Afgørelser
| Kategori | Nummer | Dato | Selskab | Resultat |
|---|---|---|---|---|
| Ungdomskort på mobiltelefon |
25-0228
Sagen angik en kontrolafgift på 1.100 kr., som klageren blev pålagt den 2. juni 2025, da hun rejste med GoCollectives tog uden at have importeret og betalt sit bestilte Ungdomskort i Rejsebillet-appen inden påstigning. Klageren havde bestilt Ungdomskortet for perioden 31. maj til 29. juni 2025, men gennemførte først betalingen og importen i appen efter togets afgang og i forbindelse med billetkontrollen. Klageren gjorde gældende, at kortet var gyldigt for hele perioden, og at hun derfor reelt havde gyldig rejsehjemmel på kontroltidspunktet. Flertallet i ankenævnet fandt, at kontrolafgiften var pålagt med rette, idet Ungdomskortet først er gyldigt, når perioden er betalt og kortet er modtaget på telefonen inden påstigning, jf. rejsereglerne. Flertallet lagde vægt på selvbetjeningsprincippet og risikoen for omgåelse, hvis betaling kan udskydes til efter påstigning eller til kontrol. Mindretallet fandt derimod, at kontrolafgiften burde frafaldes, idet klageren havde et Ungdomskort med en gyldighedsperiode, der dækkede rejsedagen, og havde handlet i overensstemmelse med de offentliggjorte handelsbetingelser. Mindretallet påpegede desuden uklarhed og modstrid mellem handelsbetingelserne og rejsereglerne. |
17. december 2025 | GoCollective | Trafikvirksomhed medhold (dissens) |
| Manglende aktivering af ny periode på rejsekort pendler |
25-0257
Sagen omhandlede to kontrolafgifter på hver 1.000 kr., som klageren blev pålagt i buslinje 5C i april og maj 2025 for manglende gyldig pendlerperiode på sit Rejsekort Pendler. I den første sag havde klageren bestilt en ny pendlerperiode, men aktiverede den først efter billetkontrollen, idet han mente, at check ind-standeren ved påstigning ikke virkede, hvilket ankenævnet ikke fandt dokumenteret. I den anden sag havde klageren ligeledes bestilt en ny periode, men forsøgt at aktivere den, mens en tidligere periode fortsat var aktiv, hvorfor den nye periode først kunne aktiveres efter den gamle periodes udløb. Ankenævnet lagde i begge tilfælde vægt på, at pendlerperioder kun aktiveres ved rettidigt check ind, og at bestilling og betaling i sig selv ikke giver gyldig rejsehjemmel. Det blev endvidere fremhævet, at Rejsekort-standerne var i drift, og at klageren i den anden sag forudgående var blevet vejledt om reglerne. Begge kontrolafgifter blev anset for korrekt pålagt, og der forelå ikke særlige omstændigheder, som kunne begrunde annullering af kontrolafgifterne. |
17. december 2025 | Movia | Trafikvirksomheden medhold |
| For sent check ind i Rejsekort-appen |
25-0291
Sagen angik en kontrolafgift på 1.000 kr., som klageren blev pålagt den 17. juli 2025 under en rejse med buslinje 150S, fordi han ikke havde checket ind i Rejsekort-appen inden påstigning. Klageren steg på bussen ved Nørreport st., men gennemførte først check ind flere minutter senere og efter, at kontrollørerne var steget på bussen. Klageren gjorde gældende, at manglende rettidig check ind skyldtes uopmærksomhed relateret til hans ADHD, og at han derfor havde været udsat for forskelsbehandling. Ankenævnets flertal fandt, at kontrolafgiften var pålagt med rette, idet reglerne for Rejsekort på app klart foreskriver, at check ind skal ske inden påstigning, og at denne regel er tydeligt kommunikeret i appen. Flertallet fandt endvidere, at klagerens diagnose ikke kunne fritage ham for kravet om gyldig rejsehjemmel, og at spørgsmål om diskrimination lå uden for nævnets kompetence. Forbrugerrepræsentanterne tilsluttede sig afgørelsen, men udtalte kritik af, at rejsereglerne ikke i tilstrækkelig grad tager højde for psykisk sårbare brugere, og opfordrede til større konduite og klarere retningslinjer på området. |
17. december 2025 | Movia | Trafikvirksomheden medhold |
| Manglende aktivering af ny periode på rejsekort pendler |
25-0300
Sagen vedrørte en kontrolafgift på 750 kr., som klageren fik den 18. juli 2025 under en rejse med Metroen mellem Frederiksberg st. og Vanløse st. Klageren havde bestilt en ny Rejsekort Pendler-periode, men havde ikke aktiveret den med check ind, da billetkontrollen fandt sted kl. 08:23. Kortet blev først checket ind kl. 08:37. Ankenævnet fandt, at reglerne klart kræver, at en pendlerperiode aktiveres med check ind inden påstigning, og at kontrolafgiften derfor var korrekt pålagt. Det er uden betydning, om passageren havde til hensigt at betale for rejsen, og der forelå ingen særlige omstændigheder, der kunne føre til annullering af afgiften. |
17. december 2025 | Metro Service | Trafikvirksomheden medhold |
| For sent check ind i Rejsekort-appen |
25-0322
Sagen vedrørte en kontrolafgift på 1.000 kr., udstedt den 2. juli 2025, fordi klageren ikke havde swipet check ind i Rejsekort-appen før påstigning på buslinje 2A fra Hovedbanegården Tivoli. Klageren checkede først ind kl. 14:49:16, 11 sekunder efter bussens afgang kl. 14:49:05 og 25 sekunder efter kontrollørens påstigning kl. 14:48:51. Ankenævnet fandt, at reglerne klart kræver, at check ind sker før påstigning, og at kontrollens registrering derfor var korrekt. Kontrollafgiften blev derfor pålagt med rette, da klagerens indcheckning skete for sent til at opfylde kravene om gyldig rejsehjemmel. |
17. december 2025 | Movia | Trafikvirksomheden medhold |
| Check-ind af flere rejsende |
25-0323
Sagen vedrørte en kontrolafgift på 750 kr., som klageren blev pålagt den 28. juni 2025 under en rejse med Metroen fra Enghave Brygge st. til Rådhuspladsen st. Afgiften blev udstedt, fordi klageren ikke havde checket ind sammen med sin ægtefælle i Rejsekort-appen, selvom ægtefællen havde checket ind korrekt. Klageren antog, at appen automatisk ville huske indstillingen fra dagen før, hvor de havde checket to personer ind, men valget af ekstra rejsende nulstilles ved hvert check ud, og det skal derfor foretages før hver enkelt rejse.
Et flertal i ankenævnet fandt, at kontrolafgiften var pålagt med rette. Flertallet vurderede, at klageren burde have kontrolleret, at ekstra rejsende var valgt korrekt, idet appen tydeligt markerer, hvis ingen ekstra rejsende er valgt. Afgiften var derfor ikke afhængig af, om klageren bevidst havde forsøgt at unddrage sig betaling. Forbrugerrepræsentanterne påpegede dog, at selvbetjeningssystemets kompleksitet kan være vanskeligt at navigere for mange brugere, især turister, og mente, at selskabet burde have udvist større konduite i sagsbehandlingen. De bemærkede, at klageren havde én gyldig billet, og at hendes forventning om, at appen ville huske sidste dags indstilling, var forståelig. |
17. december 2025 | Movia | Trafikvirksomhed medhold (dissens) |
| For sent check ind i DSB-appen |
25-0331
Sagen vedrørte en kontrolafgift på 1.000 kr., udstedt den 23. juni 2025, fordi klageren ikke havde checket ind i DSB-appen før påstigning på buslinje 202A. Klageren steg på ved Roskilde Handelsskole kl. 12:45:00 og swipede først check ind kl. 12:45:13, 13 sekunder efter busens afgang. Ankenævnet fastslog, at check ind i DSB-appen skal ske inden påstigning, og at forsinkelsen gjorde, at klageren ikke havde gyldig rejsehjemmel ved billetkontrollen. Oplysningerne i appen anses som tilstrækkeligt tydelige, og kontrolafgiften blev derfor pålagt med rette. |
17. december 2025 | Movia | Trafikvirksomheden medhold |
| For få zoner |
25-0332
Sagen vedrørte en kontrolafgift på 750 kr., udstedt den 8. august 2025, fordi klageren ikke havde gyldig billet til zone 4 på sin rejse med Metroen fra Københavns centrum til Lufthavnen. Klageren havde købt en mobilbillet til to zoner fra zone 1, hvilket kun dækkede zonerne 1–3. Ankenævnet fastslog, at klageren manglende gyldig rejsehjemmel ved kontrollen, og at selv om fejlen skyldtes en forkert indtastet destination, påhviler det passageren at sikre gyldig billet til hele rejsen. Kontrolafgiften blev derfor pålagt med rette. |
17. december 2025 | Metro Service | Trafikvirksomheden medhold |
| Andet (rejst på forkert billet/kort) |
25-0345
Sagen vedrørte en kontrolafgift på 1.000 kr., som en 16-årig klager blev pålagt den 30. juni 2025 under en rejse med buslinje 603 fra Næstved st. til Enøby. Afgiften blev udstedt, fordi klageren fremviste en børnebillet, selvom han var fyldt 16 år og dermed skulle rejse på voksenbillet. Klageren havde købt billetter kontant hos chaufføren på linje 601A tidligere samme dag og havde fået udstedt en børnebillet uden at være opmærksom på dette. Et flertal i ankenævnet bemærkede, at det som udgangspunkt er passagerens ansvar at kontrollere, at billetens type svarer til rejsens krav. Klagerens henvendelse til Movia om chaufførens fejl blev modtaget først 25 dage efter hændelsen, hvilket overskred den fastsatte klagefrist på 14 dage, og det var derfor rimeligt af Movia at antage, at chaufføren ikke kunne bidrage meningsfuldt til oplysningen af sagen. Afgiften blev derfor pålagt med rette. Forbrugerrepræsentanterne udtalte dog, at klageren havde handlet i god tro ved at søge hjælp hos chaufføren og anvende den udstedte billet. De fremhævede, at systemet for billetkøb kan være svært at gennemskue for ikke-dansktalende og unge passagerer, og at ansvaret for fejlen i denne konkrete situation i overvejende grad lå hos chaufføren. Forbrugerrepræsentanterne vurderede derfor, at kontrolafgiften burde have været frafaldet i den efterfølgende sagsbehandling. |
17. december 2025 | Movia | Trafikvirksomhed medhold (dissens) |
| For sent check ind i DSB-appen |
25-0352
Sagen vedrørte en kontrolafgift på 1.000 kr., udstedt den 20. august 2025 til klagerens 16-årige datter, fordi hun først swipede check ind i DSB-appen efter påstigning på buslinje 600S. Bussen afgik fra Hundige Kirke kl. 13:38:23, mens check ind blev gennemført kl. 13:38:31, 8 sekunder for sent. Ankenævnet fastslog, at check ind i DSB-appen skal ske inden påstigning, jf. de landsdækkende rejseregler, og at datterens manglende viden om dette ikke ændrer vurderingen. Reglen er vigtig for at sikre trafikvirksomhedernes billetindtægter. Kontrolafgiften blev derfor pålagt med rette. |
17. december 2025 | Movia | Trafikvirksomheden medhold |
| Mobilbilletter skal være modtaget inden påstigning |
25-0380
Sagen vedrørte en kontrolafgift på 1.000 kr., udstedt den 21. august 2025, fordi klageren først modtog sin mobilbillet efter påstigning på buslinje 400S fra Psykiatrisk Center Ballerup kl. 15:06:29. Billetmodtagelsen på telefonen skete kl. 15:06:39, mens kontrollørerne var ombord kl. 15:06:11. Ankenævnet fastslog, at billetter skal være modtaget på mobilen inden påstigning, jf. de landsdækkende rejseregler, og at en tilkøbsbillet til én zone ikke var gyldig sammen med klagerens pendlerkort, da zone 42 ikke grænser op til zonerne 01–02. Kontrolafgiften blev derfor pålagt med rette. |
17. december 2025 | Movia | Trafikvirksomheden medhold |
| Mobilbilletter skal være modtaget inden påstigning |
25-0386
Sagen vedrørte en kontrolafgift på 1.000 kr., udstedt den 2. september 2025, fordi klageren først modtog sin mobilbillet kl. 10:26:43, efter at bussen var afgået fra stoppestedet Kornmarksvej kl. 10:25:28. Ankenævnet fastslog, at billetter skal være modtaget på mobilen inden påstigning, jf. de landsdækkende rejseregler, og at det ikke er tilstrækkeligt, at bestillingen er påbegyndt. Kontrolafgiften blev derfor pålagt med rette. |
17. december 2025 | Movia | Trafikvirksomheden medhold |
| Billet udløbet |
25-0397
Sagen vedrørte en kontrolafgift på 1.100 kr., udstedt den 16. september 2025, fordi klageren ikke kunne fremvise billet til toget mellem Skærbæk og Tønder Nord. Ankenævnet fastslog, at klageren kun havde købt en billet til busrejsen mellem Lovrup og Skærbæk, og at kvitteringen, hun indsendte, vedrørte et tidligere køb den 15. september. Der forelå derfor ingen dokumentation for, at hun havde købt en gyldig billet til togrejsen. Det påhviler passageren at sikre, at mobilbillet er modtaget og synlig i Rejsebillet-appen inden påstigning, og der var ingen tekniske problemer med appen. Kontrolafgiften blev derfor pålagt med rette. |
17. december 2025 | GoCollective | Trafikvirksomheden medhold |
| Billet udløbet |
25-0399
Sagen vedrørte to kontrolafgifter på hver 750 kr., udstedt den 6. september 2025, fordi klagerne fremviste DSB Print-selv-billetter, der var gyldige den 5. september, men udløbet ved billetkontrollen i Metroen den 6. september. Ankenævnet fastslog, at billetterne ikke var gyldige på kontroltidspunktet, og at det er passagerens ansvar at sikre, at billettens dato svarer til rejsen. Kontrolafgifterne blev derfor pålagt med rette, og en tastefejl ved billetkøbet ændrer ikke dette, da det ellers åbner mulighed for omgåelse af reglerne. |
17. december 2025 | Metro Service | Trafikvirksomheden medhold |
| For sent check ind i Rejsekort-appen |
25-0400
Klageren blev pålagt en kontrolafgift på Metroen den 21. september 2025, fordi hun først swipede sit Rejsekort i appen kl. 16:04:00, hvilket var over et minut efter, at Metroen forlod Østerport st. Check ind skal ske inden påstigning, jf. de landsdækkende rejseregler. Ankenævnet fastslog, at klageren dermed ikke havde gyldig rejsehjemmel på kontroltidspunktet, og at reglen er nødvendig for at sikre trafikvirksomhedernes billetindtægter. Kontrollens oplysninger og Rejsekort-appens instruktioner vurderedes som tilstrækkeligt tydelige. |
17. december 2025 | Metro Service | Trafikvirksomheden medhold |
| For sent check ind i Rejsekort-appen |
25-0445
Klageren blev pålagt en kontrolafgift på 1.000 kr. den 26. september 2025, fordi han først swipede sit Rejsekort i appen kl. 17:40:07, efter at bussen havde forladt stoppestedet Rigshospitalet Syd kl. 17:34:21. Ankenævnet fastslog, at check ind i Rejsekort-appen skal ske inden påstigning, jf. de fælles landsdækkende rejseregler, og at passageren dermed ikke havde gyldig rejsehjemmel på kontroltidspunktet. Selv om klageren oplyste, at han var kommet til skade med skulderen, kunne dette ikke fritage ham fra kravet om at swipe ind før påstigning. |
17. december 2025 | Movia | Trafikvirksomheden medhold |
| Mobilbilletter skal være modtaget inden påstigning |
25-0189
Klageren bestilte en billet, men købet blev aldrig fuldført, fordi klagerens blodsukker faldt, og der blev derfor ikke leveret nogen billet til klagerens telefon. Ankenævnet udtalte, at dette ikke satte rejsereglerne ud af kraft, hvorefter det er passagerens ansvar at vente med at stige på transportmidlet, indtil billetten er modtaget på telefonen. |
17. december 2025 | Midttrafik | Trafikvirksomheden medhold |
| Mobiltelefon løbet tør for strøm/gået død |
25-0284
Klageren havde købt en Orange-billet på sin telefon, som han efter påstigning lagde i lommen. Dette havde telefonen registreret som åbningsforsøg og låste automatisk. Da han ikke kunne forevise billetten på telefonen ved en efterfølgende kontrol, blev han pålagt en kontrolafgift på 375 kr., som DSB efterfølgende nedsatte til 125 kr., fordi de kunne se, at klageren havde haft en gyldig billet. Ankenævnet fastholdt, at DSB kunne fastholde kravet om de 125 kr., da den manglende forevisning af billetten i kontrolsituationen ikke beroede på en fejl ved DSB’s app. |
17. december 2025 | DSB Fjern- og Regionaltog | Trafikvirksomheden medhold |
| For sent check ind i DSB-appen |
25-0303
Klageren gjorde gældende, at han havde swipet sit check ind i DSB-appen inden påstigning, men de loggede data viste, at dette ikke var tilfældet, hvorfor ankenævnet fastholdt kontrolafgiften. |
17. december 2025 | Movia | Trafikvirksomheden medhold |
| Ingen billet |
25-0318
Klageren var turist i København og kørte sit kreditkort foran det blå punkt på en rejsekortstander, og regnede med at have gyldig billet, som han er vant til i andre lande. Ankenævnet fastholdt den kontrolafgift, som klageren var blevet pålagt efterfølgende for at mangle billet. |
17. december 2025 | Metro Service | Trafikvirksomheden medhold |
| For få zoner |
25-0329
Klageren gjorde gældende, at have haft købt en 2-zoners billet i tillæg til sin billet i Skåne-billetappen, og at han havde forevist begge billetter ved kontrollen i Metroen. Ankenævnet fandt ikke, at klagerens forklaring var troværdig og udtalte: "Ankenævnet lægger til grund, at hvis klageren i kontrolsituationen havde forevist den 2-zoners billet, som han har indsendt efterfølgende, ville kontrolløren ikke have udstedt en kontrolafgift eller have taget billeder af klagerens Skånetrafiken-billet, ID mv. På baggrund af at der blev udstedt en kontrolafgift og taget diverse fotos i kontrolsituationen, lægger ankenævnet til grund, at klageren ikke foreviste en gyldig billet til zone 02. Herefter blev kontrolafgiften til klageren pålagt med rette, og da det ikke er en betingelse for at pålægge en kontrolafgift, at passageren bevidst har søgt at unddrage sig at betale for rejsen, finder ankenævnet, at der ikke har foreligget sådanne særlige omstændigheder, at kontrolafgiften skal frafaldes. Den omstændighed, at klageren efterfølgende har indsendt en upersonlig kontantbillet til zone 02, der kun er gyldig for ihændehaveren ved forevisning i kontrolsituationen, kan efter ankenævnets faste praksis ikke føre til et andet resultat." |
17. december 2025 | Trafikvirksomheden medhold | |
| Fortolkning af regler |
25-0350
Ifølge klageren opdagede han, at han ikke havde meget strøm tilbage på sin mobiltelefon og snakkede med sine kollegaer om det, mens han swipede sit check ind i Rejsekort-appen, hvilket kollegaerne så. Derefter slog han mobildata og GPS fra for at spare på strømmen. Ifølge Metro Service godkender man vilkårene for brug af Rejsekort-appen, når man opretter sig som bruger, inden man kan benytte appen, hvor der står: "Når du rejser med Rejsekort som app og er checket ind, skal din telefon være tændt og lokationsdata skal være slået til under hele rejsen. Er din telefon slukket eller løber den tør for strøm, så kan korrekt rute og billetpris ikke beregnes, og ved eventuel billetkontrol vil du derfor ikke kunne vise gyldig billet. Er din telefon sat på flytilstand, kan du risikere at blive automatisk tjekket ud. Undlad derfor at vælge flytilstand, når du rejser på Rejsekort som app." Klageren blev automatisk checket ud af appen, da den mistede forbindelse til internettet, og han blev pålagt en kontrolafgift. Ankenævnet fastholdt denne, og udtalte: "Klageren slog lokationsdata fra straks efter, at han havde swipet sit check ind, hvilket indebar, at appen ikke kunne registrere hans rejse eller beregne nogen pris. På det tidspunkt, hvor klageren swipede sit check ind, havde appen forbindelse til internettet, hvilket forklarer, at klageren og hans kollegaer så, at appen registrerede klagerens check ind. Imidlertid mistede telefonen og appen forbindelsen til internettet, da klageren slog mobildata fra, hvilket også må være baggrunden for, at appen ikke kan give kunden nogen notifikation om, at rejsen afbrydes med et automatisk check ud. Der er ingen forbindelse til kundens Rejsekort-app, fordi den kræver internet for at virke. Når kunden ikke er checket ind på tidspunktet for kontrollen, udstedes der en kontrolafgift. Kontrolafgiften til klageren for manglende check ind på kontroltidspunktet blev dermed pålagt med rette. Klageren er ikke opkrævet nogen pris for denne rejse. Dette er et område med stor mulighed for omgåelse af passagerens pligt til at betale for sin rejse, hvis det accepteres, at der er checket ind på et Rejsekort, uanset at dette ikke kan vises på telefonen eller i loggen." |
17. december 2025 | Metro Service | Trafikvirksomheden medhold |
| Billet udløbet |
25-0379
Klageren var turist i København og havde købt en 5-dages billet, hvor dato og klokkeslæt for billettens udløb stod på selve billetten. Den var gyldig, mens klageren kørte med bussen til Grundtvigskirken på sightseeing, men udløb imens. Klageren blev derfor pålagt en kontrolafgift, da hun på tilbageturen rejste med bussen på den udløbne billet. Ankenævnet fastholdt kontrolafgiften. |
17. december 2025 | Movia | Trafikvirksomheden medhold |
| Orangebillet |
25-0252
Ifølge klageren, steg hun og sønnen på bussen, hvor hun viste sin billet til chaufføren, der bekræftede, at de kunne komme ombord på bussen, og lod dem rejse med. DA der var tale om en Orange-billet, var den imidlertid ikke gyldig til busrejse, og klageren blev efterfølgende pålagt en kontrolafgift. Ankenævnet fastholdt denne og udtalte: "Det fremgår af den interne elektroniske kontrolafgift, at kontrolløren krydsede ”nej” i feltet, om kunden havde spurgt chaufføren. Det er ankenævnets opfattelse, at det ville være oplagt og naturligt, at kunden henleder kontrollørens opmærksomhed derpå i de tilfælde, hvor kunden mener, at en chauffør har givet kunden lov til at rejse med bussen, så det kan afklares, mens alle parter er til stede, hvad der blev forevist til chaufføren, og hvad denne svarede. Ankenævnet lægger derfor til grund, at klageren ikke rettede en direkte og tydelig henvendelse til chaufføren, hvor hun spurgte denne til råds om billettens gyldighed ved påstigningen. Dette er en betingelse for, at ansvaret for passagerens gyldige rejsehjemmel skal overgå fra passageren til chaufføren. Herefter blev kontrolafgiften for at rejse på en Orangebillet pålagt klageren med rette, og da det ikke er en betingelse for at pålægge en kontrolafgift, at passageren bevidst har søgt at unddrage sig at betale for rejsen, finder ankenævnet, at der ikke har foreligget sådanne særlige omstændigheder, at kontrolafgiften skal frafaldes. Ankenævnet bemærker, at klageren ifølge den vedhæftede rejseplan til billetten, skulle have taget et S-tog fra Glostrup st. til Høje Taastrup st., men i stedet valgte at stige ombord på en bus. Imidlertid finder ankenævnet anledning til at kommentere Movias udsagn om, ”at buschauffører ikke foretager billetkontrol, men udelukkende kan vejlede, mens en udtalelse om, at man har ret til at køre med bussen, ikke udgør en validering af billettens gyldighed. Det er alene passagerens ansvar at sikre sig, at den anvendte billet er gyldig til rejsen – også selvom chaufføren udviser imødekommenhed”. Ankenævnet har i flere sager statueret, at hvis passageren udtrykkeligt anmoder om chaufførens udtalelse om en billets gyldighed og foreviser hele billetten på en tydelig måde, overgår ansvaret for billettens gyldighed fra passageren til chaufføren ved en efterfølgende kontrol i den samme bus. Ved passagerens eventuelle omstigning til en anden bus, skal passageren igen forhøre sig hos den respektive chauffør. Der ses ikke at være noget grundlag for at ændre denne praksis." |
17. december 2025 | Movia | Trafikvirksomheden medhold |
| Pensionistkort i spærretiden |
25-0449
Klageren rejste på et pensionistkort i spærretiden, og ankenævnet fastholdt hendes kontrolafgift. |
17. december 2025 | Movia | Trafikvirksomheden medhold |