Gå til sidens indhold

Information

Ankenævnets telefon er lukket tirsdag den 16. september 2025.

Manglende straks-check-ind

Kategori Nummer Dato Selskab Resultat
Manglende straks-check-ind 23-0016
Klagerens datter checkede først ind 25 sekunder efter, at bussen havde forladt stoppestedet. Der var ikke kø til kortlæseren, som anført af klageren. Ankenævnet fastholdt kontrolafgiften.
16. august 2023 Movia Trafikvirksomheden medhold
Manglende straks-check-ind 2022-0304
Ankenævnet fastholdt kontrolafgiften til klagerens søn for at have checket ind i hvert fald 23 sekunder efter påstigning, idet ankenævnet udtalte: "Ankenævnet lægger til grund, at klagerens søn steg på bussen ved stoppestedet Elverhøjen, der ligger tættest på bopælen, og finder det på baggrund af kontrollørens notat i umiddelbar forbindelse med kontrollen tilstrækkeligt godtgjort, at der ikke var usikkerhed om, hvor sønnen var steget om bord. På baggrund af de elektroniske logs, der er til rådighed i sagen, fremgår det, at bussen ankom til stoppestedet Elverhøjen kl. 15:57:13 og forlod dette kl. 15:57:45, efter at kontrollørerne var steget om bord. Kontrollørerne har logget dette til at være sket kl. 15:57:24. Movia har oplyst, at kontrollører stiger på bussen som de sidste, og det må derfor lægges til grund, at klagerens søn var steget på bussen inden dette tidspunkt. Klagerens søns Rejsekort blev checket ind kl. 15:57:47, og kontrolløren satte et kontrolmærke 2 sekunder derefter, kl. 15:57:49. Ankenævnet lægger derfor til grund, at klagerens søn var ombord på bussen i i hvert fald 23 se-kunder, inden han checkede ind. Et tidsrum på 23 sekunder er i den henseende for lang tid, jf. de Fælles landsdækkende rejseregler pkt. 2.4.3., hvorefter det gælder, at når check ind foregår inde i transportmidlet, skal kunden uden unødigt ophold checke ind straks efter påstigning, og inden kunden finder sin plads. Ankenævnet har tidligere defineret, at udgangspunktet må være, at ”uden unødigt ophold” forstås som ved førstgivne lejlighed og den første stander, som kunden passerer ved påstigning. Kunden skal have Rejsekortet klar i hånden."
14. juni 2023 Movia Trafikvirksomheden medhold
Manglende straks-check-ind 23-0002
Klagerens Rejsekort havde for lav saldo til check ind. Klageren var om bord på bussen mellem 30-35 sekunder uden at gøre noget. Selv om kontrol inden busafgang kunne kontrolafgiften fastholdes.
14. juni 2023 Movia Trafikvirksomheden medhold
Manglende straks-check-ind 23-0010
Klagerens Rejsekort havde for lav saldo til check ind. Klageren var om bord på bussen i mere end 30 sekunder uden at stige af bussen. Selv om kontrol inden busafgang kunne kontrolafgiften fastholdes.
14. juni 2023 Movia Trafikvirksomheden medhold
Manglende straks-check-ind 2022-0202
Movia anmodede om at sagen blev genoptaget for så vidt angik pålæggelse af sagsomkostninger på 10.000 kr. Ankenævnet fandt ikke grundlag for at ændre den allerede trufne afgørelse.
12. april 2023 Movia Genoptagelse - afgørelse fastholdt
Manglende straks-check-ind 2022-0233
Klageren rejste med bus 250S, hvor han steg ind ad midterdøren, fordi han ikke vidste, at der kun kunne checkes ind oppe ved fordøren. Han blev pålagt en kontrolafgift, som ankenævnet fastholdt med denne begrundelse: "Klageren havde rejst med buslinje 250S flere gange inden kontrolafgiftens udstedelse, hvorfor ankenævnet lægger til grund, at klageren var eller burde være vidende om, at der ikke befinder sig check ind-standere ved andre døre end bussens fordør, fordi der i ikke er frit flow i S-busser. Passagererne skal stige ind ad fordøren og ud af de andre døre. Ifølge kontrollørens notat fra kontrolsituationen, befandt klageren sig siddende i bussen, da kon-trollørerne steg om bord. Når dette sammenholdes med, at kontrollørerne steg om bord som de sidste kl. 14:54:05, og klagerens Rejsekort blev checket ind kl. 14:54:14, lægger ankenævnet til grund, at klageren, trods hans oplysning om det modsatte, enten var steget på bussen tidligere end Hovedbanegården uden at checke ind, eller at han efter påstigning via bussens midterdør fandt en plads, men fik øje på kontrollørerne og derpå rejste sig og checkede ind."
12. april 2023 Movia Trafikvirksomheden medhold
Manglende straks-check-ind 2022-0244
Divergerende forklaringer om, hvor og hvorvidt klageren checkede ind straks efter påstigning. Ankenævnet fastholdt kontrolafgiften og udtalte følgende: Således som sagen foreligger oplyst med de tekniske logs blandt andet fra klagerens Rejsekorthistorik, lægger ankenævnet til grund, at klagerens Rejsekort blev checket ind kl. 18:41 ved bussens bagdør. Ankenævnet kan ikke lægge til grund, at klageren checkede sit Rejsekort ind straks efter påstigning, der enten skete via bussens fordøre eller midterdøre, når hendes Rejsekort først blev checket ind ved bagdøren. Hun passerede således enten en eller to check ind-standere efter påstigning uden at checke ind." Og videre: "Den omstændighed, at klagerens Rejsekort var checket ind på tidspunktet for kontrollen, der skete omkring kl. 18:42, indebærer ikke, at klageren dermed havde gyldig rejsehjemmel i relation til rejsereglernes krav om straks-check ind." Movia skulle imidlertid godtgøre klagerens godtgøre klagerens udgift til at klage til ankenævnet, fordi Movia havde skrevet til klageren, at hendes Rejsekort slet ikke var checket ind, og selv om klageren svarede, at dette ikke passede, fastholdt Movia, at Rejsekortdata viste dette, og hvis klageren ikke var enig, måtte hun klage til ankenævnet.
12. april 2023 Movia Trafikvirksomheden medhold
Manglende straks-check-ind 2022-0250
Kontrolafgift for manglende straks check ind. Klagerens udsagn om, at der var kø til check ind kortlæseren, stred imod den tekniske log fra kortlæseren, som viste, at det seneste check ind før klagerens var sket 25 sekunder tidligere. Ikke medhold
12. april 2023 Movia Trafikvirksomheden medhold
Manglende straks-check-ind 2022-0261
Kontrolafgift for manglende straks check ind. Kontrollørerne observerede, at klageren sad i bussen og checkede ind, da han så dem. Ikke medhold
12. april 2023 Movia Trafikvirksomheden medhold
Manglende straks-check-ind 2022-0142
Klagerens datter og veninde steg om bord på bussen via fordøren, men passerede standeren til check ind uden at gøre dette, og de checkede først ind på standeren midt i bussen. Ankenævnet fastholdt kontrolafgifterne for manglende straks-check ind og udtalte: "I de dagældende Fælles landsdækkende rejseregler pkt. 2.4.3 fremgik det, hvornår check ind skulle ske: ” For alle transportmidler, hvor check ind foregår inde i transportmidlet, gælder, at kun-den uden unødigt ophold skal checke ind straks efter påstigning, og inden kunden finder sin plads.” Det er ankenævnets opfattelse, at dette må forstås som ”ved først givne lejlighed”, hvilket i den konkrete situation indebærer den første check ind-stander, pigerne passerede ved påstigningen. Dette betyder således, at i busser må passageren prioritere at have sit Rejsekort klar inden påstig-ning, så der kan checkes ind straks, når kortlæseren passeres. Pigerne valgte at gå forbi check ind-standeren ved fordøren for at gå ned i bussen og først checke ind ved midterdørene. Kontrolløren noterede, at den ene pige efter at have fået øje på kontrollø-ren først skulle fremfinde Rejsekortet fra sin taske, og den anden pige efter at have vendt sig rundt, fandt sit Rejsekort frem. Herefter kan pigernes check ind ved midterdørene ikke betragtes som ”uden unødigt ophold og straks efter påstigning”, hvilket efter ankenævnets opfattelse i relation til lov om trafikselskaber § 17 29 og de Fælles landsdækkende rejseregler pkt. 2.4.3. indebærer, at der ikke blev forevist gyldig rejsehjemmel på forlangende, selv om Rejsekortene rent faktisk var checket ind inden kontrollen. Det kan under disse omstændigheder ikke føre til en anden vurdering, at check ind skete samtidigt med, eller inden bussen havde forladt stoppestedet. Herefter blev kontrolafgifterne pålagt med rette. Den omstændighed, at der befinder sig check ind-standere ved alle dørene i bussen, sætter ikke kravet om at checke ind straks efter påstigning ud af funktion. Standernes placering i A-busser sik-rer netop, at en passager kan checke ind straks efter påstigning, uanset om påstigningen sker oppe ved chaufføren eller via en af de to øvrige døre i bussen. Dermed kan passageren opfylde kravet om at checke ind uden unødigt ophold. En passager, som stiger ind i bussen uden samtidigt at checke ind, må derfor selv bære risikoen for ikke at kunne forevise gyldig rejsehjemmel ved en efterfølgende kontrol. Ankenævnet bemærker, at det ikke er en betingelse for at pålægge en kontrolafgift, at passageren har handlet bevidst, og ankenævnet finder, at der ikke har foreligget sådanne særlige omstændig-heder, at kontrolafgifterne skal frafaldes. Klageren efterspørger hvilke tilfælde, der falder under betegnelsen ’særlige omstændigheder’, men det beror på en konkret vurdering i den enkelte sag. Ankenævnet understreger, at kontrollørens subjektive vurdering af, at pigerne ingen intentioner havde om at checke ind, før de fik øje på kontrolløren, ikke er tillagt nogen vægt ved afgørelsen."
8. februar 2023 Movia Trafikvirksomheden medhold
Manglende straks-check-ind 2022-0231
Ifølge klageren checkede datteren ikke ind med det samme, da hun steg på bussen, fordi hun ledte efter sit skolekort, som hun imidlertid havde glemt i skolen, og da de to busstoppesteder lig-ger meget tæt, nåede hun ikke at checke ind, før bussen ankom til busstoppestedet, hvor kontrollører steg ombord. Ifølge Movia blev datterens skolekort først bestilt dagen efter kontrolafgiften. Ankenævnet fastholdt kontrolafgiften, da check ind var sket for sent.
8. februar 2023 Movia Trafikvirksomheden medhold
Manglende straks-check-ind 2022-0195
Kontrolafgift for manglende straks check ind. Det kunne ikke lægges til grund, at der var kø til check ind kortlæseren. Ikke medhold
8. februar 2023 Movia Trafikvirksomheden medhold
Manglende straks-check-ind 2022-0078
Kontrolafgift for manglende straks check ind. Ikke medhold
15. december 2022 Movia Trafikvirksomheden medhold
Manglende straks-check-ind 2022-0145
Klageren blev pålagt en kontrolafgift for ikke at checke sit Rejsekort ind straks, da han steg på bussen. Ankenævnet fandt, at klagerens forklaring, som stred imod kontrollørernes observationer, ikke kunne lægges til grund og fastholdt kontrolafgiften.
15. december 2022 Movia Trafikvirksomheden medhold
Manglende straks-check-ind 2022-0217
Klageren søn checkede først ind i bussen 7 minutter efter, at den var kørt fra stoppestedet, og samtidig med at kontrollører ved et efterfølgende stoppested steg ombord på bussen. Ikke medhold
15. december 2022 FynBus Trafikvirksomheden medhold
Manglende straks-check-ind 2022-0161
Klagerens søn blev pålagt en kontrolafgift for ikke at checke ind straks, da han steg på bussen. Sønnen passerede check ind kortlæseren og satte sig på et sæde, før han checkede sit Rejsekort ind. Ikke medhold
1. november 2022 Movia Trafikvirksomheden medhold
Manglende straks-check-ind 2021-0055
Klageren bar på to indkøbsposer, da hun steg på bussen, og checkede ind 32 sekunder efter bussens afgang fra stoppestedet, hvorefter hun blev derfor pålagt en kontrolafgift for ikke at have checket ind straks ved ombordstigningen. Et flertal i ankenævnet fandt, uanset at klageren skulle bruge tid til at stille indkøbsposerne fra sig og finde balancen, at hun i den konkrete situation ikke havde overholdt reglen i de fælles landsdækkende rejseregler om, at check-ind i busser skal ske straks efter påstigning. Et mindretal udtalte, at klageren efter deres opfattelse i den konkrete situation, hvor der kun var gået et halvt minut, efter bussen afgik fra stoppestedet, skulle have været givet muligheden for at checke ind under hensyn til, at hun stående ombord på en accelererende bus skulle stille indkøbsposerne fra sig, holde balancen og fremfinde rejsekortet fra sin taske, når hun inden for dette tidsrum havde fået rejsekortet i hånden. Der blev truffet afgørelse i henhold til stemmeflertallet. DISSENS
10. november 2021 Movia Trafikvirksomhed medhold (dissens)
Manglende straks-check-ind 2021-0084
Klagerens oplysninger stemte ikke overens med de elektroniske logs fra bussens GPS og sønnens rejsekort. Kontrolafgiften for manglende straks check, der blev udstedt 27 sekunder efter bussen havde forladt stoppestedet, blev derfor fastholdt, idet klageren ikke udfoldede rimelige bestræbelser på at blive checket ind på sønnens rejsekort.
10. november 2021 Movia Trafikvirksomheden medhold
Manglende straks-check-ind 2021-0064
Klagerens datter glemte at checke ind, da hun steg om bord på bussen, og kom først i tanke om det 3 minutter senere. Hun opfyldte dermed ikke rejsereglerne om at checke ind straks efter påstigning, hvorfor kontrolafgiften var pålagt med rette. Den omstændighed, at klagerens datter var 16 år, kunne ikke føre til et andet resultat.
15. september 2021 Midttrafik Trafikvirksomheden medhold
Manglende straks-check-ind 2020-0238
Klageren steg via bagdøren på buslinje 350S, hvor der ikke er frit flow, og hun kunne derfor ikke checke sit Rejsekort ind dér, men begav sig op igennem bussen for at checke ind. Inden hun nåede dette, blev hun mødt af kontrollører, og blev pålagt en kontrolafgift. Movia nedsatte kontrolafgiften til 125 kr. under ankenævnssagen. Ankenævnet gav klageren medhold og udtalte følgende: "Det fremgår af de elektroniske logs, at bussen ankom til stoppestedet Nørrebro st. kl. 09:15:09, hvor klageren forsøgte at checke sit Rejsekort ind på en check ud-stander bag i bussen kl. 09:15:25. Bussen forlod stoppestedet kl. 09:15:59. Ankenævnet finder, at klageren på tilstrækkelig vis har underbygget sin forklaring om, at hun ikke allerede befandt sig i bussen, da den ankom til stoppestedet Nørrebro st., hvor kontrollørerne steg om bord. Ankenævnet lægger derfor til grund, at klageren steg om bord ved samme stoppested som kontrollørerne, hvis påstigning blev logget til at være sket kl. 09:15:26, altså 1 sekund efter, at klagerens Rejsekort var i kontakt med standeren. Ankenævnet hæfter sig ved, at Movia i deres første svar til klageren, hvor de fastholdt kontrolafgiften, påpegede, at kontrollørteamet havde noteret, at de ikke havde observeret nogen stige på ad bagdøren. Dette udsagn står i modstrid med loggen fra check ud-standeren, der underbygger klagerens oplysninger om at have forsøgt at checke ind ved bagdøren i forbindelse med sin påstigning. Det kan i mange sager være at afgørende betydning, hvad kontrollørerne noterer i forbindelse med kontrollen, og man bør kunne have tiltro til, at kontrollørernes udsagn bygger på observationer i overensstemmelse med det faktiske hændelsesforløb. Dette tyder det i imidlertid ikke på her. Ankenævnet bemærker, at for en almindelig passager i København, som både ser A-busser, 5Cbusser og andre busser i bybilledet, er de førstnævnte ikke særlige busser med særlig udvidet mulighed for indstigning ad alle døre. Når hertil kommer, at det som følge af corona-restriktioner i flere længerevarende perioder ikke har været tilladt eller muligt at stige ind ad fordøren i samtlige busser, sammenholdt med, at det ikke er skiltet ved bagindgangene, når disse ikke må benyttes, var det undskyldeligt, at klageren regnede med at kunne stige ind ad bagdøren på bus 350S. Det lægges til grund, at klageren, straks hun konstaterede, at det ikke var muligt at checke ind ved bagdøren, begav sig op gennem bussen for at finde en stander til check ind. Ankenævnet finder på denne baggrund, at Movia ikke burde have nedsat kontrolafgiften til 125 kr., men burde have frafaldet kontrolafgiften helt. Herefter skal Movia, der under ankenævnssagen fastholdt en kontrolafgift på 125 kr., betale 10.000 kr. i sagsomkostninger til ankenævnet.
5. maj 2021 Movia Klager medhold
Manglende straks-check-ind 2020-0223
Kontrolafgift for manglende straks-check-ind. Klageren havde befundet sig i bussen i over 4 minutter og checkede først ind, efter kontrollørerne steg ombord. Ikke medhold
12. marts 2021 Movia Trafikvirksomheden medhold
Manglende straks-check-ind 2020-0245
Kontrolafgift for manglende straks-check-ind i bussen. Ifølge klageren følte hun sig svimmel og satte sig på et sæde for at finde sit rejsekort frem. Hun checkede først ind efter kontrollørerne var steget ombord, og bussen havde forladt stoppestedet. Ikke medhold
12. marts 2021 Movia Trafikvirksomheden medhold
Manglende straks-check-ind 2020-0132
Klageren sad ned og checkede sit rejsekort ind ved at række hånden ind foran standeren, da han efter det oplyste ikke ville puffe til de andre passagerer og lige skulle finde sit rejsekort frem. Ankenævnet fastholdt kontrolafgiften, da der var forløbet 16 sekunder fra bussen forlod stoppestedet, før klageren checkede ind, og da kontrolløren havde noteret, at det først var, da de bad om at se rejsehjemmel, at klageren checkede ind.
28. oktober 2020 Movia Trafikvirksomheden medhold
Manglende straks-check-ind 2020-0082
Klageren havde ikke checket sit rejsekort ind straks efter ombordstigning, da han havde mad i hænderne og havde sat sig ned. Kontrolafgiften blev fastholdt.
9. september 2020 Movia Trafikvirksomheden medhold
Manglende straks-check-ind 2020-0030
Et flertal i ankenævnet fandt, at passageren ikke havde overholdt rejsereglen om at checke ind straks efter påstigning, når hun valgte at gå forbi en stander ved påstigningsdøren for at gå ned i bussen og stemple, og fastholdt kontrolafgiften.
23. juni 2020 Movia Trafikvirksomhed medhold (dissens)