Rejst på forkert billet/kort
Kategori | Nummer | Dato | Selskab | Resultat |
---|---|---|---|---|
Orangebillet |
24-0463
Klageren rejste den 25. oktober 2024 med en DSB Orangebillet fra Odense til Hovedbanegården og steg derefter på buslinje 2A for at komme hjem. Orangebilletten er ikke gyldig i busser. Ved påstigning spurgte hun en kontrollør, om billetten kunne bruges i bussen. Kontrolløren bad om hendes sundhedskort og oplyste derefter, at billetten ikke var gyldig. Klageren checkede herefter ind med sit Rejsekort, men modtog senere en kontrolafgift på 1.000 kr. i e-Boks. Movia fastholdt afgiften med henvisning til, at Orangebilletter ikke gælder i bus, og at indcheckning med Rejsekort skal ske ved påstigning. Klageren havde ikke gjort dette straks og havde desuden ikke kontaktet chaufføren, som det kræves ved tvivl om billetgyldighed. Flertallet i ankenævnet mente, at informationen om Orangebillettens begrænsninger var tydelig, og at kontrollen var korrekt. Mindretallet mente dog, at klagerens forklaring var troværdig, og at Movia burde have hørt kontrolløren. De fandt, at kontrolafgiften burde frafaldes, da klageren forsøgte at sikre sig gyldig billet. |
18. juni 2025 | Movia | Trafikvirksomhed medhold (dissens) |
Rejst på forkert billet/kort |
25-0004
Klageren havde ved ankomst til Danmark købt et city-pass til 12 Euro. Nogle dage senere skulle hun med Metroen og havde travlt, hvorfor hun kom til at købe en børnebillet til 12 kr. Ankenævnet fastholdt kontrolafgiften da det tydeligt stod på billetten på engelsk, at den gjaldt til et barn, og hvornår den udløb. |
18. juni 2025 | Metro Service | Trafikvirksomheden medhold |
Rejst på forkert billet/kort |
24-0421
Klageren kom til at købe en billet i Midttrafiks app, der ikke gjaldt til rejse med GoCollective. Klageren vidste ikke, at Arriva havde skiftet navn, og regnede derfor med, at hun kunne rejse på billetten. Ankenævnet fastholdt, at det var oplyst tilstrækkeligt tydeligt, at billetten ikke gjaldt til GoCollective og heller ikke ville have været til gyldig til Arriva uanset, om de havde skiftet navn eller ej. |
18. juni 2025 | GoCollective | Trafikvirksomheden medhold |
Orangebillet |
24-0419
Klageren købte en DSB Orangebillet til en rejse fra Svanemøllen St. til Nyborg St. den 22. september 2024 med skift på København H. Billetten var kun gyldig til InterCity-toget med afgang kl. 20:17, men klageren steg ved en fejl på et tog med afgang kl. 20:04. Undervejs blev hendes rejsehjemmel kontrolleret, og da hendes billet ikke var gyldig til denne afgang, blev hun pålagt en kontrolafgift på 750 kr. Klageren anmodede DSB om at annullere kontrolafgiften, idet hun hævdede, at hun var blevet vejledt af kontrolløren om at stige af toget på Ringsted St. for at undgå bøden. DSB fastholdt kontrolafgiften og mente, at klageren var blevet tilstrækkeligt oplyst om betingelserne for Orangebilletter. Ankenævnet fastslog, at kontrolafgiften var pålagt med rette, da klageren havde begået en fejl ved at tage det forkerte tog, og at Orangebilletter kun er gyldige til den specifikke afgang. Ankenævnet fandt dog, at DSB’s manglende svar på klagerens klagepunkt om kontrollørens vejledning var kritisabelt, og DSB blev pålagt at refundere klagerens gebyr for at indbringe sagen for ankenævnet. |
7. maj 2025 | DSB Fjern- og Regionaltog | Trafikvirksomheden medhold |
Orangebillet |
24-0436
Klageren skulle den 15. oktober 2024 rejse fra Københavns Lufthavn til Nyborg St. med skift på Hovedbanegården og købte en DSB Orangebillet. På grund af en forsinkelse på 9 minutter tog han Metroen i stedet for DSB-toget for at nå sin videre forbindelse. DSB Orangebilletter er dog ikke gyldige i Metroen, hvilket klageren ikke var opmærksom på. Under kontrol blev klageren pålagt en kontrolafgift på 750 kr. for at rejse med en ugyldig billet. Han anmodede Metro Service om at frafalde kontrolafgiften og forklarede, at han ikke vidste, at Orangebilletten ikke var gyldig i Metroen. Metro Service fastholdt kontrolafgiften, da dette var tydeligt angivet både i købsflowet og på billetten. Ankenævnet vurderede, at klageren var tilstrækkeligt informeret og kunne ikke forvente at tage Metroen med denne billet. Kontrollafgiften blev derfor opretholdt, og der blev ikke fundet nogen særlige omstændigheder for at frafalde den. |
7. maj 2025 | Metro Service | Trafikvirksomheden medhold |
Rejst på forkert billet/kort |
25-0022
En 16-årig dreng købte en 2-zoners billet via Midttrafik appen, kort før han steg på et GoCollective-tog fra Skive til Højslev. Han havde tidligere anvendt samme app til at købe sit pendlerkort, som er gyldigt til strækningen, og antog derfor, at en almindelig billet købt i samme app også var gyldig. Kort efter afgang blev han pålagt en kontrolafgift på 1.100 kr., da billetten ikke gjaldt til GoCollectives tog. Drengen klagede med henvisning til, at han i god tro havde forsøgt at købe en billet og ikke var klar over forskellen mellem de forskellige selskaber. GoCollective afviste klagen med henvisning til, at appen tydeligt oplyser, at billetterne ikke gælder i deres tog. Et flertal i ankenævnet vurderede, at oplysningerne i appen var tilstrækkeligt tydelige, og fandt derfor, at afgiften var korrekt pålagt. Mindretallet mente dog, at afgiften burde være frafaldet, da drengen havde forsøgt at betale og brugt den app, han normalt anvender. De fremhævede, at systemet er komplekst og foreslog i stedet et mindre administrationsgebyr på 125 kr. |
7. maj 2025 | GoCollective | Trafikvirksomhed medhold (dissens) |
Rejsekort (rejst med forkert kundetype) |
24-0402
Klagerens datter havde ikke ændret kundetype på sit Rejsekort Pendler Kombi efter at være fyldt 16 år. Robotten, der normalt sender besked til kunden om at ændre typen, fejlede, da datteren var i gang med en pendlerperiode på datoen, hvor hun fyldte 16 år. På trods af dette fandt ankenævnet, at hun burde have været været opmærksom på, at hun rejste som barn, på de 250 rejser, hun havde foretaget og de 6 fornyelser af pendlerperioden. Ankenævnet fastholdt derfor kontrolafgiften. |
7. maj 2025 | Metro Service | Trafikvirksomheden medhold |
Rejsekort (rejst med forkert kundetype) |
24-0273
Klagerens datter blev pålagt en kontrolafgift, da hun ved billetkontrollen rejste med et Rejsekort Flex med kundetypen barn. Klagerens datter var fyldt 16 år ca. 3 uger inden billetkontrollen, og hverken klageren eller datteren havde været opmærksom på at få kundetypen på kortet ændret eller bestilt et nyt kort. |
4. december 2024 | Movia | Trafikvirksomheden medhold |
Orangebillet |
24-0254
Klageren og hendes ægtefælle og deres to små børn rejste på Orange Billetter, som ikke er gyldige i Movias busser. De fik ved billetkontrollen pålagt to kontrolafgifter. |
4. december 2024 | Movia | Trafikvirksomheden medhold |
Orangebillet |
24-0226
Klageren havde ved en fejl bestilt en Orangebillet, som var gyldig til den foregående måned, end den aktuelle rejse. |
4. december 2024 | DSB Fjern- og Regionaltog | Trafikvirksomheden medhold |
Rejst på forkert billet/kort |
24-0266
Klagerne, der er bosiddende i England, skulle se Melodi Grand Prix i Malmø i maj måned 2024. De overnattede i København og ville pendle frem og tilbage. Som rejsehjemmel havde de købt en særlig Eurovision Copenhagen/Skåne-billet udbudt af Skånetrafiken. Billetten var efter sin ordlyd gyldig til zonerne FL+ABCDEFGHIJ til ubegrænset rejse til og fra København med Øresundstog og i Skåne. |
4. december 2024 | Metro Service | Trafikvirksomhed medhold (dissens) |
Rejst på forkert billet/kort |
24-0261
Klageren og hans kæreste rejste på metrostrækningen Østerport st. – Trianglen st. Klageren havde købt en Eurovisionsbillet udbudt af Skånetrafiken og regnede med at kunne anvende den til at rejse med Metroen. Billetten var efter sin ordlyd gyldig til zonerne FL+ABCDEFGHIJ til ubegrænset rejse til og fra København med Øresundstog og i Skåne. Hans kæreste havde ikke købt en sådan billet, hvorfor de købte en enkeltbillet til hende i DOT-appen. |
4. december 2024 | Metro Service | Trafikvirksomhed medhold (dissens) |
Rejst med Arriva på billet købt i Midttrafiks app |
24-0255
Kunden fik pålagt en kontrolafgift på en togrejse med GoCollective, hvor hun forinden havde købt en billet i Midttrafiks app, som ikke var gyldig til rejser med GoCollective. |
4. december 2024 | GoCollective | Trafikvirksomheden medhold |
Rejsekort (rejst med forkert kundetype) |
24-0218
Rejsekort Flex indstillet til barn selvom fyldt 16 år. |
31. oktober 2024 | Movia | Trafikvirksomheden medhold |
Orangebillet |
24-0173
Det fremgik tilstrækkeligt tydeligt på billetten og i købsflowet, at billetten ikke var gyldig i Metro |
31. oktober 2024 | Metro Service | Trafikvirksomheden medhold |
Orangebillet |
24-0169
Et flertal fandt, at klageren burde have oplyst til chaufføren præcist hvilken billet han havde, hvis ansvaret for gyldig billet skulle være overgået til chaufføren. Et mindretal udtalte, at man som passager bør kunne regne med, at personalet selv spørger ind til, hvilken billet, der er tale om. |
31. oktober 2024 | Movia | Trafikvirksomhed medhold (dissens) |
Orangebillet |
24-0228
Et flertal fandt, at som følge af, at klageren var den nærmeste til at vide, hvilken billettype, der var tale om, havde hun en særlig forpligtelse til tydeligt at have nævnt for chaufføren, at der var tale om en DSB Orangebillet. Herefter kunne chaufføren have vejledt hende om billettens gyldighedsområde. Et mindretal udtalte, at man som forbruger har en berettiget forventning om at kunne spørge den professionelle part om vejledning, og hvis chaufføren ikke kunne se billetten ordentligt, burde han have spurgt ind til, hvilken togbillet, der var tale om. |
23. oktober 2024 | Sydtrafik | Trafikvirksomhed medhold (dissens) |
Forkert billettype /udenlandske billetter / flybilletter |
24-0190
Klageren havde problemer med DSB-appen, og efter hun var steget ombord på Arrivas tog fra Aarhus mod Viborg, købte hun en billet i Midttrafik-appen, som imidlertid ikke var gyldig i Arrivas tog. Ankenævnet kunne ikke lægge til grund at problemerne med DSB-appen skyldtes problemer, som DSB/Arriva var ansvarlige for, og da mobilbilletter for det første skal købes og modtages på mobiltelefonen før påstigning, og da der for det andet blev oplyst tydeligt i købsflowet i Midttrafik-appen om, at billetten ikke var gyldig i Arrivas tog, fastholdt et flertal i ankenævnet den udstedet kontrolafgift på 1.100 kr. Et mindretal udtalte, at kontrolafgiftens størrelse ikke var proportional med forseelsen, når klageren faktisk havde købt en billet til 124 kr., og da Arriva pr. 1. januar 2024 har øget kontrolafgiftsbeløbet yderligere til 1.100 kr., fandt disse medlemmer, at Arriva skulle nedsætte kontrolafgiften til 750 kr. Der blev truffet afgørelse efter stemmeflertallet. |
23. oktober 2024 | GoCollective | Trafikvirksomheden medhold |
Rejsekort (rejst med forkert kundetype) |
24-0152
Klageren havde ikke fået omstillet datterens nye Rejsekort til ”voksen” efter at hun fyldte 16 år. Kontrolafgiften blev fastholdt |
28. august 2024 | Movia | Trafikvirksomheden medhold |
Rejsekort (rejst med forkert kundetype) |
23-0370
Klageren gjorde gældende, at det var få måneder siden, at datteren fyldte 16 år, og at hun i god tro bad chaufføren om at checke hende med ind på kærestens Rejsekort som voksen. Dette kunne chaufføren ikke bekræfte, da kontrolløren forhørte sig hos ham. Hun var derfor blevet checket ind med kundetypen "Barn". Ankenævnet lagde vægt på dette og på, at det står på displayet - om end i et kort stykke tid, hvilken kundetype, der checkes ind. |
19. juni 2024 | Trafikvirksomheden medhold | |
Rejsekort (rejst med forkert kundetype) |
23-0202
Klageren gør gældende, at sønnen og vennen bad chaufføren om at checke dem ind på vennens Rejsekort som voksne, og at chaufføren derfor bærer ansvaret for fejlen. Chaufføren kunne ikke bekræfte dette, da kontrolløren spurgte ham. Kunden kan se på displayet, hvilken kundetype der checkes ind. |
19. juni 2024 | Movia | Trafikvirksomheden medhold |
Rejsekort (rejst med forkert kundetype) |
23-0264
Rejsekort Flex var ikke omstillet til den korrekte kundetype. |
17. april 2024 | Movia | Trafikvirksomheden medhold |
Orangebillet |
24-0004
Klageren rejste med Metroen på DSB Orangebillet, der ikke er gyldig til Metro. Et mindretal fandt, at der kunne have været informeret tydeligere |
17. april 2024 | Metro Service | Trafikvirksomhed medhold (dissens) |
Manglende Metrotillæg (rejst på forkert billet/kort) |
23-0262
Det fremgik ikke af Skånekortet, om det var udstedt med eller uden Metrotillæg. Nævnet fandt efter en samlet bedømmelse af sagens omstændigheder, herunder at kunden ved fornyelse af pendlerperioden ikke aktivt skal vælge, om kortet skal være med eller uden Metrotillæg, og at valget ikke fremgår af selve kortets forside, at der har foreligget sådanne særlige omstændigheder, at Metro Service skal frafalde kontrolafgiften mod klagerens betaling af en tilkøbsbillet for rejsen med Metro. Ankenævnet bemærkede, at der ikke var risiko for konkret omgåelse, da klageren nu var vidende om, at det er nødvendigt at tilkøbe Metrotillæg, samt at en generel omgåelsesrisiko kan afværges ved en tydeligere information til kunderne. |
17. april 2024 | Metro Service | Klager medhold |
Orangebillet |
23-0300
Klageren rejste med Metroen på en DSB Orangebillet, der ikke er gyldig til rejse med Metro. Et flertal i ankenævnet fastholdt kontrolafgiften og fandt ikke grundlag for at statuere, at klageren ikke havde fået udleveret kontroafgiften, som han gjorde gældende. |
7. februar 2024 | Metro Service | Trafikvirksomhed medhold (dissens) |