Afgørelser

Læs alle afgørelser fra ankenævnet.

Underkategori
Afgørelse
Dato
Selskab
Beskrivelse
 
Kontrolafgift
2019-0085
11. september 2019
Klageren, som var turist, ankom med fly til København og købte en kontantbillet i en automat for at rejse med metroen ind til centrum. Da hun fik kørelejlighed med bil, besluttede hun sig for at gemme billetten, som hun regnede med ville være gyldig, når hun ikke havde anvendt den. Den følgende dag rejste hun med metroen, hvor hun blev pålagt en kontrolafgift for udløbet rejsehjemmel. Ankenævnet fastholdt kontrolafgiften, da klageren på baggrund af billettens påtrykte udløbstidspunkt ikke med rette kunne tro, at hun kunne rejse på billetten og uden at undersøge reglerne nærmere kunne regne med, at andre landes regler fandt anvendelse i Danmark.
2019-0124
11. september 2019
Klageren rejste først med S-tog fra Nordhavn st., inden hun skiftede til metroen på Nørreport st. Billetautomaten på Nordhavn st. var ifølge klageren ude af drift, og hun regnede med at købe billet, når rejsen var slut, som man kan i London, hvor hun bor. Ankenævnet fastholdt kontrolafgiften, da klageren ikke havde købt billet, inden påstigning på metroen.
Rejst på forkert billet/kort
2019-0135
11. september 2019
Klageren gjorde gældende, at hun havde swipet den forkerte vej inde i app'en, og at børnebilletten kun ligger et tryk fra en almindelig voksenbillet. Ankenævnet fastholdt kontrolafgiften.
Rejsekort
2019-0110
11. september 2019
Klagen havde holdt rejsekortet to gange op foran automaten for at checke sig selv og ægtefællen ind, hvorefter displayet havde skrevet, at kortet allerede var checket ind. Da klagerne ikke havde fulgt anvisningen for korrekt check ind af flere rejsende, fastholdt ankenævnet kontrolafgiften.
Kontrolafgift
2019-0121
11. september 2019
Klageren fik en kontrolafgift for at have rejst på en Orange DSB-billet med bussen, hvilket billetten ikke er gyldig til. Klageren gjorde gældende, at han ikke var med den bus, som kontrolløren hævdede, og at hans mobilbillet derfor var modtaget inden ombordstigning. Dette stemte imidlertid ikke med de tekniske logs eller kontrolafgiftens tidspunkt. Politiet var tilkaldt og havde identificeret klageren, inden kontrolafgiften blev logget. Ankenævnet fandt ikke klagerens oplysninger for godtgjorte og fastholdt kontrolafgiften.
2019-0130
11. september 2019
Klageren forsøgte at købe en mobilbillet, som imidlertid aldrig blev udstedt eller modtaget på telefonen. Klageren sikrede sig ikke at være i besiddelse af gyldig billet i de 10 minutter, der gik, inden bussen kom, eller i de 7 minutter hun befandt sig om bord på bussen, inden kontrollen. Hvad der teknisk gik galt, var det ikke muligt for ankenævnet at sige. Et flertal fandt, at klageren ikke skulle være steget på bussen, da dette var i strid med rejsereglerne, og et mindretal fandt, at Movia skulle frafalde kontrolafgiften grundet de modsatrettede oplysninger, som blev givet på telefonen om "Betaler. Vent Venligst", selv om billetkøbet ikke blev gennemført. Der blev afsagt kendelse efter stemmeflertallet.
Togpassagerrettighedsforordningen
2019-0102
11. september 2019
I en sag hvor DSB havde indstillet togdriften, udtalte ankenævnet: "Det er kritisabelt, at DSBs Kundeservice ikke ringede tilbage, som klageren var stillet i udsigt, og at sagsbehandleren først i det tredje svar oplyste klageren om muligheden for at søge Basisrejsetidsgaranti. Derudover har DSB ikke overholdt Togpassagerrettighedsforordningens art. 18,1. om at give til-strækkelig information til passagererne ved aflysninger og forsinkelser, art. 18, 2 A. om at tilbyde forplejning ved ventetid i mere end 60 minutter, henset til at der var 2 frostgrader, art. 18, 3. om at tilbyde alternativ transport, henset til at togbusserne ikke holdt ved Årslev st., og klageren ikke blev tilbudt en taxa under disse omstændigheder. Inden sagen blev indbragt for ankenævnet erkendte, beklagede og undskyldte DSB, at de ikke havde levet op til forordningen, og de tilbød ud over den hjemlede godtgørelse en kompensation i form af gæstebilletter for overtrædelse af forordningen. Herefter finder flertallet, at der på tids-punktet for nævnets behandling ikke længere forelå en tvist, der kan begrunde, at DSB skal betale 10.000 kr. i sagsomkostninger for tabt sag." Et flertal udtalte herefter, at der hverken i selve forordningen eller i ankenævnets egne vedtægter er hjemmel til, at ankenævnet kan pålægge jernbanevirksomheden en sanktion for overtrædelse af forordningen. Et mindretal fandt, at DSB skulle betale 10.000 kr. i sagsomkostninger til ankenævnet for at have overtrådt forordningen.
Rejsekort
2019-0098
11. september 2019
Klageren havde i sin første henvendelse vedrørende kontrolafgiften til Movia oplyst, at han sad på sædet, ledte efter rejsekortet i sin rygsæk og derefter rejste sig for at checke ind. Senere ændrede han dette til, at han i samme bevægelse stillede rygsækken på sædet, fandt rejsekortet og checkede ind. Kontrolløren havde noteret, at klageren først rejste sig, da han fik øje på kontrolløren og forsøgte at komme af bussen, hvilket ikke lykkedes, da dørene lukkede og bussen kørte. Først derefter havde klageren checket ind. Ankenævnet lagde vægt på klagerens første forklaring og fastholdt kontrolafgiften.
2019-0127
11. september 2019
Klagerens rejsekort anonymt udløb efter 5 år, hvorfor han ikke kunne checke det ind. Beskeden på skærmen var "Ugyldigt kort. Prøv et andet kort". Men da klageren i rejsekortautomaten kunne se, at der var en saldo på 180 kr., regnede han med, at der var tale om en teknisk fejl og steg om bord på toget. Et flertal fandt, at klageren ikke kunne regne med at have gyldig rejsehjemmel, da han steg om bord og fastholdt kontrolafgiften. Et mindretal fandt, at når Rejsekortsystemet udbyder et rejsekort anonymt, er det af afgørende betydning for brugeren at få de mest relevante beskeder på skærmen ved den faktiske anvendelse af rejsekortet. Dette fik klageren ikke, hvorfor kontrolafgiften skulle frafaldes. Der blev afsagt kendelse efter stemmeflertallet.
2019-0091
11. september 2019
Klageren steg på bussen af midterdørene med en barnevogn, som hun skulle stille fra sig for at checke ind oppe ved chaufføren. Ifølge klageren stod der andre passagerer på , og sønnen var urolig, hvorfor hun ikke kunne forlade ham. Ved det efterfølgende stoppested 4 minutter og 10 sekunder senere var hun fortsat ikke checket ind, og hun blev ved kontrol pålagt en kontrolafgift. Denne fastholdt ankenævnet.
2019-0136
11. september 2019
Klageren forsøgte på en stander på perronen at checke ind, men da det ikke lykkedes, steg han om bord på toget for at stige af på næste station og forsøge check ind. Inden blev han mødt af kontrollør og blev pålagt en kontrolafgift. I klagen til ankenævnet gjorde han gældende, at han var på vej til automaten for at købe en billet, men dette stemte ikke overens med togets log og kontrolafgiftens tidspunkt.
Kontrolafgift
2019-0050
19. juni 2019
Kontrolafgift grundet modtagelse af mobilbillet efter togafgang.
2019-0022
19. juni 2019
Kontrolafgift grundet manglende modtagelse af mobilbillet inden påstigning.
Rejsekort
2019-0049
19. juni 2019
Kontrolafgift grundet manglende registrering af check ind på rejsekort.
Rejst på forkert billet/kort
2019-0058
19. juni 2019
Kontrolafgift grundet rejse på ægtefælles personlige rejsekort.
Rejsekort
2019-0028
19. juni 2019
Kontrolafgift grundet manglende check ind af flere rejsende på rejsekort.
2019-0072
19. juni 2019
Kontrolafgift grundet manglende check ind af to rejsende.
Kontrolafgift
2019-0094
19. juni 2019
Kontrolafgift grundet forevisning af ungdomskort kun gældende til rejser på Fyn.
Rejsekort
2019-0077
19. juni 2019
To kontrolafgifter grundet manglende straks-check ind af rejsekort.
Kontrolafgift
2019-0075
19. juni 2019
Kontrolafgift grundet rejse i zone uden for rejsekort pendlers gyldighedsområde.
2019-0066
19. juni 2019
Klageren fik beskeden: "Ordre behandles", men der var ikke penge nok på betalingskortet til at forny periodekortet. Klageren havde den foregående dag fået en kontrolafgift af samme årsag.
2019-0068
19. juni 2019
Kontrolafgift grundet manglende zone på mobilperiodekort.
2019-0092
19. juni 2019
Kontrolafgift grundet udløbet billet.
Rykkergebyrer
2019-0054
19. juni 2019
To rykkergebyrer à 100 kr. grundet forsinket betaling af to kontrolafgifter.
Kontrolafgift
2019-0035
19. juni 2019
Kontrolafgift grundet manglende billet. Klageren troede, at billetter kunne købes ombord.
Rejsekort
2019-0062
19. juni 2019
Kontrolafgift nedsat til et administrationsgebyr på 125 kr. grundet manglende omstilling af rejsekort anonymt til høj forudbetaling i forbindelse med rejse fra Fyn til Sjælland.
Kontrolafgift
2019-0024
19. juni 2019
Kontrolafgift grundet manglende modtagelse af mobilbillet inden påstigning.
2019-0041
19. juni 2019
Kontrolafgift for ikke at have modtaget sms-billet på mobiltelefonen før påstigning.
2019-0086
19. juni 2019
Kontrolafgift grundet køb af mobilbillet efter påstigning.
2019-0052
19. juni 2019
Kontrol grundet udløbet mobilpendlerkort.
2019-0040
19. juni 2019
Klagerens Ungdomskort skulle have været automatisk fornyet og leveret til hans Ungdomskortapp, men dette ikke skete, fordi han ikke accepterede en prisstigning til kortet, som han modtog oplysning om i en e-mail fra DSB. Ankenævnet fandt, at overskriften til e-mailen, som var ”Opdatering af kortpriser”, ikke indikerede, at den krævede klagerens øjeblikkelige opmærksomhed, og endvidere fremgik det ikke tilstrækkelig tydeligt af selve beskeden, at bestillingen ville blive annulleret, hvis prisændringen ikke blev accepteret. Ankenævnet udtalte, at det ville have været naturligt at orientere om prisstigningen i en push-besked i appen, når Ungdomskortet skulle leveres til denne. Klageren medhold.
Personaleadfærd
2019-0012
08. maj 2019
Kontrolafgift grundet manglende check ind af flere rejsende på rejsekort anonymt grundet for lav saldo.
Rejsekort
2018-0283
08. maj 2019
Kontrolafgift til tre voksne som var checket ind som børn på klagerens rejsekort.
2018-0281
08. maj 2019
Kontrolafgift grundet manglende straksbillettering - klageren glemte at checke ind, men checkede ind, da han så kontrollørerne.
Kontrolafgift
2018-0269
08. maj 2019
Kontrolafgift grundet rejse i en zone, hvortil hendes periodekort ikke var gyldigt. Klageren ønsker, at hun måtte omlægge den vanlige rejse grundet strejke hos DSB.
Erstatningssager
2018-0257
08. maj 2019
Forsinkelse hos Nordjyllands Trafikselskab, der betød, at de ikke nåede deres videre forbindelse med DSB, hvorfor de måtte købe nye DSB-billetter til 1.420 kr. Klageren gør gældende, at de ved planlægningen blot fulgte anbefalingerne på rejseplanen.
2018-0254
08. maj 2019
Erstatning på skønsmæssigt 19.200 kr. for mistet safarirejse grundet tognedbrud, der medførte, at klageren måtte opgive at nå sit fly i Københavns lufthavn.
Kontrolafgift
2019-0006
08. maj 2019
Kontrolafgift grundet forevisning af 1 zones tilkøbsbillet til DSB Orange-billet. Klageren ønsker, at ankenævnet annullerer kontrolafgiften, da de ikke vidste om billetten gyldig og derfor spurgte en steward, inden toget satte i gang.
2018-0246
08. maj 2019
Kontrolafgift grundet manglende modtagelse af mobilbillet på telefonen inden ombordstigning. Klageren ønsker, at ankenævnet annullerer kontrolafgiften, da han påstår, at sønnen havde betalt for billetten og fået den leveret inden kontrolafgiftens udstedelse.
2019-0037
08. maj 2019
Kontrolafgift grundet manglende forevisning af rejsehjemmel. Klageren medtog en tidligere kundes kvittering fra billetautomaten.
Rejsekort
2019-0029
08. maj 2019
Kontrolafgift grundet manglende check ind på rejsekort.
Erstatningssager
2019-0011
08. maj 2019
Erstatning for taxaregning på 689 kr. Klageren ønskede beløbet godtgjort, da han ikke kunne checke ind på sit rejsekort i bussen og ikke måtte downloade app'en til at købe billet af chaufføren, som satte ham af bussen.
Kontrolafgift
2019-0027
08. maj 2019
Kontrolafgift grundet manglende zone på kontantbillet. Klageren faldt i søvn og kørte for langt.
2019-0015
08. maj 2019
Kontrolafgift grundet forevisning af mobilbillet, som var købt efter påstigning på dagens sidste tog, og som først var gyldig til den næste afgang ca. 6 timer senere.
Rejsekort
2018-0226
08. maj 2019
Spærring af rejsekort efter gentagne undladt check-ud på kortet. Klageren ønsker kompensation på 600 kr. for udgifter forbundet med spærringen af rejsekortet, da klageren påstår, at hun ikke har modtaget advarsler om manglende check-in.
Togpassagerrettighedsforordningen
2018-0252
08. maj 2019
Genoptagelsessag. DSB havde allerede kompenseret klagerens udgift til den ubenyttede togbillet efter togpassagerrettighedsforordningen art. 16, hvorfor han ikke også skulle godtgøres efter art. 17.
Rykkergebyrer
2018-0190
08. maj 2019
Genoptagelsessag. Rykkergebyr godkendt.
Kontrolafgift
2018-0224
08. maj 2019
Ankenævnet genoptog sagen, da Metro Service gjorde gældende, at afgørelsen var truffet på et forkert grundlag, fordi det fremlagte foto ikke var taget af stewarden, men af klageren. Ankenævnet fastholdt afgørelsen med følgende præcisering:"Ankenævnet lagde i afgørelsen af 6. marts 2019 til grund, at klagerens Jojo-kort var blevet fotograferet af stewarden ved kontrollen. Det fremgår imidlertid af stewardens foto, at han kun fotograferede den side af plasticslippen, hvori der befandt sig en kvittering for betaling af den udløbne periode på Jojo-kortet. Stewarden skrev som begrundelse for kontrolafgiften ”PK Udløbet”, som betyder periodekort udløbet, og stewarden er ikke efterfølgende blevet spurgt om sin erindring om, hvad der blev forevist i kontrolsituationen. Det er efter ankenævnets opfattelse herefter ikke usandsynligt, at stewarden alene fandt det nødvendigt for at begrunde sin kontrolafgift, at han fotograferede den del af slippen, hvori den udløbne kvittering befandt sig. Det er Metro Service anførte om, at man ville have kunnet skimte en flig af Jojo-kortet, hvis det havde været i den anden slip, medfører efter ankenævnets opfattelse ikke, at det dermed kan konstateres som utvivlsomt, at klageren ikke medbragte kortet, eller at kortet ikke befandt sig i slippen. Det kan være, at kortet ikke kom med på billedet, fx fordi stewarden bøjede slippen lidt bagover, hvorved kortet ikke ville være synligt. Klageren har ikke kommenteret Metro Services anmodning om genoptagelse, men hun anførte i sine oprindelige bemærkninger i ankenævnssagen dateret den 5. december 2018 nederst side 1, at hun havde Jojo-kortet på sig tillige med kørekort og bankkort og dermed kunne have vist, at Jojo-kortet i den konkrete sag kunne anses for at være et personligt kort, fordi disse tre kort tilsammen med SMS om kortets aktivering ville vise, hvem hun var, og at kortet var aktivt. På den baggrund finder ankenævnet, at det ikke kan lægges til grund, at klageren ikke foreviste Jojo-kortet. Klageren var i situationen ikke herre over, hvad stewarden valgte at fotografere, og Metro Service er som professionel part nærmest til at dokumentere, hvad der er blevet forevist for stewarden." Da der var tale om en praksisændring skulle Metro Service ikke betale 10.000 kr. i sagsomkostninger.
2018-0261
08. maj 2019
Metro Service anmodede om genoptagelse af sagen vedrørende sagsomkostningerne på 10.000 kr. , idet der var tale om praksisændring i ankenævnet, og da kontrolafgiften var pålagt i den ånd, som vejledningsdokumentet var skrevet i. Ankenævnet fastholdt sagsomkotsningerne med den begrundelse, at der ikke var tale om en praksisændring i nævnet, idet de sager, som ankenævnet tidligere havde afgjort om sammenlægning af enkeltbilletter på papir eller mobilen, ikke vedrørte en enkelt passagers køb flere 1-zones tilkøbsbilletter, men enten flere rejsende sammen eller én rejsende som havde købt flere enkeltbilletter.