÖBB-billetten, som også ÖBB havde afvist at ville refundere, da det var en ikke-refunderbar billet, og da toget var afgået rettidigt.

Et flertal i ankenævnet bemærkede, at klageren ikke havde købt en gennemgående dagsbillet fra København til Basel, men havde købt første del hos DSB og sidste del med nattog hos ÖBB. Derfor var billetterne ikke omfattet af artikel 12 i togpassagerrettighedsforordningen, og eventuelle forsinkelser skulle vurderes for hver del af rejsen. Flertallet fandt, at DSB havde givet tilstrækkelig information om den aflyste afgang og tilbød alternative togforbindelser, hvorfor de ikke var erstatningsansvarlige over for klagerens udgifter.

Et mindretal udtalte, at DSB skulle refundere ÖBB-billetten, fordi klageren havde planlagt sin rejse med ca. 2 timers margin mellem ankomst til Hamborg og videreforbindelsen med ÖBB til Basel, hvilket var tilstrækkeligt til en uforudset hændelse, som aflysning af et tog. Det kunne ikke kræves, at klageren havde købt en samlet gennemgående billet til hele strækningen, der indebar siddeplads, og klageren købte en flybillet for at nå Basel samme dag og begrænsede dermed sit tab.

Afgørelsen blev truffet efter stemmeflertallet.

Klageren checkede først ind 4 sekunder inden bussen ankom til det stoppested, hvor kontrollørerne steg ombord, hvilket var for sent.

Klageren glemte at checke ind, fordi hun faldt i snak med en kollega efter påstigning.

Klageren viste ingen billet ved kontrollen, men indsendte bagefter flere billetter til Metro Service, og gjorde gældende, at han ikke kunne finde dem ved kontrollen. Billetterne var upersonlige kontantbilletter, der ikke gjorde det ud for en gyldig billet på kontroltidspunktet.

Klageren var ombord på bussen i 7 minutter uden af skaffe sig gyldig rejsehjemmel.

Klageren kunne ikke bruge sit pensionistkort i spærretiden, men nåede ikke at købe en mobilbillet inden påstigning, da mobilepay drillede hende.

Klageren købte først billet 7 sekunder efter kontrollørens påstigning, hvilket var for sent.

Klageren fik den 22. november 2024 en kontrolafgift på 1.000 kr. for at have checket ind i DSB-appen efter påstigning på buslinje 1A ved Skt. Hans Torv. Han forklarede, at bussen var forsinket, og at linjenummeret ikke var synligt udefra, hvorfor han steg på bussen for at tjekke linjenummeret på de indvendige skærme, før han checkede ind. Ifølge elektroniske logs skete check ind 1 minut og 57 sekunder efter, at bussen havde forladt stoppestedet.

Movia afviste klagen med henvisning til, at check ind altid skal ske inden påstigning, og ankenævnet stadfæstede afgørelsen med samme begrundelse. Nævnet lagde vægt på, at passageren kunne have afklaret linjenummeret hurtigere, og at manglende oplysning i appen om kravet om check ind før påstigning ikke ændrede vurderingen.

Kontrolafgiften blev hermed fastholdt.

Klageren modtog en kontrolafgift på 1.000 kr. for at rejse uden gyldig billet med Odense letbane den 17. september 2024. Hun havde kun kontanter og troede fejlagtigt, at hun kunne købe billet ombord som i bussen. Ved stoppestedet fandt hun ingen tydelig information om kontantbilletter og kunne ikke kontakte føreren efter påstigning. Fynbus oplyste, at kontantbilletter ikke kan købes i letbanen, men at der ved stoppestederne er skiltning med information om billetkøb og salgssteder, herunder fysiske butikker. Ankenævnet fandt, at informationen var tilstrækkelig, og at klageren burde have orienteret sig om reglerne før påstigning.

Klagen vedrører en kontrolafgift på 1.000 kr. for manglende straks-check ind i forbindelse med en busrejse den 20. september 2024 med linje 5C. Klageren påstår, at hun steg på bussen ved Nørreport st. og checkede ind ved fordøren kort tid efter, fordi hun havde overset standeren ved midterdøren. Kontrollører steg på ved samme stoppested og udstedte afgiften, da klageren ikke havde checket ind straks efter påstigning. Ankenævnet fandt, at check ind først skete ved fordøren og ikke straks efter påstigning, som reglerne kræver. Afgiften blev derfor fastholdt, da der ikke forelå særlige omstændigheder.

Klagerens 16-årige datter blev den 13. september 2024 pålagt en kontrolafgift på 1.000 kr., da hun ved billetkontrol i buslinje 101A fremviste en børnebillet, modtaget efter påstigning. Hun havde ikke et gyldigt Ungdomskort, da en tidligere bestilling var blevet annulleret af DSB pga. afvist betalingskort, hvilket klageren blev informeret om via mail og sms den 8. august. Ankenævnet lagde til grund, at datteren som 16-årig skulle have rejst på voksenbillet, og at mobilbilletter skal være modtaget før påstigning. Da hun var bekendt med det manglende kort og ikke havde gyldig billet, blev afgiften fastholdt.

Klageren blev den 29. maj 2024 pålagt en kontrolafgift på 1.000 kr. under en rejse med buslinje 15 i Aarhus, da han først modtog sin mobilbillet kl. 15:08:16 – efter bussen var kørt fra stoppestedet Ligustervej. Ifølge rejsereglerne skal mobilbilletter være modtaget på telefonen før påstigning. Klageren gjorde gældende, at han havde bestilt billetten før ombordstigning, men at betalingen først gik igennem efter. Ankenævnet lagde til grund, at billetten blev gyldig, da bussen allerede var i bevægelse, og fastholdt derfor afgiften, da ingen særlige omstændigheder kunne føre til annullering.

Klagerens søn blev den 12. august 2024 pålagt en kontrolafgift på 1.000 kr. for manglende check ind på sit Rejsekort ved en busrejse med linje 3A. Ifølge klageren steg sønnen kun kortvarigt på bussen for at tjekke saldoen, som var for lav til at foretage check ind, og steg derefter af igen. Midttrafik dokumenterede, at sønnen var ombord ved stoppestedet og blev kontrolleret uden for bussen, hvor Rejsekortet ikke var checket ind. Ankenævnet fandt, at sønnen ikke havde checket ind rettidigt og fastholdt kontrolafgiften, idet der ikke forelå særlige omstændigheder til at frafalde den.

Klageren, en turist med en kognitiv funktionsnedsættelse (ADD), rejste den 21. oktober 2024 med Metroen i København og foreviste et City Pass, som var udløbet kl. 14:50 samme dag. Klageren troede fejlagtigt, at billetten var gyldig til kl. 16:50, og blev derfor pålagt en kontrolafgift på 750 kr. Metro Service fastholdt kontrolafgiften, da gyldighedsperioden var udløbet, og personlige forhold som funktionsnedsættelse ikke påvirker afgørelsen. Ankenævnet stadfæstede denne afgørelse og fandt, at kontrolafgiften var korrekt pålagt, da billetten var udløbet ved kontroltidspunktet, og at der ikke forelå særlige omstændigheder til at frafalde afgiften.

Klageren steg den 14. september 2024 på buslinje 1A med et Rejsekort, som havde for lav saldo til at checke ind (12,84 kr., minimum er 25 kr.). Saldoen var kommet under minimumsgrænsen efter en rejse den 30. august 2024, hvor klageren fik besked om lav saldo og advarselslyd, men hun tankede ikke kortet op.

Klageren havde tidligere haft en automatisk tank-op-aftale, som var ophørt den 11. august 2024, efter hun havde skiftet betalingskort. Hun var dog ikke klar over ophøret, selv om Rejsekort A/S havde sendt en besked herom den 5. juni 2024.

Da bussen kørte fra stoppestedet, kunne hun ikke nå at stige af igen, og ved næste stop, hvor der var billetkontrol (dørkontrol), blev hun pålagt en kontrolafgift på 1.000 kr. for manglende gyldig billet, fordi kortet ikke var checket ind.

Midttrafik fastholdt kontrolafgiften, da klageren havde mulighed for at se sin lave saldo og få besked om ophøret af tank-op-aftalen. Ankenævnet fandt, at klageren ikke kunne forvente at kunne rejse uden gyldig billet og at kontrolafgiften derfor var korrekt pålagt. Der forelå ikke sådanne særlige omstændigheder, at afgiften skulle frafaldes.

Klageren steg på buslinje 7A den 14. november 2024 og satte sig ned, inden han checkede ind på sit Rejsekort 12 sekunder efter, at bussen havde forladt stoppestedet. Kontrollørerne pålagde en kontrolafgift på 1.000 kr., da check ind ikke skete straks efter påstigning, som reglerne kræver. Klageren forklarede, at han havde en knæoperation, men ankenævnet fandt, at dette ikke fritager for kravet om øjeblikkelig check ind. Derfor blev kontrolafgiften fastholdt.

Klageren steg den 11. november 2024 på Letbanen ved Aarhus Universitetshospital uden at have aktiveret sit mobilklippekort, da hun var optaget af et vigtigt opkald fra sin læge. Hun havde købt klippekortet om morgenen, men aktiverede først et klip efter kontroltidspunktet. Kontrolløren pålagde hende en kontrolafgift på 1.000 kr., da hun ikke kunne fremvise gyldig rejsehjemmel ved påstigning. Ankenævnet fandt, at det er kundens ansvar at have billet modtaget og aktiveret inden påstigning, og afviste klagerens helbredsrelaterede begrundelse, så kontrolafgiften blev stadfæstet.

Klageren rejste den 15. december 2024 med Metroen og blev kontrolleret efter Lindevang st., hvor hun ikke kunne fremvise sit gyldige Ungdomskort, da hendes telefon var løbet tør for strøm. Hun blev derfor pålagt en kontrolafgift på 750 kr., som Metro Service efterfølgende nedskrev til 125 kr., da hun havde gyldigt kort, men ikke kunne fremvise det. Ankenævnet fandt, at kontrolafgiften var korrekt pålagt, da det er passagerens ansvar at kunne dokumentere rejsehjemmel ved kontrol, og at nedskrivningen til 125 kr. svarer til et ekspeditionsgebyr. Sagen indeholdt ikke særlige omstændigheder, som berettiger fuldstændig frafald.

Klageren fik en kontrolafgift på 1.000 kr. i Aarhus Letbane den 6. november 2024, da hendes mobilbillet først blev modtaget kl. 13:17:03, efter letbanen ifølge loggen var kørt fra stoppestedet kl. 13:17:01. Kontrollørerne steg ombord og påbegyndte kontrol kl. 13:17:08. Klageren hævdede, at hun købte billetten, inden hun steg på, og at hun først gik ind, da billetten var modtaget, men kontrollørerne og logdata viste det modsatte. Da mobilbilletter skal være modtaget før påstigning, og da ankenævnet fandt oplysningerne i loggen afgørende, blev kontrolafgiften fastholdt som berettiget.