Gå til sidens indhold

Information

Ankenævnet holder lukket i uge 29 og 30 grundet sommerferie. The Appeals Board will be closed during weeks 29 and 30 due to the summer holiday.

Kontrolafgift

Kategori Nummer Dato Selskab Resultat
Mobilbilletter skal være modtaget inden påstigning 25-0444

Sagen angår en kontrolafgift på 1.000 kr., som klagerens datter blev pålagt den 12. august 2025 i buslinje 500S for for sent modtaget mobilbillet. Hun steg på ved Værløse St. kl. 17:23:28, mens billetten først blev modtaget på telefonen kl. 17:23:38.

Kontrollører var allerede ombord, og kontrolafgiften blev udstedt kort efter. Datteren gjorde gældende, at billetkøbet var i gang ved påstigning, og at hun fremviste billetten, så snart den blev modtaget.

Movia fastholdt, at billetten var modtaget efter påstigning, hvilket er i strid med rejsereglerne.

Ankenævnet lagde til grund, at mobilbilletter skal være endeligt modtaget på telefonen inden påstigning, og at det ikke er tilstrækkeligt, at købet er påbegyndt.

Da billetten først blev modtaget efter bussens afgang, havde klagerens datter ikke gyldig rejsehjemmel ved påstigning.

Kontrolafgiften blev derfor anset for pålagt med rette og opretholdt.

22. april 2026 Movia Trafikvirksomheden medhold
Mobilbilletter skal være modtaget inden påstigning 25-0470

Sagen angår en kontrolafgift på 1.000 kr., som klagerens 16-årige datter blev pålagt den 25. september 2025 i buslinje 11 for manglende billet. Datteren nåede bussen i sidste øjeblik og havde derfor ikke gennemført køb af mobilbillet inden påstigning, men påbegyndte købet straks efter.

Inden købet blev gennemført, blev hun mødt af en kontrollør, som udstedte kontrolafgiften. Klageren gjorde gældende, at datteren havde haft pendlerkort, men dette var mistet, og at hun derfor var i gang med at købe billet.

NT fastholdt, at mobilbilletten ikke var modtaget inden påstigning, og at et eventuelt efterfølgende køb ikke ændrer dette.

Ankenævnet lagde til grund, at billetten ikke var modtaget før påstigning, og at det ikke er tilstrækkeligt, at købet er påbegyndt.

Kontrolafgiften blev derfor anset for pålagt med rette og opretholdt.

Nævnet fandt ikke grundlag for kritik af kontrollørens adfærd, men bemærkede, at der bør udvises særlig hensynsfuldhed over for unge passagerer.

22. april 2026 Nordjyllands Trafikselskab Trafikvirksomheden medhold
For få zoner 25-0472

Sagen angår en kontrolafgift på 1.000 kr., som klageren blev pålagt den 8. oktober 2025 i en busrejse, fordi han rejste uden for sit pendlerkorts zoner. Klageren havde pendlerkort til zone 01 og 02, men blev kontrolleret i zone 43.

Klageren forklarede, at han havde købt en billet tidligere samme dag og troede, den gjaldt i 24 timer, men den var udløbet ved kontrollen.

Movia fastholdt kontrolafgiften.

Ankenævnet lagde til grund, at klageren ikke havde gyldig rejsehjemmel i zone 43, og at den tidligere købte billet ikke længere var gyldig.

Kontrolafgiften blev derfor anset for pålagt med rette og opretholdt.

22. april 2026 Movia Trafikvirksomheden medhold
Manglende zone på periodekort 26-0028

Sagen angår en kontrolafgift på 1.000 kr., som klageren blev pålagt den 22. november 2025 i buslinje 150S for manglende zoner. Klageren steg på i zone 51, men havde kun pendlerkort til zone 01 og 02 og havde ikke købt tillægsbillet inden påstigning.

Klageren forklarede, at hun forsøgte at spørge en kontrollør om køb af tillægsbillet, men blev i stedet pålagt en kontrolafgift. Hun henviste også til en svær personlig situation.

Movia fastholdt, at billetten ikke var gyldig uden for pendlerkortets zoner.

Ankenævnet lagde til grund, at tillægsbillet skulle være købt inden påstigning, da rejsen begyndte uden for pendlerkortets gyldighedsområde.

Nævnet bemærkede, at vejledning skulle søges hos chaufføren ved påstigning, og at personlige forhold ikke fritager for reglerne.

Kontrolafgiften blev derfor anset for pålagt med rette og opretholdt.

22. april 2026 Movia Trafikvirksomheden medhold
Fortolkning af rejseregler (cykler, hunde mv.) 25-0341

Klageren og hans familie rejste den 23. juli 2025 med Metroen til Enghave Plads med to små hunde, som han ikke havde købt billet til. Klageren havde checket sig selv og familien ind på Rejsekortet, men ikke hundene. Under billetkontrol efter Nørrebros Runddel fremviste han kun gyldige billetter for de personer, og blev pålagt en kontrolafgift på 375 kr. Ankenævnet fandt, at hunde, som ikke transporteres i taske eller bur, skulle have børnebillet, og at kontrolafgiften derfor var korrekt pålagt.

26. februar 2026 Metro Service Trafikvirksomheden medhold
Mobilbilletter skal være modtaget inden påstigning 25-0365

Klageren blev pålagt en kontrolafgift på 1.000 kr. under en busrejse med linje 6A den 27. august 2025. Hun steg på bussen ved Rigshospitalet Syd, men modtog mobilbilletten først 55 sekunder efter bussens afgang. Movia fastholdt kontrolafgiften, og ankenævnet vurderede, at billetmodtagelsen på telefonen skulle ske inden påstigning. Afgiften blev derfor pålagt med rette.

26. februar 2026 Movia Trafikvirksomheden medhold
Medtog kun den ene billet (samt kvittering) 25-0377

Klageren købte den 27. august 2025 to 2-zoners billetter i Metroens billetautomat, men medbragte kun én billet og en kvittering, da hun steg ombord. Under billetkontrol ved Marmorkirken st. kunne hun kun fremvise én billet, og blev derfor pålagt en kontrolafgift på 750 kr. Metro Service fastholdt afgiften, idet kvitteringen ikke kunne erstatte den manglende billet, og logdata viste, at automaten havde udskrevet to billetter med få sekunders mellemrum. Ankenævnet fandt, at kontrolafgiften blev udstedt med rette, da det var passagerens ansvar at sikre gyldig rejsehjemmel før påstigning.

26. februar 2026 Metro Service Trafikvirksomheden medhold
For få zoner 25-0384

Klageren, en turist fra Spanien, købte et City Pass Small 120 Adult i DOT-appen, gyldigt i zonerne 1–4 fra 4. til 9. september 2025. Den 5. september 2025 rejste han med buslinje 388 fra Nørre Campus til Taarbæk Havn, men kom under kontrol i zone 40 ved Klampenborg st. Hans City Pass dækkede ikke denne zone, og han blev pålagt en kontrolafgift på 1.000 kr. Movia fastholdt afgiften, idet det var passagerens ansvar at have gyldig rejsehjemmel. Ankenævnet fandt, at afgiften blev pålagt med rette, da klageren ikke havde gyldig billet til hele rejsen, og at turiststatus eller forvirring omkring zonesystemet ikke fritog ham for betaling.

26. februar 2026 Movia Trafikvirksomheden medhold
Ingen billet 25-0402

Klagerens søn rejste den 19. september 2025 med Letbanen i Odense i forbindelse med en skoletur. Han havde forud for rejsen købt en billet, men kunne under billetkontrol kl. 09:53 ikke fremvise denne. Han blev derfor pålagt en kontrolafgift på 500 kr. Klageren hævdede efterfølgende, at købet kunne dokumenteres med bankkvittering, men fremsendte aldrig dokumentation til hverken Fynbus eller ankenævnet. Ankenævnet fandt, at sønnen ikke kunne fremvise gyldig rejsehjemmel, og at afgiften derfor var pålagt med rette.

26. februar 2026 FynBus Trafikvirksomheden medhold
Ingen billet 25-0418

Klageren var på cykelferie fra Sverige til Tyskland og ankom til København den 16. august 2025. Han løb tør for data på sin telefon og kunne derfor ikke købe en mobilbillet, og der var ingen billetautomat ved stoppestedet. Klageren steg alligevel på buslinje 250S i forventning om at kunne købe billet fra kontrolløren. Ved billetkontrollen kunne han ikke fremvise gyldig billet og blev pålagt en kontrolafgift på 1.000 kr. Movia fastholdt afgiften, og ankenævnet fandt, at den var pålagt med rette, da klageren ikke havde gyldig rejsehjemmel, og at han i stedet kunne have henvendt sig til chaufføren ved påstigning.

26. februar 2026 Movia Trafikvirksomheden medhold
Billet/periodekort udløbet 25-0454

Klageren skulle den 1. oktober 2025 rejse med buslinje 350S fra Brønshøj Torv og forsøgte at forny sit pendlerkort i DOT-appen, men oplevede gentagne fejlmeddelelser. Efter ca. 20 minutters forgæves forsøg steg hun på bussen uden gyldig billet. Ved billetkontrollen tre stop senere kunne hun ikke fremvise billet og blev pålagt en kontrolafgift på 1.000 kr. Movia fastholdt afgiften med henvisning til, at hun skulle have sikret sig gyldig billet på anden vis eller henvendt sig til chaufføren. Ankenævnet fandt, at afgiften blev pålagt med rette, da klageren ikke havde modtaget en gyldig rejsehjemmel, og bemærkede, at hendes handicap og tekniske problemer ikke ændrede dette, ligesom eventuel diskrimination lå uden for nævnets kompetence.

26. februar 2026 Movia Trafikvirksomheden medhold
Mobilbilletter skal være modtaget inden påstigning 25-0456

Klagerens søn skulle den 21. oktober 2025 rejse med buslinje 101A fra Køge st. Han modtog først mobilbilletten kl. 18:17:11, altså efter at bussen var kørt kl. 18:16:49 og efter kontrollørernes påstigning ved Ølby st. Klageren anmodede Movia om annullering af kontrolafgiften på 500 kr., men Movia fastholdt den, da mobilbilletten først var modtaget efter påstigning. Ankenævnet fandt, at kontrolafgiften blev pålagt med rette, idet sønnen burde have sikret, at billet var gyldig inden påstigning, og at det ikke var relevant, at billetten kunne fremvises under selve kontrollen.

26. februar 2026 Movia Trafikvirksomheden medhold
Medtog ikke alle billetter fra automaten 25-0459

Den 25. oktober 2025 rejste klageren med fire medrejsende i Metroen. Hun havde købt fem billetter i Metroens automat, men medbragte kun én printet billet, som var gyldig til én voksen. Under billetkontrol kunne kun én billet fremvises, og klageren samt tre af de medrejsende blev pålagt hver en kontrolafgift på 750 kr.

Klageren hævdede, at automaten havde fejludskrevet én billet, men Metro Service fastholdt kontrolafgifterne, idet billetterne var upersonlige og kun gyldige, hvis de fysisk forevises under kontrollen. Loggen fra automaten viste, at alle fem billetter blev udskrevet med få sekunders mellemrum.

Ankenævnet fandt, at klageren burde have sikret sig, at hun havde modtaget og kontrolleret alle fem billetter, og at kontrolafgifterne derfor blev pålagt med rette. Indsendelse af bankudskrift kan ikke erstatte forevisning af gyldig billet ved kontrollen.

26. februar 2026 Metro Service Trafikvirksomheden medhold
Mobilbilletter skal være modtaget inden påstigning 25-0524

Den 25. november 2025 steg klageren på buslinje 164 ved Bernstorffsvej uden at have modtaget sin mobilbillet i DOT-appen. Hun havde påbegyndt billetkøbet, men blev afbrudt af en anden bus og en chauffør, hvilket forsinkede købet. Kontrolløren steg på bussen kl. 20:30, og klageren modtog først billetten efter påstigning.

Kontrolafgiften på 1.000 kr. blev udstedt, da det i henhold til de Fælles landsdækkende rejseregler pkt. 2.4.2. er kundens ansvar at have endeligt modtaget sin billet på mobilen før påstigning. Det er ikke tilstrækkeligt, at bestillingen blot er påbegyndt.

Ankenævnet fandt, at den beskrevne situation med samtale og afbrydelse fra en anden chauffør ikke ændrer på dette ansvar. Kontrolafgiften blev derfor pålagt med rette.

26. februar 2026 Movia Trafikvirksomheden medhold
Mobiltelefon løbet tør for strøm/gået død 25-0405

Klagerens telefon løb tør for strøm, men rejsens pris blev beregnet korrekt i Rejsekort-appen.

26. februar 2026 FynBus Klager medhold
Ingen billet 25-0498

Klageren bekræftede ikke billetkøbet i sms-tjenesten 1415 inden for 1 minut, og købet gik derfor ikke igennem, hvilket hun fik en sms-besked om.

26. februar 2026 Movia Trafikvirksomheden medhold
For sent check ind i DSB-appen 25-0432

Klageren gjorde gældende, at bussens internet var for langsomt

26. februar 2026 Sydtrafik Trafikvirksomheden medhold
Ingen billet 25-0390

Klageren og hendes to venner købte ikke nogen billet inden påstigning, og forsøgte at tappe deres betalingskort på bussens rejsekortudstyr. De havde de to foregående dage købt billetter til tog i DOT-appen.

26. februar 2026 Movia Trafikvirksomheden medhold
Foreviste ikke billet 25-0119

Turister, der havde købt et Copenhagen Card, som de ikke kunne få frem i appen. De besluttede at tage Metroen til Copenhagen Cards Kundecenter for at få hjælp, og blev pålagt en kontrolafgift undervejs. Ankenævnet besluttede at nedsætte kontrolafgiften til 125 kr.

26. februar 2026 Metro Service Klageren overvejende medhold
Ungdomskort på mobiltelefon 25-0228

Sagen angik en kontrolafgift på 1.100 kr., som klageren blev pålagt den 2. juni 2025, da hun rejste med GoCollectives tog uden at have importeret og betalt sit bestilte Ungdomskort i Rejsebillet-appen inden påstigning. Klageren havde bestilt Ungdomskortet for perioden 31. maj til 29. juni 2025, men gennemførte først betalingen og importen i appen efter togets afgang og i forbindelse med billetkontrollen. Klageren gjorde gældende, at kortet var gyldigt for hele perioden, og at hun derfor reelt havde gyldig rejsehjemmel på kontroltidspunktet.

Flertallet i ankenævnet fandt, at kontrolafgiften var pålagt med rette, idet Ungdomskortet først er gyldigt, når perioden er betalt og kortet er modtaget på telefonen inden påstigning, jf. rejsereglerne. Flertallet lagde vægt på selvbetjeningsprincippet og risikoen for omgåelse, hvis betaling kan udskydes til efter påstigning eller til kontrol.

Mindretallet fandt derimod, at kontrolafgiften burde frafaldes, idet klageren havde et Ungdomskort med en gyldighedsperiode, der dækkede rejsedagen, og havde handlet i overensstemmelse med de offentliggjorte handelsbetingelser. Mindretallet påpegede desuden uklarhed og modstrid mellem handelsbetingelserne og rejsereglerne.

17. december 2025 GoCollective Trafikvirksomhed medhold (dissens)
For sent check ind i DSB-appen 25-0331

Sagen vedrørte en kontrolafgift på 1.000 kr., udstedt den 23. juni 2025, fordi klageren ikke havde checket ind i DSB-appen før påstigning på buslinje 202A. Klageren steg på ved Roskilde Handelsskole kl. 12:45:00 og swipede først check ind kl. 12:45:13, 13 sekunder efter busens afgang.

Ankenævnet fastslog, at check ind i DSB-appen skal ske inden påstigning, og at forsinkelsen gjorde, at klageren ikke havde gyldig rejsehjemmel ved billetkontrollen. Oplysningerne i appen anses som tilstrækkeligt tydelige, og kontrolafgiften blev derfor pålagt med rette.

17. december 2025 Movia Trafikvirksomheden medhold
For få zoner 25-0332

Sagen vedrørte en kontrolafgift på 750 kr., udstedt den 8. august 2025, fordi klageren ikke havde gyldig billet til zone 4 på sin rejse med Metroen fra Københavns centrum til Lufthavnen. Klageren havde købt en mobilbillet til to zoner fra zone 1, hvilket kun dækkede zonerne 1–3.

Ankenævnet fastslog, at klageren manglende gyldig rejsehjemmel ved kontrollen, og at selv om fejlen skyldtes en forkert indtastet destination, påhviler det passageren at sikre gyldig billet til hele rejsen. Kontrolafgiften blev derfor pålagt med rette.

17. december 2025 Metro Service Trafikvirksomheden medhold
For sent check ind i DSB-appen 25-0352

Sagen vedrørte en kontrolafgift på 1.000 kr., udstedt den 20. august 2025 til klagerens 16-årige datter, fordi hun først swipede check ind i DSB-appen efter påstigning på buslinje 600S. Bussen afgik fra Hundige Kirke kl. 13:38:23, mens check ind blev gennemført kl. 13:38:31, 8 sekunder for sent.

Ankenævnet fastslog, at check ind i DSB-appen skal ske inden påstigning, jf. de landsdækkende rejseregler, og at datterens manglende viden om dette ikke ændrer vurderingen. Reglen er vigtig for at sikre trafikvirksomhedernes billetindtægter. Kontrolafgiften blev derfor pålagt med rette.

17. december 2025 Movia Trafikvirksomheden medhold
Mobilbilletter skal være modtaget inden påstigning 25-0380

Sagen vedrørte en kontrolafgift på 1.000 kr., udstedt den 21. august 2025, fordi klageren først modtog sin mobilbillet efter påstigning på buslinje 400S fra Psykiatrisk Center Ballerup kl. 15:06:29. Billetmodtagelsen på telefonen skete kl. 15:06:39, mens kontrollørerne var ombord kl. 15:06:11.

Ankenævnet fastslog, at billetter skal være modtaget på mobilen inden påstigning, jf. de landsdækkende rejseregler, og at en tilkøbsbillet til én zone ikke var gyldig sammen med klagerens pendlerkort, da zone 42 ikke grænser op til zonerne 01–02. Kontrolafgiften blev derfor pålagt med rette.

17. december 2025 Movia Trafikvirksomheden medhold
Mobilbilletter skal være modtaget inden påstigning 25-0386

Sagen vedrørte en kontrolafgift på 1.000 kr., udstedt den 2. september 2025, fordi klageren først modtog sin mobilbillet kl. 10:26:43, efter at bussen var afgået fra stoppestedet Kornmarksvej kl. 10:25:28.

Ankenævnet fastslog, at billetter skal være modtaget på mobilen inden påstigning, jf. de landsdækkende rejseregler, og at det ikke er tilstrækkeligt, at bestillingen er påbegyndt. Kontrolafgiften blev derfor pålagt med rette.

17. december 2025 Movia Trafikvirksomheden medhold