Afgørelser

Klagerens 17-årige søn og en jævnaldrende ven fik chaufførens hjælp til, at de begge blev checket ind på et Rejsekort Flex, og da Rejsekortet var indstillet til kundetypen barn, blev de checket ind som børn. Ved en efterfølgende kontrol blev de hver pålagt en kontrolafgift, fordi de som 17-årige skulle have været checket ind som voksne. Klageren gjorde gældende, at sønnen havde bedt chaufføren om, at han og vennen blev checket ind som voksne, men dette kunne ankenævnet ikke lægge til grund, idet kontrolløren havde spurgt chaufføren i forbindelse med selve kontrollen, og chaufføren havde hér oplyst, at sønnen blot havde bedt om, at de begge blev checket ind. Ikke medhold

Ankenævnet kunne ikke lægge klagerens forklaring til grund om, at hun checkede ”direkte ind” med sit Rejsekort, da hun gik ind i bussen, og fastholdt kontrolafgiften for manglende straks check ind. Ankenævnet lagde vægt på, at de tekniske logs i sagen underbyggede kontrollørens forklaring, hvorefter klageren steg ombord og gik ind i bussen og derefter gik tilbage til chaufføren for at checke ind, da hun fik øje på kontrolløren.

På baggrund af de elektroniske logs i sagen fastholdt ankenævnet kontrolafgiften for manglende straks check og udtalte, at Rejsereglernes krav om, at check ind i busser skal ske uden unødigt ophold straks efter påstigning, og inden passageren finder sin plads, indebærer, at passageren må have sit Rejsekort klar inden påstigning, så der kan checkes ind ved førstgivne lejlighed, som er, når kortlæseren passeres ved indstigningen, medmindre helt særlige omstændigheder gør sig gældende. I den konkrete sag blev der checket ind 32 sekunder efter bussens afgang fra stoppestedet, hvilket ikke kunne betragtes som foretaget straks efter påstigning, og sønnen havde derfor i relation til de Fælles landsdækkende rejseregler ikke gyldig rejsehjemmel fra rejsens start. Det var i denne henseende uden betydning, at sønnen rent faktisk kunne forevise et indchecket Rejsekort til kontrollørerne ved den efterfølgende kontrol, da det pågældende check ind var foretaget for sent og i strid med forskrifterne i de Fælles landsdækkende rejseregler.

Ved kontrollen i bussen var klageren ikke checket ind på sit Rejsekort Anonymt, fordi saldoen på Rejsekortet var under minimumsbeløbet på 70 kr. Den omstændighed, at hun havde brækket sin fod, kunne ikke ændre på, at kontrolafgiften var korrekt udstedt, da klageren selv bar ansvaret for at have gyldig rejsehjemmel til sin rejse.

Klagerens datter, som var fyldt 16 år, rejste på en 2-zoners børnebillet, men skulle rettelig have haft en 8-zoners voksenbillet. Ankenævnet fastholdt kontrolafgiften.

Kontrolafgift for udløbet Ungdomskort fastholdt.

Klageren ønskede at kunne benytte liften for at få hendes tvillingebørn og barnevogn med tog med høj indstigning. Til støtte for sin sag gjorde hun gældende, at børnene måtte kunne sidestilles med personer med et handicap, der kan benytte liften. Ankenævnet udtalte, at afgørelsen af en sådan klage krævede en fortolkning af, hvornår man var omfattet af FN's Handicapkonvention, hvilket falder uden for ankenævnets kompetence, hvorfor sagen blev afvist.

Det var berettiget at overdrage en ubetalt opkrævning på 300 kr. til inkasso. Beløbet vedrørte en optankning til klagerens Rejsekort, som ikke havde kunnet trækkes på det tilknyttede betalingskort, og klageren havde foretaget rejser for beløbet. Ankenævnet havde ikke kompetence til at tage stilling til inkassofirmaets opkrævning af rykkergebyrer, inkassoomkostninger og renter.

Både klageren og indklagede gav divergerende oplysninger om, hvad der var passeret, herunder om klageren var blevet forhindret i at stige af bussen, og hvor bussen standsede, men et flertal fastholdt kontrolafgiften og lagde afgørende vægt på, hvad kontrolløren havde noteret i selve kontrolsituationen om, at klageren havde oplyst at kunne rejse i zone 04 på sit pendlerkort med zone 03. Et mindretal fandt, at Movia havde givet ukorrekte oplysninger og manglende dokumentation på, hvordan det registreres, at en passager ikke vil tage imod kontrolafgiften, at Movia ikke på tilstrækkelig vis havde godtgjort, at kontrolafgiften var blevet pålagt med rette. Der blev truffet afgørelse efter stemmeflertallet.

Ankenævnet lagde på baggrund af de tekniske logs og den elektroniske kontrolafgift til grund, at kontrollen fandt sted efter, at Metroen havde forladt Øresund st. og ikke, som anført af klageren, før Øresund st. Dermed var Metroen kørt ind i zone 01, hvortil datterens mobilbillet ikke var gyldig, og ankenævn fastholdt den udstedte kontrolafgift. Ankenævnet udtalte, at det i den konkrete sag ikke kunne føre til et andet resultat, at datteren efter det oplyste lider af en psykisk sygdom. Indklagede var endvidere berettiget til at opkræve et rykkergebyr på 100 kr. for fremsendelse af en betalingspåmindelse.

Klageren sagde, at hun gik forbi rejsekortstanderne til check ind for at gøre plads til andre påstigende passagerer, men ankenævnet statuerede, at hun skulle have checket ind ved fordøren, og at der i øvrigt kun var 13 passagerer i alt i bussen, herunder tre , der checkede ind ved fordøren. Kontrolafgiften for manglende straks-check ind blev fastholdt.

Klageren, som er udlændig, rejste uden billet i bussen og oplyste, at det var hendes første dag i København, samt at hun var på vej til Hovedbanegården for at købe et Rejsekort. Kontrolafgift for manglende billet blev fastholdt af ankenævnet.

Klageren gjorde gældende, at han var checket ind på sit Rejsekort og blot hjalp en anden kinesisk passager med at oversætte kontrollørens ord, og pludselig udstedte kontrolløren en kontrolafgift til klageren i stedet. Ankenævnet lagde vægt på, at kontrolløren, der befandt sig i bussen, havde set klageren sætte sig på et sæde og først derefter var begyndt at bestille en mobilbillet, hvilket var for sent.

Kontrolafgift for manglende straks check ind fastholdt. Klageren medbragte ifølge det oplyste flere indkøbsposer, som han satte fra sig, men 1 minut og 18 sekunder efter, at bussen havde forladt stoppestedet, havde han fortsat ikke checket ind.

Klageren viste en mobiltelefon med et pendlerkort, der var ugyldigt, fordi det var blevet videresendt til en anden telefon, og dermed automatisk låses på afsendertelefonen. Klageren gjorde gældende, at han har mange telefoner, som han overfører sine pendlerkort imellem uden at overskride det tilladte antal delinger på fem, samt at han kla-gede via DOT samme dag, som kontrolafgiften blev udstedt, men ikke hørte noget før en rykkerskrivelse. Ankenævnet fastholdt kontrolafgiften og henviste klagen over, at kontrolløren havde fotograferet hans svenske ID-kort til Datatilsynet. Ankenævnet fandt, at klageren ikke havde dokumenteret at have klaget, inden han modtog rykkerskrivelsen, og fastholdt også rykkergebyret på 100 kr.

Klageren nåede ikke at købe mobilbillet, før han steg ombord på toget, som han troede afgik for tidligt. Imidlertid afgik det planmæssigt. Ankenævnet fastholdt kontrolafgiften for ikke at modtage mobilbilletten på telefonen før påstigning, men påIagde indklagede at godtgøre klagerens udgift til klagegebyret, da de ikke havde svaret klageren korrekt og fyldestgørende under deres 1. instans behandling af sagen.

Refusion af taxaregning på 139 kr., fordi bussen ankom forsinket til det stoppested, hvorfra klageren skulle videre med en anden busforbindelse, der var afgået før tid, hvorfor klageren måtte tage en taxa for at møde på arbejde til tiden. Ankenævnet udtalte blandt andet: "Om end det er forståeligt, at klageren ønsker at planlægge rejsen med så lille en margin som muligt mellem de forskellige bussers ankomst- og afgangstider for at minimere den samlede rejsetid, er det passagerens eget ansvar at planlægge rejsen med en margin, så der kan tages højde for uforudsete hændelser, som en forsinkelse på ca. 4 minutter må antages at være.

Ankenævnet bemærker, at Rejseplanen foreslår den hurtigste rejserute, men passageren må i sin planlægning af rejsen selv tage højde for uforudsete hændelser.

Da rejsegarantien først træder i kraft ved 20 minutters forsinkelse for den enkelte bus, og da dette ikke gjorde sig gældende for nogen af busserne den omhandlede morgen, er Movia berettiget til at afvise klagerens krav om godtgørelse af taxaregningen efter reglerne om rejsegaranti.

Ankenævnet bemærker, at Movia efter de nugældende regler ikke er forpligtet til at yde rejsegaranti ved skifte mellem busser eller andre transportformer.

Spørgsmålet er herefter om Movia på andet grundlag er erstatningsansvarlig for den forsinkelse, som klageren oplevede, og som indebar, at valgte at tage en taxa for at komme på arbejde.

For at ifalde et erstatningskrav efter dansk rets almindelige erstatningsregler, kræves det, at skadevolder (Movia) har handlet ansvarspådragende (culpøst).

Bussernes kørsel den pågældende morgen med en forsinkelse i ankomst på ca. 4 minutter og afgang 5 sekunder før køreplanen, ligger efter ankenævnets opfattelse ikke ud over afvigelser, som passageren selv må tage højde for i sin rejseplanlægning.

Hvis klageren havde nået sin buslinje 164 fra Ballerup st., ville han være ankommet til stoppestedet ved sit arbejde kl.06:57:53. Hvis han havde ventet til den næste bus med planmæssig afgang fra Ballerup st. kl. 07:02, ville han være ankommet til stoppestedet ved arbejdspladsen kl. 07:14:07.

Ankenævnet finder, at en sådan forsinkelse ikke indebærer noget ansvarsgrundlag for Movia.

Klageren har oplyst, at han skulle nå på arbejde til kl. 07:00, hvorfor ankenævnet finder, at han havde en særlig anledning til at planlægge sin rejse med en tilstrækkelig margin til skiftene imellem de tre buslinjer, når selv en meget lille forsinkelse i ankomst ville indebære en risiko for ikke at nå den næste videre forbindelse.

Som følge af det anførte er Movia berettiget til at afvise at godtgøre klagerens taxaregning.

På baggrund af de tekniske logs i sagen fastholdt ankenævnet kontrolafgiften for manglende straks check ind. Ankenævnet lagde vægt på kontrollørernes observation, hvorefter klageren satte sig på et sæde og først rejste sig, da de præsenterede sig for hende. Uanset at klageren på grund af en brækket hånd havde brug for at sætte sine indkøbsposer fra sig, før hun kunne checke ind, fandt ankenævnet i den konkrete sag, at klagerens check ind 13 sekunder efter, at bussen havde forladt stoppestedet, ikke skete i overensstemmelse med de Fælles lands-dækkende rejseregler. Indklagede blev dog pålagt at godtgøre klagerens udgift til klagegebyret, da de under deres 1. instans behandling af sagen ikke kommenterede på klagerens oplysning om, at hun havde brækket hånden.

Klageren tog en forkert bus, der afgik fra samme stoppested, og blev i bussen 12 stop uden at bemærke det, fordi han var optaget på sin telefon. Derfor rejste han uden for sit pendlerkorts zoner. Ankenævnet fastholdt kontrolafgiften.

Klageren påbegyndte bestilling af billetten 7 sekunder efter, at bussen havde forladt stoppestedet, hvilket var for sent, når mobilbilletter skal være modtaget på telefonen inden påstigning.

Klageren gjorde gældende, at han og hans gravide ægtefælle steg ombord på den slukkede bus ved endestationen, samt at han først skulle hjælpe hende og deres bagage på plads, inden han gik op for at vise ægtefællens pendlerkort til chaufføren og selv checke ind. Oppe ved chaufføren ledte han efter sit Rejsekort i sin pung, men kom i tanke om, at det var i hans taske nede ved sædet. Han hentede Rejsekortet og checkede ind, da kontrolløren kom og sagde, han skulle have en kontrolafgift. Efter at have set de elektroniske logs fastholdt ankenævnet kontrolafgiften, da klageren checket ind 50 sekunder efter kontrollørernes check ind, og da chaufføren observerede klageren siddende i bussen, hvorefter han rejste sig, da han fik øje på, at kontrollørerne nærmede sig bussen.

Klagerens Ungdomskort var udløbet, og kunne først leveres med gyldighed fra dagen efter hans rejse, hvilket ankenævnet fandt var oplyst tilstrækkeligt tydeligt, blandt andet med farven grå, der skifter til blå, når kortet er gyldigt.

Klagerens pendlerkort var udløbet, hvorfor hendes tilkøbsbillet på 1 zone ikke var gyldig, da en billet minimum skal købes til 2 zoner

Klageren gjorde gældende, at det var få måneder siden, at datteren fyldte 16 år, og at hun i god tro bad chaufføren om at checke hende med ind på kærestens Rejsekort som voksen. Dette kunne chaufføren ikke bekræfte, da kontrolløren forhørte sig hos ham. Hun var derfor blevet checket ind med kundetypen "Barn". Ankenævnet lagde vægt på dette og på, at det står på displayet - om end i et kort stykke tid, hvilken kundetype, der checkes ind.

Klageren, der er flygtning fra Ukraine, gjorde gældende, at hun tog fejl af sit eget Rejsekort og datterens Rejsekort Skolekort, fordi hun har hukommelsesproblemer som følgevirkning af krigen i Ukraine. Skolekort er Orange og Rejsekort Personligt er blåt.