Gå til sidens indhold

Afgørelser

Kategori Nummer Dato Selskab Resultat
Manglende straks-check-ind 23-0016
Klagerens datter checkede først ind 25 sekunder efter, at bussen havde forladt stoppestedet. Der var ikke kø til kortlæseren, som anført af klageren. Ankenævnet fastholdt kontrolafgiften.
16. august 2023 Movia Trafikvirksomheden medhold
For lav saldo 23-0019
Klageren kunne ikke checke ind på sit Rejsekort pga. for lav saldo. Mere end 2 minutter efter det mislykkede forsøg på check ind - og efter kontrollører var steg på bussen - gik hun i gang med at bestille en mobilbillet. Ankenævnet fastholdt kontrolafgiften.
16. august 2023 Movia Trafikvirksomheden medhold
Rejsekort (rejst på forkert kort) 23-0027
Ankenævnet fastholdt en kontrolafgift på 1.000 kr. til klagerens søn grundet sønnens rejse med Rejsekort med kundetypen ”barn” efter, at han var fyldt 16 år, hvilket kræver kundetypen ”voksen”. Klageren gjorde gældende, at man på www.rejsekort.dk undervejs i bestillingen ikke får oplyst, at der skelnes ved alderen 16 år, og i mange andre henseende betragtes man som barn, når man er 16 år. De har købt et nyt Rejsekort voksen til sønnen og ønsker at få refunderet det Rejsekort til barn, som sønnen ikke kunne benytte. Ankenævnet udtalte blandt andet: "Indledningsvist bemærker ankenævnet, at udgangspunktet er, at det er kundens eget ansvar at have gyldigt kort eller billet, der kan forevises på forlangende. Kontrolafgiften til klagerens søn, der rejste med forkert kundetype, blev dermed pålagt med rette. Som følge af at der i den kollektive transport er et selvbetjeningsprincip, der pålægger passage-rerne ansvaret for at have gyldig rejsehjemmel, finder ankenævnet, at der påhviler trafikvirksomhederne et ansvar for at sikre fyldestgørende, tydelig, præcis og let tilgængelig information til de-res brugere. Ankenævnet har tidligere påpeget dette, især når målgruppen er de helt unge. Det fremgår af Rejsekort.dk, at fra man fra sit 15. år selv kan oprette sig som bruger af et Rejsekort. I denne sag var det dog klagerens ægtefælle, der oprettede et Rejsekort til sønnen som bruger, efter at sønnen var fyldt 16 år. Ankenævnet medgiver, at der ikke i selve købsflow’et gøres opmærksom på aldersgrænsen for ”Barn” er 16 år, og linket ”se flere detaljer”, som klagerens ægtefælle åbnede, var efter det oplyste tomt. Ankenævnet finder på den baggrund, at informationen i købsflow’et, hvor man vælger Rejsekortets kundetype, bør forbedres. Imidlertid kunne klagerens ægtefælle have søgt information om kundetyper på Rejsekort.dk ved at klikke på ”Børn”, hvor det oplyses, at kundetypen fra det fyldte 16. år skal være Voksen. Klagerens ægtefælle har som voksen en anden forudsætning for at finde og forstå de regler og handelsbetingelser, der gælder for produktet. Derfor finder ankenævnet, at der i den konkrete sag foreligger sådanne særlige omstændigheder, at Movia trods den manglende information på Rejsekort selvbetjening ved bestillingen om, at alderen for barn går til og med 15 år, kan fastholde kontrolafgiften." Vedrørende det nye Rejsekort til sønnen udtalte ankenævnet: "Klageren har oplyst, at de efter kontrolafgiften købte et nyt Rejsekort med kundetypen ”Voksen” til sønnen. Klageren har under ankenævnssagen anmodet Movia om refusion af udgiften hertil på 50 kr. Når et Rejsekort lukkes, overføres et eventuelt indestående til kundens Nemkonto. Det er ankenævnets opfattelse, at Movia som forvaltningsmyndighed burde have besvaret klagerens ægtefælles spørgsmål i hendes første henvendelse til Movia den 5. januar 2023 om overførsel af saldoen ”fra børnekort til voksenkort”. Og Movia burde desuden have vejledt om, at indstillingen af kundetypen ”Barn” permanent kunne ændres til kundetypen ”Voksen” på det Rejsekort Flex, som sønnen allerede benyttede. Herefter ville der ikke have været behov for at bestille et nyt Rejsekort til sønnen. På baggrund af disse to forhold finder ankenævnet, at Movia skal godtgøre klagerens udgifter på 160 kr. til at klage til ankenævnet samt udgiften på 50 kr. til et nyt Rejsekort til sønnen."
16. august 2023 Movia Trafikvirksomhed overvejende medhold
Mobilbilletter skal være modtaget inden påstigning 23-0051
Klageren gjorde gældende, at da hun var i tvivl om hvilket stoppested, hun skulle købe billetten fra, spurgte hun chaufføren stående uden for bussen, hvorefter han vinkede hende op, så han kunne se hendes telefon. Her trådte hun til side for at andre kunne komme forbi, og da hun havde fået hjælp af chaufføren og skulle swipe købet via Mobile Pay, blev hun stoppet af kontrolløren. Men under ankenævnssagen fremlagde Movia tiderne fra bussens GPS og log fra klagerens købshistorik i billetappen, og ankenævnet kunne ikke lægge til grund, at situationen var som beskrevet af klageren og fastholdt kontrolafgiften
16. august 2023 Movia Trafikvirksomheden medhold
Mobilbilletter skal være modtaget inden påstigning 23-0079
Klageren steg på bussen uden billet og begyndte først at købe mobilbillet 16 sekunder efter, at bussen havde forladt stoppestedet. Ankenævnet fastholdt kontrolafgiften, da mobilbilletter skal være modtaget på mobiltelefonen før påstigning.
16. august 2023 Movia Trafikvirksomheden medhold
Taxaregning iht. rejsegarantiordningen 23-0082
Ankenævnet gav ikke klageren medhold i at Midttrafik skulle betale hans taxaregning på 274 kr., fordi Letbanetoget var aflyst grundet et trafikuheld på en anden Letbanestræking. Ankenævnet udtalte: "Det fremgår af Midttrafiks Rejsegaranti, at denne ikke gælder i tilfælde af trafikuheld. Det er ankenævnets opfattelse, at en kollision mellem en bil og et Letbanetog, der blev afsporet, og var årsag til aflysningerne og driftsforstyrrelserne den omhandlede dag, falder inden for denne betegnelse. Klageren er efter disse regler således ikke berettiget til at få godtgjort sine udgifter til taxa. Spørgsmålet er herefter, om Midttrafik på andet grundlag er forpligtet til at erstatte klagerens udgifter. Efter dansk rets almindelige erstatningsregler kræver det for at ifalde et erstatningsansvar, at ska-delidte (klageren) har lidt et tab, at skadevolderen (Midttrafik) har handlet ansvarspådragende, at der er årsagssammenhæng mellem tabet og hændelsen, samt at det var påregneligt for Midttrafik, at der ville opstå et tab for klageren. Egen skyld/accept af risiko hos skadelidte (klageren) kan medføre nedsættelse eller bortfald af erstatningen. Ankenævnet finder, at en aflysning kan udgøre et selvstændigt erstatningsgrundlag under særlige omstændigheder. Men i den konkrete situation, hvor baggrunden for aflysningen var et trafikuheld, og da der på til-strækkelig måde blev orienteret om aflysningen, samt om hvornår det næste Letbanetog ville afgå, nemlig kl. 14:50, har klageren ikke et berettiget erstatningskrav mod Midttrafik. Klageren har gjort gældende, at det ikke burde have påvirket driften af L1, at uheldet skete på en anden Letbanestrækning og 8 timer tidligere. Hertil bemærker ankenævnet, at det falder uden for ankenævnets virke at bedømme Midttrafiks oprydningsarbejde, hvorfor det af klageren anførte ikke kan føre til et andet resultat
16. august 2023 Midttrafik Trafikvirksomheden medhold
Check-ind af flere rejsende 23-0100
Klagerens forklaring om, at de havde bedt buschaufføren checke 2 rejsende ind, blev ikke lagt til grund, da kontrolløren havde spurgt chaufføren, der ikke kunne bekræfte dette.
16. august 2023 Movia Trafikvirksomheden medhold
Orangebillet 23-0102
Et flertal i ankenævnet fastholdt kontrolafgiften til klageren for at rejse med Letbanen i Odense. Klageren gjorde gældende, at kontrolløren havde tvunget ham til at oplyse sit CPR-nummer. Flertallet udtalte: "Således som købsflow’et og den endelige billet er udformet, er det vores opfattelse, at kunden gøres tilstrækkeligt opmærksom på, at billetten ikke er gyldig til den del af rejsen, der foregår med Letbanen, og vi finder, at klageren ikke var berettiget til at kunne regne med at kunne fortsætte rejsen fra Odense Banegård efter kl. 07:07 på en billet, der var gyldig til Odense kl. 07:07. Herefter blev kontrolafgiften pålagt med rette. Da det ikke er en betingelse for at pålægge en kontrolafgift, at passageren har handlet bevidst, og som følge af ankenævnets hidtidige praksis, har der ikke foreligget sådanne særlige omstændighe-der, at Fynbus skal frafalde kontrolafgiften. For så vidt angår kontrollørens spørgsmål til klageren, fremgår det af lov om trafikselskaber § 29, stk. 2, at en passager skal fremvise legitimation med henblik på at fastslå identiteten og af de Fælles landsdækkende rejseregler pkt. 2.7.4, at der kan foretages opslag i CPR-registret til identifikation eller kontrol af kundens oplysninger. Det må ikke afkræves kunden at oplyse sit cpr-nummer mundtligt, så andre passagerer kan høre dette. På baggrund af de foreliggende oplysninger finder vi ikke grundlag for at udtale af kritik af kontrol-situationen, som Fynbus har beklaget, hvis klageren fandt ubehagelig. Vi konstaterer dog, at sager vedrørende rejse på Orangebilletter udgør en ikke-ubetydelig andel af sagsmængden i ankenævnet, og har derfor behov for at understrege nødvendigheden af, at der gives tydelige oplysninger til kunden om tungtvejende forhold, som gælder for det udbudte produkt, særligt når konsekvensen kan være en kontrolafgift på op til 1.000 kr. Vi har noteret os, at DSB har ændret appen, så billettens begrænsede anvendelsesområde er anført på selve mobilbilletten."
16. august 2023 FynBus Trafikvirksomhed medhold (dissens)
Kontrolafgifter 23-0123
Kontrolafgift på 750 kr. grundet rejse på et lånt Skånetrafiken periodekort efter udløb af låneperioden kl. 14:46. Klageren gjorde gældende, at toget var 10 minutter forsinket i afgangen fra Malmø C, hvorfor han ikke nåede at afslutte Metrorejsen inden udløbet af låneperioden. Ankenævnet gav ham ikke medhold og udtalte: "På baggrund af klagerens oplysning om, at hans tog afgik omkring kl. 14:12 samt togets afgangstider på Rejseplanen.dk fra Malmø C mod København H, lægger ankenævnet til grund, at klagerens togs planmæssige afgang den 6. april 2023 rettelig var kl. 14:13. Af Rejseplanen.dk fremgår det, at dette tog ankommer til København H kl. 14:49 ved en planmæs-sig afvikling af trafikken. Det fremgår af Skånetrafikens Rejseregler pkt.3.8. gengivet overfor, at et udlånt periodekort skal være gyldigt på alle tidspunkter af rejsen, indtil passageren stiger af sidste gang. Allerede fordi låneperioden udløb kl. 14:46, hvilket var inden klagerens ankomst til København H – også med en planmæssig afvikling af trafikken - var pendlerkortet ikke længere gyldigt til den efterfølgende del af rejsen med Metro, der lå efter kl. 14:46. Herefter blev kontrolafgiften pålagt med rette, og ankenævnet finder, at der ikke har foreligget sådanne særlige omstændigheder, at kontrolafgiften skal frafaldes."
16. august 2023 Metro Trafikvirksomheden medhold
Manglende zone på periodekort 23-0125
Ankenævnet fastholdt kontrolafgift for at rejse uden for pendlerkortets zoneområde. Klageren var selv ansvarlig for at undersøge sit pendlerkorts gyldighedsområde.
16. august 2023 Metro Trafikvirksomheden medhold
Ekstraordinære vejrforhold 23-0144
Klageren kunne ikke få medhold i sit krav om at få erstattet en udgift på 1.600 kr. til taxakørsel, han havde haft i forbindelse med Arrivas aflysning af den togafgang, som han skulle have rejst med. Ankenævnet lagde vægt på, at Arriva havde indsat togbusser, hvilket der blev oplyst om over stationens højtaleranlæg.
16. august 2023 Arriva Tog Trafikvirksomheden medhold
Mobilbilletter skal være modtaget inden påstigning 23-0153
Kontrolafgift for køb og modtagelse af mobilbillet efter påstigning fastholdt.
16. august 2023 Midttrafik Trafikvirksomheden medhold
Check-ind af flere rejsende 23-0159
Klageren var selv ansvarlig for, at hans cykel ikke var checket med ind på Rejsekortet, da det vises på kortlæserens display, hvilke kundetyper, der er blevet checket ind, samt antallet af hver kundetype, når flere checkes ind på samme Rejsekort. Cykelkontrolafgiften på 250 kr. blev fastholdt.
16. august 2023 Metro Trafikvirksomheden medhold
Manglende Check ind 23-0170
Ankenævnet fastholdt kontrolafgiften til klageren for manglende check ind, fordi dette ikke fremgik af Rejsekorthistorikken
16. august 2023 Metro Trafikvirksomheden medhold
Orangebillet 23-0187
Klageren ønskede, at ankenævnet annullerede kontrolafgiften, og gjorde gældende, at han efter indtastning af Lufthavnen st. som startdestination i DSBs billetapp fik forelagt muligheden for at købe en Orangebillet, der lignede de andre billetter med undtagelse af prisen. Han overså den lille orange trekant i købsflow’et. Ugen inden købte han i samme DSB-app en billet, der var gyldig til en Metrostrækning. Et flertal i ankenævnet fastholdt kontrolafgiften og udtalte: "Klageren indtastede afgangs- og ankomstdestinationen, hvorunder han i det efterfølgende købs-flow ved valg af Orangebillet, fik oplyst, at billetten ikke var gyldig til den del af rejsen, der foregik med Metro, og ved en pop-upbesked fik oplyst, at de særlige vilkår for billetten blandt andet var, at den ikke gjaldt i Metroen. Klageren fik efter valg af Orangebilletten udstedt en billet gyldig fra Nørreport st. til Holbæk st. Her stod det anført på engelsk, at billetten kun var gyldig til DSB, NJ og Arriva. Ankenævnet har tidligere udtalt, at det giver god mening, at kunden tilbydes Orangebilletter, selv om disse ikke er gyldige til hele den rejse, der indtastes, fordi der kan være mange penge at spare på togrejsen ved denne billettype, selv om der skal købes en yderligere separat billet. Således som købsflow’et og den endelige billet er udformet, er det vores opfattelse, at kunden gø-res tilstrækkeligt opmærksom på, at Orangebilletten ikke er gyldig til den del af rejsen, der foregår med Metro. Vi finder derfor, at klageren ikke med rette kunne regne med, at han kunne rejse med Metroen til Nørreport st. på en billet, der var gyldig fra Nørreport st. til Holbæk st. Herefter blev kontrolafgiften pålagt med rette. Det er ikke en betingelse for at pålægge en kontrolafgift, at passageren har handlet bevidst, og vi finder, at der ikke har foreligget sådanne særlige omstændigheder, at kontrolafgiften skal frafaldes. Vi konstaterer dog, at sager vedrørende rejse på Orangebilletter udgør en ikke-ubetydelig andel af sagsmængden, hvilket sandsynligvis beror på et stigende udbud af disse billetter, som ikke længere kræver, at rejsen krydser Storebælt. Vi har derfor behov for at understrege nødvendigheden af, at der gives tydelige oplysninger til kunden om tungtvejende forhold, der gælder for det udbudte produkt, særligt når konsekvensen kan være en kontrolafgift på 750 kr. Vi anbefaler derfor, at DSB overvejer, om billettens begrænsede anvendelsesområde kan gøres endnu tydeligere for kunden under hensyntagen til, at købet foregår på en mobiltelefonskærm."
16. august 2023 Metro Trafikvirksomhed medhold (dissens)
Manglende overholdelse af betalingsfrist 2022-0281
Ankenævnet genoptog sagen og afgjorde, at Metro Service havde været berettiget til at pålægge to rykkerskrivelser et rykkegebyr på 100 kr. hver. Et mindretal fandt, at Metro Service ikke havde været berettiget til at opkræve det andet rykkergebyr. Der blev truffet afgørelse i henhold til stemmeflertallet og afgørelsen af 14. juni 2023 blev ophævet.
16. august 2023 Metro Trafikvirksomhed medhold (dissens)
Bevisbyrderegler 23-0158
Klageren gjorde gældende, at de var 3 voksne på rejsen, men Metro Services steward mente, at der var 4 voksne, og udstedte en kontrolafgift på 750 kr. for manglende forevisning af rejsehjemmel. Ankenævnet fandt, at Metro Service ikke havde løftet bevisbyrden for deres påstand om antal rejsende, idet stewarden ikke på tilstrækkelig vis sikrede sig eller dokumenterede, hvor mange voksne rejsende, der var i selskabet ved at gå ned i togvognen og forhøre sig om, hvem der rejste sammen. Ankenævnet annullerede kontrolafgiften.
16. august 2023 Metro Klager medhold
Ikke registreret i Back Office / manglende check ind 2022-0243
Klagerens Rejsekort var ikke checket ind ved kontrol, og kontrolafgiften blev fastholdt.
14. juni 2023 FynBus Trafikvirksomheden medhold
Mobilbillet købt i forkert zone / for få zoner 2022-0262
Klageren tastede ved en fejl startzonen på en 2-zoners mobilbillet som 3 i stedet for 2, som var den zone, hun rejste fra. Et flertal i ankenævnet fastholdt den kontrolafgift på 750 kr., klageren var blevet pålagt, da det beroede på hendes egen fejl, at hun godkendte en forkert startzone i bestillings-flowet, og da den fejlagtige indtastning gav klageren mulighed for at rejse i zone 4, hvilket hun ikke havde kunnet med en 2-zoners billet fra zone 2. Et mindretal fandt, at det var uproblematisk at lægge til grund, at der var tale om en tastefejl, da klageren skulle rejse til DR-Byen st. i zone 1, og derfor havde betalt den rette pris for det antal zoner, hun rejste i.
14. juni 2023 Movia Trafikvirksomhed medhold (dissens)
Manglende aktivering af ny periode på rejsekort pendler 2022-0267
Klageren checkede ikke ind på sit Pendlerkort, da han steg på bussen, og derved blev den nye pendlerperiode, som han havde bestilt, ikke aktiveret. Ankenævnet fastholdt den kontrolafgift, klageren blev pålagt, da nye pendlerperioder altid skal aktiveres med et check ind, og da der endvidere altid skal checkes ind på Pendlerkort i busser. Ikke medhold
14. juni 2023 Movia Trafikvirksomheden medhold
Refusion af pendlerkort, klippekort og billetter 2022-0269
Klagerens mobiltelefon løb tør for strøm, så han kunne ikke forevise den billet, han havde købt til kr. Stewarden rådgav ham om at købe en ny billet, fordi han skulle rejse videre med tog efter Metrorejsen. Metro Service nedsatte efter følgende kontrolafgiften til på 125 kr., da de kunne se i loggen, at der var købt en billet, men de ville ikke godtgøre klagerens udgift til køb af den yderligere billet. Ankenævnet fastslog, at Metro Service kunne fastholde den nedsatte kontrolafgift og at vejledningen fra stewarden havde været korrekt, da klagerens kontrolafgift ikke kunne bruges som billet til rejse med DSB.
14. juni 2023 Metro Trafikvirksomheden medhold
Ingen billet 2022-0271
Klagerens søn blev pålagt en børnekontrolafgift for at rejse uden billet. Ikke medhold
14. juni 2023 Movia Trafikvirksomheden medhold
Manglende overholdelse af betalingsfrist 2022-0281
Ankenævnet genoptog sagen og afgjorde, at Metro Service havde været berettiget til at pålægge to rykkerskrivelser et rykkegebyr på 100 kr. hver. Et mindretal fandt, at Metro Service ikke havde været berettiget til at opkræve det andet rykkergebyr. Der blev truffet afgørelse i henhold til stemmeflertallet og afgørelsen af 14. juni 2023 blev ophævet.
14. juni 2023 Metro Trafikvirksomhed medhold (dissens)
Hørt lyd fra en anden stander / hørt forkert lyd 2022-0292
Klageren gjorde gældende, at hun forsøgte at checke ind på en stander i bussen, men da dette ikke kunne lade sig gøre, benyttede hun den anden check ind-stander, som gav hende "ok-lyden". Ved en efterfølgende kontrol var der ikke checket ind på hendes Rejsekort, og hun blev pålagt en kontrolafgift. Denne fastholdt ankenævnet med den begrundelse, at det fremgår af Rejsekorthistorikken, at klageren anvendte sit Rejsekort på en tidligere rejse samme dag som kontrolafgiftens udstedelse, og løbende i perioden optil, hvorfor klagerens Rejsekort ikke var fejlbehæftet. Den eller de kortholdere, der forsøgte at checke ind på den ene stander i de angivne 23 sekunder lykkedes ikke dermed, og fik i samme forbindelse besked på displayet om at holde Rejsekortet hen til Det Blå Punkt. Men herudover checkede standerne i alt 19 Rejsekort ind ved det stoppested, hvor klageren steg på bussen, hvorfor ankenævnet lagde til grund, at det har været muligt at checke ind, og at standerne ikke var fejlbehæftede.
14. juni 2023 Movia Trafikvirksomheden medhold
Vilkår og betingelser 2022-0300
Klageren havde flere Rejsekort og spærrede et forkert, og det kort, hun havde mistet blev automatisk tanket op 11 gange, uden at klageren reagerede. Da det beroede på hendes eget forhold, at hun spærrede det forkerte kort og ikke checkede sine mails og Rejsekorthistorik, hvoraf hun kunne se optankningerne, kunne hun ikke få pengene retur af DSB med hvem hun havde tank-op-aftalen.
14. juni 2023 DSB Fjern- og Regionaltog Trafikvirksomheden medhold