Gå til sidens indhold

Information

Ankenævnet er lukket i uge 29 og 30. The appeal board is closed during weeks 29 + 30

Afgørelser

Kategori Nummer Dato Selskab Resultat
Mobilbilletter skal være modtaget inden påstigning 25-0019

Klagerens mobilbillet loadede ved hans påstigning på bussen. Han omsteg senere til en anden bus, og billetten loadede stadig. Efter 1 time og 20 minutter var der kontrol, hvor klageren blev pålagt en kontrolafgift. Klageren havde 48 uafsluttede billetkøb, og ankenævnet udtalte: "Klageren har haft mange både mislykkede og vellykkede købsforsøg i dagene op til rejsen den 5. september 2024. Midttrafik har oplyst, at uafsluttede køb kan skyldes faktorer som manglende netværk, for lang svartid til betalingsudbyderen eller, at kunden selv afbryder købet. Ankenævnet har ikke mulighed for at konkludere, hvad årsagen var i klagerens tilfælde om morgenen den 5. sep-tember 2024, men ankenævnet lægger til grund, at klageren var vidende om, at købet ikke var gået igennem, både ved sin første busrejse og ved omstigningen til buslinje 118, hvor han ifølge det oplyste så, at appen stadig loadede. På trods af dette var der ikke flere købsforsøg efter kl. 07:28, og klageren kunne derfor ved kontrollen kl. 08:58 ikke forevise nogen billet.

Ankenævnet finder, at et tidsforløb på 1 time og 20 minutter uden at skaffe rejsehjemmel på anden vis er for lang tid, og at kontrolafgiften til klageren dermed blev pålagt med rette.

Da det ikke er en betingelse for at pålægge en kontrolafgift, at passageren bevidst har søgt at omgå rejsereglerne, finder ankenævnet, at der ikke har foreligget sådanne særlige omstændigheder, at kontrolafgiften skal frafaldes. Hvis det lægges til grund, at chaufføren på den sidste bus sagde til klageren, at han ”kunne sætte sig og skulle få styr på billetten”, er det ankenævnets opfattelse, at chaufføren ikke hæfter for klagerens manglende rejsehjemmel ved kontrollen 1 time efter påstigningen.

Forbrugerrådets repræsentanter udtalte kritik af størrelsen af kontrolafgiften, som de mente skulle ned på 750 kr.

18. juni 2025 Midttrafik Trafikvirksomheden medhold
Rejst på forkert billet/kort 25-0004

Klageren havde ved ankomst til Danmark købt et city-pass til 12 Euro. Nogle dage senere skulle hun med Metroen og havde travlt, hvorfor hun kom til at købe en børnebillet til 12 kr. Ankenævnet fastholdt kontrolafgiften da det tydeligt stod på billetten på engelsk, at den gjaldt til et barn, og hvornår den udløb.

18. juni 2025 Metro Service Trafikvirksomheden medhold
Manglende straks-check-ind 25-0003

Klageren kunne ikke være steget på bussen dér, hvor han oplyste, og han måtte derfor have befundet sig i i hvert fald 25 sekunder uden at checke ind, da han blev antruffet på vej op til forenden af bussen for at checke ind.

18. juni 2025 Movia Trafikvirksomheden medhold
Missede fly som følge af forsinkelser (driftsforstyrrelser) 24-0427

Klageren kom rejsende fra Sverige via Helsingør og skulle nå et fly fra Københavns Lufthavn. Selv om der ikke havde været de opståede driftsforstyrrelser og forsinkelser undervejs med Metroen, havde klageren planlagt sin planmæssige ankomst i lufthavnen 9 minutter efter flyafgang og 49 minutter efter, at check ind lukkede. Han kunne derfor ikke få erstattet fly, tog og færgebilletter.

18. juni 2025 Metro Service Trafikvirksomheden medhold
Rejst på forkert billet/kort 24-0421

Klageren kom til at købe en billet i Midttrafiks app, der ikke gjaldt til rejse med GoCollective. Klageren vidste ikke, at Arriva havde skiftet navn, og regnede derfor med, at hun kunne rejse på billetten. Ankenævnet fastholdt, at det var oplyst tilstrækkeligt tydeligt, at billetten ikke gjaldt til GoCollective og heller ikke ville have været til gyldig til Arriva uanset, om de havde skiftet navn eller ej.

18. juni 2025 GoCollective Trafikvirksomheden medhold
For lav saldo 24-0359

Klagerens Rejsekort kunne ikke checke ind grundet for lav saldo på 11,85 kr., og ankenævnet kunne ikke lægge til grund, at klageren havde hørt lyden og set teksten for korrekt check ind.

18. juni 2025 Movia Trafikvirksomheden medhold
For få zoner 24-0286

Klageren havde ad to omgange købt pendlerkort til nogle andre zoner end dem, han rejste og blev kontrolleret i, og de to kontrolafgifter blev fastholdt. Klagerens påstand om, at busserne kørte i andre zoner grundet letbanearbejde, kunne ikke lægges til grund.

18. juni 2025 Movia Trafikvirksomheden medhold
Billet/periodekort udløbet 24-0434

Klagerens pendlerkort udløb natten inden, han rejste den efterfølgende morgen, hvor han blev pålagt en kontrolafgift, som ankenævnet fastholdt, da han kunne have set teksten "expired", hvis han havde undersøgt kortets gyldighed inden påstigning. Det havde ikke betydning, at klageren fornyede perioden straks efter kontrolafgiften.

7. maj 2025 Metro Service Trafikvirksomheden medhold
Glemt at checke ind / Kunne ikke huske om der var checket ind 24-0432

Klageren er flygtning fra Ukraine, der grundet sin mentale tilstand glemte at checke ind.

7. maj 2025 Movia Trafikvirksomheden medhold
Fortolkning af regler 24-0376

Klageren er visiteret til Flextrafik Handicapkørsel, hvor kunden skal tåle 150% omvejskørsel for at hente og afsætte andre passagerer. Klageren ønsker, at reglerne ændres, så kunden ikke skal tåle så lange kørsler. Da klagerens specifikke kørsel havde været 6 minutter længere end de 150%, refunderede Movia Flextrafik klagerens betaling for rejsen. Ankenævnet afviste klagen efter sin beskaffenhed, da ankenævnet ikke har kompetence til at ændre reglerne, der er fastsat i samråd mellem Movia og deres ejerkreds. Ankenævnet anbefalede Movia Flextrafik at det vises tydeligt i bestillingsflow'et, at kunden skal tåle op til 150 % omvejskørsel, da det kan være flere år siden, at kunden har læst betingelserne i forbindelse med tilmelding til ordningen.

7. maj 2025 Movia Flextrafik Afvist af ankenævn
Taxaregninger og hotel 24-0416

Klageren forlod bussen for at gå på toilettet, men gjorde ikke chaufføren opmærksom derpå, eller spurgte ham om, hvor langt tid bussen ville gøre holdt. Da bussen afgik efter de planlagte 5 minutter, og klageren ikke var kommet ombord, måtte han tage en taxa til 3.000 kr. for at komme fra holdepladsen til København og få sin bagage. Ankenævnet fandt ikke grundlag for at imødekomme klagerens krav, da han havde udvist en sådan grad af egen skyld, at Flixbus ikke havde ifaldet noget erstatningsansvar.

7. maj 2025 Flixbus Trafikvirksomheden medhold
For få zoner 24-0433

Samme forhold og klager som i sag nr. 24-0444. Hun havde tidligere haft et Rejsekort, hvor hendes rejser blev takseret til 2 zoner. Da hun overgik til Erhvervspendlerkort, regnede hun med, at det ville være tilstrækkeligt med køb af start- og slutzonerne. Imidlertid gik hendes rejser igennem en yderligere zone, som hun ikke havde på pendlerkortet. Kontrolafgifterne blev pålagt med 2 dages mellemrum, og et flertal i ankenævnet fastholdt begge kontrolafgifter. Et mindretal fastholdt kun den seneste kontrolafgift, hvor klageren ikke havde sørget for at tilkøbe den ekstra zone, selv om hun to dage forinden var blevet pålagt en kontrolafgift på samme stækning.

7. maj 2025 Movia Trafikvirksomhed medhold (dissens)
For få zoner 24-0444

Samme forhold og klager som i sag nr. 24-0433. Hun havde tidligere haft et Rejsekort, hvor hendes rejser blev takseret til 2 zoner. Da hun overgik til Erhvervspendlerkort, regnede hun med, at det ville være tilstrækkeligt med køb af start- og slutzonerne. Imidlertid gik hendes rejser igennem en yderligere zone, som hun ikke havde på pendlerkortet. Kontrolafgifterne blev pålagt med 2 dages mellemrum, og et flertal i ankenævnet fastholdt begge kontrolafgifter. Et mindretal fastholdt kun den seneste kontrolafgift, hvor klageren ikke havde sørget for at tilkøbe den ekstra zone, selv om hun to dage forinden var blevet pålagt en kontrolafgift på samme stækning.

7. maj 2025 Movia Trafikvirksomhed medhold (dissens)
Rejsebillet-appen 24-0351

Klagerens søn forsøgte forgæves fra 2 telefonnumre at købe en billet i Rejsebilletappen, hvilket ikke gik igennem. Han steg derefter ombord på bussen, hvor han blev pålagt en kontrolafgift. Ved den efterfølgende undersøgelse af appen, fremgik det, at der først efter kontrolafgiftens udstedelse var blevet oprettet en profil på det ene telefonnummer, og ikke var registreret noget købsforsøg på det andet telefonnummer. Ankenævnet fastholdt derefter kontrolafgiften.

7. maj 2025 FynBus Trafikvirksomheden medhold
Erstatningssager 24-0462

Klageren havde købt billetter til Å-farten i Odense, hvortil han og familien skulle til med en af de gratis busser i Odense. Da de ankom med Letbanen til banegården, kunne de ikke finde nogen stoppestedsskilte med teksten "Gratis busser", Citybussen" eller "Pink Busser". Efter at have ventet i 25 minutter besluttede de at gå til Å-farten, men de nåede ikke deres afgang, og billetterne til 1.265 kr. kunne ikke refunderes. Klageren anmodede Fynbus om at godtgøre ham dette beløb, hvilket de afviste. Ankenævnet fandt, at det fremgik med tilstrækkelig tydlighed, at de gratis busser er linje 10C, der afgår fra stoppestedssektion D uden for banegården, skråt over for Letbanestoppet.

7. maj 2025 FynBus Trafikvirksomheden medhold
Erstatning for svie og smerte 24-0470

Klageren rejste med DSB til Flensborg, hvorfra han skulle videre til München via Hamborg med Deutsche Bahn. DA han ankom med 4 timers forsinkelse til München, anmodede han DSB om at udbetale en godtgørelse på 20.000 kr. for blandt andet køb af nye 1. klasses-billetter og manglende mulighed for at benytte, den bil, han havde lejet i München grundet sygdom og træthed. DSB refunderede 50% af prisen for klagerens DSB-billet til Flensborg efter reglerne i EU Togpassagerrettighedsforordningen, og henviste klageren til at rette henvendelse til Deutsche Bahn, hvor forsinkelserne var opstået, og som havde solgt billetten. Ankenævnet gav ikke klageren medhold og henviste ham ligeledes til Deutsche Bahn, fordi der ikke var tale om én gennemgående billet.

7. maj 2025 DSB Fjern- og Regionaltog Trafikvirksomheden medhold
Manglende straks-check-ind 25-0001

Den 23. november 2024 blev en passager pålagt en kontrolafgift på 1.000 kr. i Movias buslinje 10 for manglende straks-check-ind med Rejsekort. Klageren havde ifølge egne oplysninger til hensigt at checke ind efter påstigning ved Hyltebjerg Allé og stod stadig ved fordøren for at finde sit Rejsekort, da to kontrollører foretog billetkontrol. Ifølge kontrollørerne var klageren hverken i færd med at finde sit kort frem eller i gang med check ind, og først efter opfordring checkede han ind. Klageren gjorde efterfølgende indsigelse mod afgiften, som Movia fastholdt med henvisning til, at check ind først skete 20 sekunder efter bussens afgang fra stoppestedet.


Ankenævnet fandt, at check ind skete 20 sekunder efter afgang, og dermed ikke i overensstemmelse med rejsereglernes krav om straks-check-ind. Det blev tillagt vægt, at kontrolløren noterede, at klageren ikke var i færd med check ind, og at der ikke forelå særlige omstændigheder, som kunne fritage for afgiften. Fejlen i Movias sagsbehandling ved omtale af en mobilbillet i stedet for Rejsekort blev ikke anset for at have betydning for afgørelsen.

7. maj 2025 Movia Trafikvirksomheden medhold
For sent check ind i Rejsekort-appen 25-0083

Sagen vedrører en kontrolafgift på 1.000 kr., som en passager blev pålagt den 1. februar 2025 for manglende check ind inden påstigning på en bus. Passageren anvendte Rejsekort som app og foretog check ind 6 sekunder efter, at bussen havde forladt stoppestedet, Brønshøj Torv. Passageren troede fejlagtigt, at appen kunne benyttes på samme måde som det fysiske Rejsekort, hvor check ind sker inde i bussen.

Klageren forklarede, at han checkede ind straks efter påstigning, og før han satte sig ned, og at han ikke var bekendt med, at appen havde andre regler. Han fremhævede, at appen ikke tydeligt informerer om, at check ind skal ske , og at denne information heller ikke fremgår ved stoppesteder eller på bussen. Movia fastholdt kontrolafgiftinden påstigningen med henvisning til gældende rejseregler og klagerens sene check ind.

Der blev truffet afgørelse efter stemmeflertallet.

3 medlemmer udtalte: Klageren checkede ind for sent ifølge reglerne, og det er passagerens eget ansvar at kende og følge rejsereglerne. Selvom informationen i appen kunne være tydeligere, ændrer det ikke udfaldet i denne konkrete sag. Klageren swipede først sit check ind 6 sekunder efter, at bussen havde forladt stoppestedet, og kontrolløren noterede, at klageren havde taget plads i bussen inden check ind. Dette anser ankenævnet for at være for sent og i strid med rejsereglerne.

2 medlemmer udtalte:  Baggrund af at ankenævnet modtager stadigt flere klager over kontrolafgifter, der er udstedt grundet manglende swipe i Rejsekort-appen inden påstigning, tager ankenævnet dette som udtryk for, at kunderne ikke får tilstrækkelig tydelig information ved brug af appen. Kravet om check ind inden påstigning er en væsentlig ændring, som ikke er kommunikeret tydeligt nok. Manglende information i appen medfører, at passageren ikke havde en reel chance for at undgå fejlen, og kontrolafgiften bør derfor bortfalde.

7. maj 2025 Movia Trafikvirksomhed medhold (dissens)
Ikke registreret i Back Office / manglende check ind 25-0028

Klageren gjorde gældende at have hørt lyden for korrekt check ind, og så skærmen blive blå. Da dette imidlertid ikke fremgik af Back Office, der ikke havde registreret noget check ind på Rejsekort, blev kontrolafgiften fastholdt.

7. maj 2025 FynBus Trafikvirksomheden medhold
Manglende straksbillettering 25-0077

Den 28. januar 2025 steg klageren på buslinje 150S ved Kildegårds Plads efter en aftale på hospitalet. Ifølge klageren løb han mod bussen og steg på via midterdøren uden først at købe billet, da han var forpustet og bange for at falde. Han satte sig kort ned, men rejste sig hurtigt for at købe en kontantbillet hos chaufføren. Inden han nåede frem, blev han mødt af en kontrollør og kunne ikke fremvise gyldig billet. Han blev derfor pålagt en kontrolafgift på 1.000 kr.

Movia fastholdt afgiften med henvisning til, at man ikke må sætte sig uden først at have billet. Klageren indbragte sagen for ankenævnet, der lagde til grund, at klageren var bekendt med sin helbredsmæssige situation og kunne have valgt at tage næste bus eller stige på via fordøren for at købe billet først.

Ankenævnet fandt derfor, at kontrolafgiften var korrekt pålagt, og at der ikke forelå særlige omstændigheder, der kunne begrunde en annullering

Forbrugerrepræsentanterne udtalte kritik af kontrolafgiftens størrelse, men dette ændrede ikke sagens udfald.

7. maj 2025 Movia Trafikvirksomheden medhold
Indsættelse af betalingskort efter billetbestilling 25-0061

Den 4. februar 2025 rejste klageren med buslinje 75 fra Vollsmose til Odense Banegård for at forny sit pensionistkort, der var udløbet pr. 31. januar. Da hun havde fået nyt betalingskort, oplevede hun problemer med at tilføje det i Rejsekort-appen og kunne derfor ikke checke ind. Hun steg på bussen uden gyldig billet og blev ved billetkontrol pålagt en kontrolafgift på 1.000 kr.

Klageren forklarede sin situation til kontrolløren, som efterfølgende vejledte hende i at forny sit pensionistkort via Rejsebillet-appen – hvilket hun straks gjorde. Ankenævnet fastholdt dog kontrolafgiften med henvisning til, at billettering skal ske inden påstigning, og at tekniske eller praktiske problemer ikke fritager passageren for ansvar. Forbrugerrepræsentanterne udtalte kritik af kontrolafgiftens størrelse, men dette ændrede ikke sagens udfald

7. maj 2025 FynBus Trafikvirksomheden medhold
For sent check ind i Rejsekort-appen 25-0042

Den 12. december 2024 steg klageren på buslinje 150S ved Nærum St. uden at have checket ind i Rejsekort-appen på forhånd. Ifølge klageren troede han, at han havde checket korrekt ind, da han viste appen til chaufføren, som bekræftede dette. Kort tid efter blev han mødt af en kontrollør og pålagt en kontrolafgift på 1.000 kr., da logfiler viste, at han først swipede sit check ind 26 sekunder efter bussens afgang.

Klageren anmodede om annullering af afgiften med henvisning til misforståelsen og samtalen med chaufføren, men Movia fastholdt, at check ind i appen sidestilles med køb af mobilbillet og derfor skal ske før påstigning, jf. rejsereglerne.

Ankenævnet kritiserede appens manglende tydelige information om krav om check ind før påstigning, men vurderede, at dette ikke kunne ændre afgørelsen i denne sag, da klageren befandt sig i bussen i mindst 26 sekunder, før han checkede ind. Forbrugerrepræsentanterne udtalte kritik af kontrolafgiftens størrelse, men dette ændrede ikke sagens udfald.

7. maj 2025 Movia Trafikvirksomheden medhold
Ingen billet 25-0010

Klageren og hans ægtefælle, som er turister fra Singapore, blev den 25. december 2024 pålagt kontrolafgifter på hver 750 kr., da de steg på Metroen fra Kongens Nytorv St. til Rådhuspladsen St. uden billet. Klageren forklarede, at han ikke kendte det danske billetsystem og troede, at betaling ville ske ombord, eller at Metroen var gratis, da der ikke var betalingsbomme, som han kendte det fra Singapore.

Ankenævnet vurderede, at klageren bar ansvaret for at sikre sig gyldig rejsehjemmel, og at efterfølgende billetkøb ikke ændrer på forholdene ved kontrollen. Nævnet lagde også vægt på, at klageren tidligere samme dag havde rejst med Metroen med billet, hvilket viste, at han kendte til billetkravet.

7. maj 2025 Metro Service Trafikvirksomheden medhold
Billet/periodekort udløbet 25-0006

Klageren blev den 3. december 2024 pålagt en kontrolafgift på 1.100 kr., da han rejste med tog fra Viby J St. til Skanderborg St. uden gyldig billet. Hans Ungdomskort var udløbet den 29. november 2024, og han kunne derfor ikke checke ind. Klageren mente, at den udleverede vejledning og QR-kode var vildledende, idet han troede, han kunne få nedsat kontrolafgiften ved at kontakte kundeservice.

GoCollective fastholdt kontrolafgiften og oplyste, at QR-koden var til betaling, og at hans Ungdomskort ikke længere var gyldigt. De afviste nedsættelse til 125 kr., da klageren ikke havde et aktivt personligt pendlerkort, som kræves ifølge reglerne.

Ankenævnet stadfæstede afgørelsen og fandt, at klageren ikke havde været i besiddelse af gyldig rejsehjemmel ved kontrollen. De vurderede, at informationen på kontrolafgiften og den udleverede vejledning var tilstrækkeligt tydelig, og fandt ikke grundlag for hverken annullering eller nedsættelse af kontrolafgiften. Forbrugerrepræsentanterne udtalte kritik af kontrolafgiftens størrelse, men dette ændrede ikke sagens udfald.

7. maj 2025 GoCollective Trafikvirksomheden medhold
Manglende Check ind 24-0486

Klageren, bosiddende i London, fik en kontrolafgift på 750 kr. for manglende check ind på Metroen den 10. december 2024. Hun forsøgte at bruge sit Rejsekort Anonymt med en saldo på 58 kr., men minimumssaldoen for check ind er 70 kr. Klageren mente, at kortlæseren reagerede normalt ved Frederiksberg St., men rejsekorthistorikken viste, at der ikke var sket korrekt check ind.

Ankenævnet konkluderede, at der ikke forelå dokumentation for korrekt check ind, og fastholdt kontrolafgiften. Det blev ikke tillagt betydning, at klageren er hørehæmmet, da hun ifølge nævnet burde være ekstra opmærksom på skærmvisningen.

7. maj 2025 Metro Service Trafikvirksomheden medhold