Afgørelser

Klageren fik den 22. november 2024 en kontrolafgift på 1.000 kr. for at have checket ind i DSB-appen efter påstigning på buslinje 1A ved Skt. Hans Torv. Han forklarede, at bussen var forsinket, og at linjenummeret ikke var synligt udefra, hvorfor han steg på bussen for at tjekke linjenummeret på de indvendige skærme, før han checkede ind. Ifølge elektroniske logs skete check ind 1 minut og 57 sekunder efter, at bussen havde forladt stoppestedet.

Movia afviste klagen med henvisning til, at check ind altid skal ske inden påstigning, og ankenævnet stadfæstede afgørelsen med samme begrundelse. Nævnet lagde vægt på, at passageren kunne have afklaret linjenummeret hurtigere, og at manglende oplysning i appen om kravet om check ind før påstigning ikke ændrede vurderingen.

Kontrolafgiften blev hermed fastholdt.

En norsk passager rejste den 16. oktober 2024 med Metroen mod Nordhavn for at nå en færge til Oslo. Under billetkontrol mellem Østerport og Nordhavn kl. 15:54 kunne hun ikke fremvise gyldig billet og blev derfor pålagt en kontrolafgift på 750 kr.

Passageren oplyste, at hun ikke fik besked om afgiften, kun blev bedt om ID, og at hun ikke fik udleveret den fysiske kontrolafgift, da hun havde travlt med at nå færgen. Metro Services steward noterede, at hun skulle nå en færge og derfor ikke fik afgiften udleveret, men at hun havde udfyldt og underskrevet en kvitteringsslip med navn og adresse.

Da afgiften ikke blev betalt, sendte Metro Service en rykker med 100 kr. i gebyr. Passageren klagede den 3. februar 2025 og hævdede bl.a., at hun aldrig havde udfyldt eller underskrevet kvitteringsslippen. Metro Service afviste klagen, idet oplysningerne på kvitteringsslippen matchede hendes adresse i Norge, som ikke fremgik af kørekortet, hvilket ankenævnet vurderede som bevis for, at hun selv havde udfyldt slippen.

Ankenævnet fastslog, at der ikke var fremlagt dokumentation for gyldig billet, og at kontrolafgiften derfor var korrekt pålagt. Manglende fysisk udlevering af afgiften eller passagerens travlhed ændrede ikke på gyldigheden. Stavningsforskelle i fornavnet blev heller ikke tillagt betydning.

Kontrolafgiften og rykkergebyret blev derfor opretholdt.

Sagen omhandler kontrolafgifter udstedt til en klager og hans to sønner i forbindelse med en rejse med Metroen til Københavns Lufthavn. Klageren oplyste først, at han havde checket ind for sig selv, sine to sønner og en veninde på Nørrebro st., men ændrede senere forklaring til, at han i stedet havde checket ind for venindens to børn og at sønnerne først stod på senere med egen billet. Rejsekortets historik viser dog, at kortet blev checket ud allerede på Frederiksberg st., hvilket ifølge klageren var en fejl, da de skulle nå et fly og ikke kunne være steget af. Ankenævnet fandt, at check ud sandsynligvis skete ved en fejl under linjeskift, og at Rejsekortet ikke var checket ind på kontroltidspunktet. Da der ikke forelå særlige omstændigheder, og da klagerens ændrede forklaring ikke var blevet sandsynliggjort, blev kontrolafgifterne til klageren og hans to sønner fastholdt.

Den 24. oktober 2024 rejste klageren med buslinje 1A fra Hvidovre uden at købe billet, hvilket hun forklarede skyldtes sygdom. Ved billetkontrol i zone 2 kunne hun ikke fremvise gyldig rejsehjemmel og fik en kontrolafgift på 1.000 kr.

Da hun ikke betalte, sendte Movia to rykkere med gebyrer på 100 kr. hver.

Ankenævnet fandt, at afgiften var korrekt pålagt, at sygdom ikke fritog for betaling, og at rykkergebyrerne var lovlige efter renteloven.

Den 19. november 2024 rejste klageren med buslinje 1A fra Hvidovre Hospital i zone 33. Ved billetkontrol viste han et pendlerkort gyldigt til zonerne 1, 2, 32 og 42, men ikke zone 33. Han blev derfor pålagt en kontrolafgift på 1.000 kr.

Movia afviste klagerens anmodning om at få afgiften annulleret med henvisning til, at han havde rejst uden for kortets gyldighedsområde.

Ankenævnet stadfæstede afgørelsen, idet passageren selv har ansvaret for at have gyldig billet, og der ikke forelå særlige omstændigheder, der kunne fritage for afgiften.

Den 21. januar 2025 steg klageren på buslinje 23 ved Mozarts Plads og forsøgte at checke ind på sit Erhvervsrejsekort. Ifølge hende viste standeren blot ”Starter…”, og hun kunne derfor ikke checke ind. En kontrollør ombord udstedte en kontrolafgift på 1.000 kr. for manglende gyldig rejsehjemmel.

Kontrolløren afviste, at standeren var ude af funktion, og logs fra bussen viste, at det var muligt at checke ind på standeren ved fordøren. Movia fastholdt afgiften, men gengav fejlagtigt, at klageren havde oplyst at have set beskeden ”OK god rejse” på displayet.

Ankenævnet fandt, at klageren burde have henvendt sig til chaufføren, og at ansvaret for manglende billet derfor lå hos hende. Kontrolafgiften blev stadfæstet, men Movia skulle tilbagebetale klagegebyret på 160 kr. pga. sagsbehandlingsfejlen.

Den 10. februar 2025 købte klageren et pendlerkort i DOT-appen og troede, at det var gyldigt med det samme. Kortet var dog først gyldigt fra 12. februar 2025 kl. 00:00, fordi hun havde bestilt det som en forlængelse af et tidligere pendlerkort, der stod til at udløbe denne dato, men som hun tidligere havde annulleret.

Samme morgen rejste hun med Metroen og fik en kontrolafgift på 750 kr., da kortet endnu ikke var gyldigt. Ankenævnet fandt, at gyldighedsdatoen tydeligt fremgik af kortet, og at hun derfor selv havde ansvaret for at sikre gyldig rejsehjemmel. Kontrolafgiften blev fastholdt, da der ikke forelå særlige omstændigheder, der kunne fritage hende for betaling.

Den 12. februar 2025 rejste klageren med Lokaltog fra Hillerød til Helsinge og forsøgte at bruge Rejsekort-appen til betaling. Hun forklarede, at hun havde checket ind på perronen inden afgang og kunne se et aktivt check ind på telefonen. Under billetkontrol ved Duemosen st. bad kontrolløren hende åbne appen for at scanne QR-koden, hvorefter check ind forsvandt.

Lokaltog fastholdt afgiften på 1.000 kr., da hverken deres systemer, Rejsekort Kundecenter eller app-leverandøren kunne finde digitale spor af et check ind på det relevante tidspunkt. Ankenævnet lagde til grund, at der ikke var sket korrekt check ind før påstigning, og at ansvaret herfor lå hos klageren. Kontrolafgiften blev fastholdt, da der ikke var særlige omstændigheder, der kunne fritage hende.

Den 30. januar 2025 steg klageren på buslinje 500S ved Skovvejens Skole kl. 12:09:39. Hun modtog først sin mobilbillet kl. 12:12:37, hvilket var efter påstigning og efter at kontrollører var steget på bussen ved Ballerup Rådhus kl. 12:11:54.

Movia fastholdt kontrolafgiften på 1.000 kr. med henvisning til, at mobilbilletter skal være modtaget på telefonen inden påstigning. Ankenævnet lagde de elektroniske logs til grund og fandt, at kravet i rejsereglerne ikke var opfyldt. Kontrolafgiften blev fastholdt, da der ikke forelå særlige omstændigheder, der kunne begrunde en annullering.

Den 13. marts 2025 steg klageren på letbanens linje L ved SDU Syd – Hospital Nord kl. 09:35 uden at have modtaget sin mobilbillet. Under kontrol kl. 09:37:12 kunne han ikke fremvise billet, og betalingen for billetten blev først gennemført kl. 09:37:33.

Fynbus fastholdt afgiften på 1.000 kr. med henvisning til, at mobilbilletter skal være modtaget inden påstigning. Ankenævnet lagde til grund, at billetten først blev gyldig efter påstigning og efter kontrol.

Den 19. marts 2025 steg klageren på Metroen ved Lufthavnen st. uden at have checket ind i Rejsekort-appen. Metroen afgik kl. 07:11:10, og klageren swipede først sit check ind kl. 07:12:03 – 57 sekunder efter afgang. Under kontrol mellem Lufthavnen og Kastrup kunne hun derfor ikke fremvise gyldig rejsehjemmel.

Klageren mente, at hun måtte checke ind efter påstigning, og at informationen om at swipe inden ombordstigning ikke var tydelig i appen. Hun påpegede også, at hendes mand ikke blev pålagt afgift, selvom han heller ikke havde checket ind.

Ankenævnet lagde vægt på, at rejsereglerne kræver check ind i appen inden påstigning, ligesom med det fysiske Rejsekort, og at klagerens check ind derfor var for sent. Mangelfuld information i appen ændrede ikke på resultatet, da der også er tydelige mærkater og skilte på station og perrondøre om kravet. Kontrolafgiften på 750 kr. blev fastholdt.

Klageren blev pålagt en kontrolafgift på 750 kr. den 15. marts 2025, da han ikke kunne fremvise gyldig rejsehjemmel under en kontrol i Metroen. Han havde et Rejsekort Pendler Kombi med automatisk fornyelse, men pendlerperioden var udløbet den 14. marts, og den nye periode var ikke blevet aktiveret, fordi han ikke havde checket ind på sit kort ved rejsens start. Årsagen til, at han ikke kunne checke ind, var, at han havde mistet sin pung med Rejsekortet. Klageren mente derfor, at han kunne rejse uden at checke ind, da han anså sin pendlerperiode som aktiv og kunne dokumentere betaling efterfølgende. Metro Service fastholdt kontrolafgiften, idet klageren ikke havde gyldig rejsehjemmel på kontroltidspunktet. Ankenævnet bekræftede denne vurdering og lagde vægt på, at klageren skulle have checket ind ved rejsens start for at aktivere den nye pendlerperiode, og at det ikke ændrer noget, at han havde mistet sit kort. Der var derfor ikke grundlag for at frafalde eller nedsætte kontrolafgiften.

Klageren rejste den 14. marts 2025 med Metroen fra Københavns Lufthavn til Nørreport station og videre med regionaltog til Snekkersten station. Forud for rejsen havde han i DSB-appen købt en Orangebillet, som han antog dækkede hele strækningen fra Københavns Lufthavn til Snekkersten. Orangebilletten var dog kun gyldig på regionaltogsdelen fra Nørreport til Snekkersten og ikke til Metroen. Under en billetkontrol på Metroen mellem Christianshavn og Nørreport blev klageren derfor pålagt en kontrolafgift på 750 kr. for manglende gyldig billet til denne del af rejsen.

Ankenævnet fandt, at det var rimeligt, at kunden kan vælge en Orangebillet, selvom den ikke dækker hele rejsen, da den ofte giver en økonomisk fordel, men det forudsætter, at man køber separate billetter til de øvrige dele. Købsflowet i DSB-appen og billettens vilkår gjorde det klart, at billetten ikke gælder til Metroen, og derfor kunne klageren ikke med rette forvente at kunne rejse med Metroen på denne billet.

På den baggrund fandt ankenævnet, at kontrolafgiften var pålagt med rette, og der var ikke særlige omstændigheder, som kunne føre til frafald. Endvidere var Metro Service berettiget til at pålægge rykkerskrivelse med gebyr, da klageren ikke betalte inden betalingsfristen.

Klageren fik en kontrolafgift på 1.000 kr. for ikke at have checket ind straks ved påstigning på buslinje 4A den 13. februar 2025. Hun fremviste et udløbet Pendlerkort og checkede først ind på sit personlige Rejsekort 33 sekunder efter kontrolafgiften blev udstedt. Klagerens forklaring om, at hun skulle finde plads til sin datter og finde kortet i tasken, blev ikke anset som særlige omstændigheder, der kunne undskylde forsinkelsen. Ankenævnet fandt derfor, at kontrolafgiften var korrekt, da klageren ikke havde gyldig rejsehjemmel ved rejsens start, og check-ind skal ske straks ved påstigning.

Klageren bestilte den 3. marts 2025 en ny 30-dages pendlerperiode til sit Rejsekort Pendler og checkede ind samme dag, men da den tidligere periode først udløb den 4. marts kl. 23:59, blev den nye periode ikke aktiveret. En pendlerperiode aktiveres først ved et check ind efter den tidligere periodes udløb. Klageren rejste med Metroen den 21. marts 2025 uden at have aktiveret den nye periode, og blev derfor pålagt en kontrolafgift.

Klageren forklarede, at han troede, pendlerperioden var aktiv efter check ind den 3. marts, men Metro Service fastholdt kontrolafgiften, og ankenævnet stadfæstede, da klageren også havde modtaget en SMS-påmindelse om, at den nye periode først aktiveres ved check ind efter udløb af den gamle. Betalingen trækkes først ved aktivering, og perioden løber fra første gyldige check ind.

Ankenævnet fandt ikke, at der var særlige omstændigheder, der kunne ændre afgørelsen, og at kontrolafgiften var korrekt, da klageren rejste uden gyldig rejsehjemmel.

Klageren forsøgte den 3. april 2025 at checke ind på sit fysiske Rejsekort ved en check-ind-stander på Københavns Lufthavn Metrostation, men oplevede, at standeren ikke virkede. Efter flere forsøg opgav hun og steg på Metroen uden at være checket ind. Ved billetkontrol blev hun pålagt en kontrolafgift på 750 kr.

Metro Service undersøgte sagen og kunne dokumentere, at klagerens kort ikke var checket ind, og at der ikke var registreret fejl på check-ind-udstyret på stationen. Der er flere check-ind-standere og automater på stationen, så klageren kunne have benyttet en anden stander eller søgt hjælp via opkaldspunkter eller steward.

Ankenævnet fandt, at klageren selv havde ansvaret for at sikre gyldig rejsehjemmel før påstigning og dermed for at finde en alternativ måde at checke ind på, hvis den ene stander ikke virkede.

Klageren blev den 11. april 2025 pålagt en kontrolafgift på 1.000 kr. for ikke at have checket ind straks ved påstigning på buslinje 2A. Kontrollørerne var allerede ombord, da klageren steg på bussen, og bemærkede, at klageren tog plads, før han havde checket ind på sit Rejsekort.

Klageren bad efterfølgende om at få annulleret kontrolafgiften med den begrundelse, at han var i gang med at finde sit kort frem, da kontrolløren kom.

Ankenævnet vurderede, at reglerne kræver, at check ind på Rejsekortet skal ske straks ved påstigning og inden kunden finder sin plads. Da klageren ikke gjorde dette, var kontrolafgiften berettiget, og der var ikke særlige omstændigheder til at annullere den.

Sagen vedrører en passager, der blev pålagt en kontrolafgift, idet han steg ombord i bussen uden gyldig rejsehjemmel. Flertallet bemærkede, at klageren allerede inden påstigning var klar over, at den ønskede 12-timers billettype ikke længere kunne findes i applikationen. Ikke desto mindre steg han på bussen uden at have sikret sig anden gyldig billet eller anvendt sit Rejsekort.

Flertallet tillagde det væsentlig betydning, at klageren heller ikke straks efter påstigning rettede henvendelse til chaufføren med henblik på at få vejledning eller assistance til at erhverve gyldig rejsehjemmel. Det er efter reglerne passagerens eget ansvar at sikre sig billet inden rejsens påbegyndelse, eller omgående søge hjælp fra chaufføren, hvis vanskeligheder opstår. Da klageren undlod dette, måtte han anses for at have tilsidesat sine forpligtelser som rejsende.

Det blev yderligere fremhævet, at de fælles landsdækkende rejseregler fastslår, at gyldig rejsehjemmel skal være modtaget på den rejsendes enhed før ombordstigning, og at det ikke er tilstrækkeligt, at købsprocessen blot er påbegyndt. På denne baggrund fandt flertallet, at kontrolafgiften var pålagt med rette.

Mindretallet udtalte, at klageren straks søgte at erhverve gyldig rejsehjemmel, herunder ved at rette henvendelse til kontrolløren og tilbyde at benytte sit Rejsekort, og at afgiften derfor burde være frafaldet ud fra hensynet til konduite.

Klageren skulle med bussen for at komme til en familiemiddag kl. 18:00. Klageren mødte op ved stoppestedet Fasanvej st. kl. 17:30 for at tage buslinje 4A mod Buddinge st. kl. 17:43. Bussen kom først kl. 17:52, men kørte forbi uden at standse. Hun tog derfor en anden bus 4A, der kun gik til Emdrup Torv, hvor hun måtte vente på næste forbindelse. Som følge heraf ankom hun først til middagen ca. kl. 18:30, og rejsen kostede 23,80 kr. på Rejsekort, som hun bad Movia om at refundere. Klageren gjorde gældende, at reglerne om at tage en taxa, som man selv lægger ud for, er en forskelsbehandling af folk, der ikke har råd til dette.

Ankenævnet udtalte: Der findes ingen lovbestemt pligt for trafikselskaber til at indføre rejsegaranti. Movia har dog selv valgt at etablere en sådan ordning med betingelser fastsat af selskabet. Hovedbetingelsen er, at bussen enten er 20 minutter forsinket eller kører forbi et stoppested uden at standse, og at passageren derefter kan dokumentere udgifter til taxakørsel. Ankenævnet kan ikke pålægge Movia at ændre reglerne. Da klageren ikke tog en taxa, var hendes situation ikke omfattet af rejsegarantien. Klageren har ikke lidt et økonomisk tab, idet hun blev transporteret fra A til B. Hertil kommer, at hun under ingen omstændigheder ville være nået rettidigt til familiearrangementet kl. 18, selv hvis buslinje 4A havde kørt planmæssigt. Ankenævnet fandt derfor, at Movia ikke var erstatningsansvarlig, og at klageren ikke havde krav på kompensation for sin busrejse.

Klagen vedrører opkrævning af 3.900 kr. for rejsekortsystemets 13 automatiske optankninger á 300 kr. til klagerens Rejsekort Flex, som klagerens søn lånte og mistede, og som derfor uretmæssigt er blevet benyttet af en ukendt tredjemand.

Klageren gjorde gældende, at Rejsekort v/DSB selv hæfter for at have op-tanket igen og igen uden at spærre Rejsekortet, når de ikke kunne opkræve beløbet via tank-op-aftalen, og når de skrev, at aftalen ville blive lukket, hvis han ikke betalte fakturaerne, hvilket han ikke gjorde, og derfor med rette regnede med, at aftalen ville blive lukket.

Ankenævnet lagde til grund, at klageren havde modtaget de i alt 26 meddelelser fra DSB om optankningerne i både e-mails og E-boks. Kortholderen er efter kortbestemmelserne forpligtet til selv løbende at kontrollere sin rejsehistorik og reagere på uregelmæssigheder. Da klageren forholdt sig passiv, fandt flertallet, at DSB med rette kunne opkræve beløbene.

Mindretallet udtalte, at DSB’s kommunikation med brug af begreberne ”faktura”, ”indbetalingskort” og ”rykker 1” havde været uigennemsigtig og vildledende, så en forbruger med rette kunne have troet, at betalingsaftalen automatisk ville ophøre, og at fortsatte optankninger derfor var i strid med principperne om forbrugerbeskyttelse. Mindretallet fandt derfor, at klageren alene burde hæfte for én optankning på 300 kr.

Afgørelsen blev truffet efter stemmeflertallet, hvorfor DSB’s fulde krav blev fastholdt.

Klage angik en chaufførs adfærd under Flextrafik-handicapkørsel, hvor klageren ønskede chaufføren afskediget. Da chaufføren havde bestridt klagerens fremstilling, og det ikke var muligt at fastslå det faktiske hændelsesforløb, kunne ankenævnet ikke tage stilling til, om Movias servicestandarder var overskredet. Ankenævnet fremhævede dog, at hvis klagerens oplysninger var korrekte, ville chaufførens opførsel være uprofessionel og kritisabel. Spørgsmålet om afskedigelse er et ansættelsesretligt forhold, der falder uden for nævnets kompetence. Klagen blev derfor afvist, og klagegebyret skulle tilbagebetales til klageren i medfør af vedtægternes § 24, stk. 2.

Klageren skulle med tog fra Kbh H - Basel, via Hamborg. DSB aflyste afgangen til Hamborg, der gjorde, at klageren ikke kunne nå den videre forbindelse med ÖBB, hvorefter hun valgte at flyve til Basel i stedet, og anmodede DSB om at godtgøre hendes udgifter til ÖBB-billetten. DSB refundere prisen for hendes DSB-billet, men afviste kravet vedrørende ÖBB-billetten, som også ÖBB havde afvist at ville refundere, da det var en ikke-refunderbar billet, og da toget var afgået rettidigt.

Et flertal i ankenævnet bemærkede, at klageren ikke havde købt en gennemgående dagsbillet fra København til Basel, men havde købt første del hos DSB og sidste del med nattog hos ÖBB. Derfor var billetterne ikke omfattet af artikel 12 i togpassagerrettighedsforordningen, og eventuelle forsinkelser skulle vurderes for hver del af rejsen. Flertallet fandt, at DSB havde givet tilstrækkelig information om den aflyste afgang og tilbød alternative togforbindelser, hvorfor de ikke var erstatningsansvarlige over for klagerens udgifter.

Et mindretal udtalte, at DSB skulle refundere ÖBB-billetten, fordi klageren havde planlagt sin rejse med ca. 2 timers margin mellem ankomst til Hamborg og videreforbindelsen med ÖBB til Basel, hvilket var tilstrækkeligt til en uforudset hændelse, som aflysning af et tog. Det kunne ikke kræves, at klageren havde købt en samlet gennemgående billet til hele strækningen, der indebar siddeplads, og klageren købte en flybillet for at nå Basel samme dag og begrænsede dermed sit tab.

Afgørelsen blev truffet efter stemmeflertallet.

Klageren checkede først ind 4 sekunder inden bussen ankom til det stoppested, hvor kontrollørerne steg ombord, hvilket var for sent.

Klageren glemte at checke ind, fordi hun faldt i snak med en kollega efter påstigning.

Klageren viste ingen billet ved kontrollen, men indsendte bagefter flere billetter til Metro Service, og gjorde gældende, at han ikke kunne finde dem ved kontrollen. Billetterne var upersonlige kontantbilletter, der ikke gjorde det ud for en gyldig billet på kontroltidspunktet.