Afgørelser

Ankenævnet lagde til grund, at klageren var steget på bussen, før hun påbegyndte købet af sin mobilbillet, således som kontrolløren, der allerede befandt sig ombord, observerede. Ankenævnet fastholdt derfor kontrolafgiften.

Et flertal i ankenævnet fastholdt kontrolafgiften, som klageren var blevet pålagt for at rejse i zone 03, som han ikke havde på sit pendlerkort, og udtalte, at klageren måtte være bekendt med zonesystemet, når han allerede var indehaver af et 2-zoners pendlerkort, som han selv havde valgt skulle gælde til de specifikke zoner 01 og 02, hvorfor han efter deres opfattelse ikke med rette kunne gå ud fra, at informationen om, at prisen gjaldt for en rejse i 2 zoner, var ensbetydende med, at det lige præcis var zonerne 01 og 02. Flertallet lagde endvidere vægt på, at informationen om, hvilke zoner, klageren skulle rejse i, var tilgængelig flere steder, således både på rejseplanen.dk, hvor han søgte, idet han blot skulle have klikket på ”se zoner og detaljer”, og endvidere også på stoppestedsskiltet dér, hvor han steg på bussen, hvor køreplanen med angivelse af zoner fremgik. Et mindretal fandt, at Movia skulle have frafaldet kontrolafgiften ved den efterfølgende behandling af sagen hos Movia, da det efter dette medlems opfattelse ikke fremgik tilstrækkelig tydeligt, hvilke zoner, klageren skulle bruge til sin rejse, da han søgte efter denne information på Rejseplanen.dk, idet informationen om de faktiske zoner, som rejsen forgår i, først vises under den relevante billettype – og efter at man har måttet klikke flere gange – selv om oplysningen ikke er afhængig af, hvilken billettype man ønsker. Der blev truffet afgørelse efter stemmeflertallet.

Klageren kom løbende til bussen med en stor kuffert og købte i strid med rejsereglerne først sin mobilbillet ombord på bussen. Ankenævnet bemærkede, at der på det pågældende tidspunkt var 7 minutters drift for bussen og fastholdt kontrolafgiften.

Ankenævnet fastholdt kontrolafgiften for at rejse i zone 01, som klageren ikke havde tilkøbt til sit pendlerkort. Det kunne ikke lægges til grund som anført af klageren, at chaufføren havde sagt, at pendlerkortet var gyldigt til rejse i zone 01.

Klageren så, at bussen holdt ved stoppestedet og løb for at nå den, hvorfor hun ikke fik købt en tillægsbillet til sit pendlerkort, inden hun steg ombord. Ankenævnet fastholdt kontrolafgiften, da mobilbilletter skal købes før ombordstigning, og den omstændighed, at klageren havde købt en tillægsbillet på udrejsen, kunne ikke ændre på, at kontrolafgiften var korrekt udstedt.

Klageren havde ikke købt en børnebillet til den medbragte hund, som hun sad med i skødet og ikke havde anbragt en hundetaske, således som det er krævet for at medbringe små hunde gratis i bussen. Ankenævnet fastholdt kontrolafgiften på 500 kr., men pålagde Movia at godtgøre klagerens udgift til klagegebyret, da Movia hverken under deres 1. instans behandling af sagen eller under ankenævnssagen havde forholdt sig til klagen over kontrollørens adfærd i kontrolsituationen, hvilket ankenævnet fandt kritisabelt. Ankenævnet henstillede endvidere til, at Movia indskærper over for sine medarbejdere, at de ikke beder passagerer om at oplyse de sidste 4 cifre i CPR-nummeret.

Klageren datter og datterens veninde købte i strid med rejsereglerne mobilbilletter ombord på bussen. Ankenævnet fastholdt børnekontrolafgiften på 500 kr. og udtalte, at klagerens datters alder på 13 år var uden betydning for afgørelsen.

Klageren kunne ikke forevise en børnebillet for den hund, han medbragte i snor. Ankenævnet fastholdt kontrolafgiften og bemærkede, at det som udgangspunkt er passagerens eget ansvar at sikre sig gyldig billet til rejsen, og at mobilbilletter herunder billetter, som købes i DOT-appen, skal være modtaget på mobiltelefonen før påstigning, samt at når klageren ikke umiddelbart kunne finde ud af, hvilken billet han skulle købe til sin hund, kunne han enten meget let have fundet svaret herpå ved en enkel internetsøgning inden påstigning, eller alternativt kunne han være steget ombord forrest i bussen, hvor han kunne have spurgt chaufføren til råds, men imidlertid rejste han to stop med bussen uden at foretage yderligere for at sikre sig gyldig billet til hunden.

Ankenævnet fandt således som sagen forelå oplyst med de elektroniske logs, at klageren ikke som krævet i henhold til de Fælles landsdækkende rejseregler havde modtaget sin mobilbillet på mobiltelefonen, før han steg ombord på Metroen, og da klageren efter eget udsagn var ved at checke ind i appen, mens han var på vej ind i metroen, fastholdt ankenævnet kontrolafgiften for manglende rejsehjemmel.

Klageren checkede ikke ind, da han steg ombord på bussen, men satte sig på et sæde og rejste sig først for at checke ind, da kontrolløren henvendte sig for at se rejsehjemmel. Ankenævnet fastholdt kontrolafgiften for manglende straks check ind og udtalte, at det ikke kunne føre til et andet resultat, at klageren lider af ADHD, og at hans medicin eventuelt ikke virkede endnu, da han steg på bussen.

Ankenævnet kunne ikke lægge klagerens forklaring til grund om, at hun checkede ”direkte ind” med sit Rejsekort, da hun gik ind i bussen, og fastholdt kontrolafgiften for manglende straks check ind. Ankenævnet lagde vægt på, at de tekniske logs i sagen underbyggede kontrollørens forklaring, hvorefter klageren steg ombord og gik ind i bussen og derefter gik tilbage til chaufføren for at checke ind, da hun fik øje på kontrolløren.

På baggrund af de elektroniske logs i sagen fastholdt ankenævnet kontrolafgiften for manglende straks check og udtalte, at Rejsereglernes krav om, at check ind i busser skal ske uden unødigt ophold straks efter påstigning, og inden passageren finder sin plads, indebærer, at passageren må have sit Rejsekort klar inden påstigning, så der kan checkes ind ved førstgivne lejlighed, som er, når kortlæseren passeres ved indstigningen, medmindre helt særlige omstændigheder gør sig gældende. I den konkrete sag blev der checket ind 32 sekunder efter bussens afgang fra stoppestedet, hvilket ikke kunne betragtes som foretaget straks efter påstigning, og sønnen havde derfor i relation til de Fælles landsdækkende rejseregler ikke gyldig rejsehjemmel fra rejsens start. Det var i denne henseende uden betydning, at sønnen rent faktisk kunne forevise et indchecket Rejsekort til kontrollørerne ved den efterfølgende kontrol, da det pågældende check ind var foretaget for sent og i strid med forskrifterne i de Fælles landsdækkende rejseregler.

Ved kontrollen i bussen var klageren ikke checket ind på sit Rejsekort Anonymt, fordi saldoen på Rejsekortet var under minimumsbeløbet på 70 kr. Den omstændighed, at hun havde brækket sin fod, kunne ikke ændre på, at kontrolafgiften var korrekt udstedt, da klageren selv bar ansvaret for at have gyldig rejsehjemmel til sin rejse.

Klagerens datter, som var fyldt 16 år, rejste på en 2-zoners børnebillet, men skulle rettelig have haft en 8-zoners voksenbillet. Ankenævnet fastholdt kontrolafgiften.

Kontrolafgift for udløbet Ungdomskort fastholdt.

Klageren ønskede at kunne benytte liften for at få hendes tvillingebørn og barnevogn med tog med høj indstigning. Til støtte for sin sag gjorde hun gældende, at børnene måtte kunne sidestilles med personer med et handicap, der kan benytte liften. Ankenævnet udtalte, at afgørelsen af en sådan klage krævede en fortolkning af, hvornår man var omfattet af FN's Handicapkonvention, hvilket falder uden for ankenævnets kompetence, hvorfor sagen blev afvist.

Det var berettiget at overdrage en ubetalt opkrævning på 300 kr. til inkasso. Beløbet vedrørte en optankning til klagerens Rejsekort, som ikke havde kunnet trækkes på det tilknyttede betalingskort, og klageren havde foretaget rejser for beløbet. Ankenævnet havde ikke kompetence til at tage stilling til inkassofirmaets opkrævning af rykkergebyrer, inkassoomkostninger og renter.

Både klageren og indklagede gav divergerende oplysninger om, hvad der var passeret, herunder om klageren var blevet forhindret i at stige af bussen, og hvor bussen standsede, men et flertal fastholdt kontrolafgiften og lagde afgørende vægt på, hvad kontrolløren havde noteret i selve kontrolsituationen om, at klageren havde oplyst at kunne rejse i zone 04 på sit pendlerkort med zone 03. Et mindretal fandt, at Movia havde givet ukorrekte oplysninger og manglende dokumentation på, hvordan det registreres, at en passager ikke vil tage imod kontrolafgiften, at Movia ikke på tilstrækkelig vis havde godtgjort, at kontrolafgiften var blevet pålagt med rette. Der blev truffet afgørelse efter stemmeflertallet.

Ankenævnet lagde på baggrund af de tekniske logs og den elektroniske kontrolafgift til grund, at kontrollen fandt sted efter, at Metroen havde forladt Øresund st. og ikke, som anført af klageren, før Øresund st. Dermed var Metroen kørt ind i zone 01, hvortil datterens mobilbillet ikke var gyldig, og ankenævn fastholdt den udstedte kontrolafgift. Ankenævnet udtalte, at det i den konkrete sag ikke kunne føre til et andet resultat, at datteren efter det oplyste lider af en psykisk sygdom. Indklagede var endvidere berettiget til at opkræve et rykkergebyr på 100 kr. for fremsendelse af en betalingspåmindelse.

Klageren sagde, at hun gik forbi rejsekortstanderne til check ind for at gøre plads til andre påstigende passagerer, men ankenævnet statuerede, at hun skulle have checket ind ved fordøren, og at der i øvrigt kun var 13 passagerer i alt i bussen, herunder tre , der checkede ind ved fordøren. Kontrolafgiften for manglende straks-check ind blev fastholdt.

Klageren, som er udlændig, rejste uden billet i bussen og oplyste, at det var hendes første dag i København, samt at hun var på vej til Hovedbanegården for at købe et Rejsekort. Kontrolafgift for manglende billet blev fastholdt af ankenævnet.

Klageren gjorde gældende, at han var checket ind på sit Rejsekort og blot hjalp en anden kinesisk passager med at oversætte kontrollørens ord, og pludselig udstedte kontrolløren en kontrolafgift til klageren i stedet. Ankenævnet lagde vægt på, at kontrolløren, der befandt sig i bussen, havde set klageren sætte sig på et sæde og først derefter var begyndt at bestille en mobilbillet, hvilket var for sent.

Klageren viste en mobiltelefon med et pendlerkort, der var ugyldigt, fordi det var blevet videresendt til en anden telefon, og dermed automatisk låses på afsendertelefonen. Klageren gjorde gældende, at han har mange telefoner, som han overfører sine pendlerkort imellem uden at overskride det tilladte antal delinger på fem, samt at han kla-gede via DOT samme dag, som kontrolafgiften blev udstedt, men ikke hørte noget før en rykkerskrivelse. Ankenævnet fastholdt kontrolafgiften og henviste klagen over, at kontrolløren havde fotograferet hans svenske ID-kort til Datatilsynet. Ankenævnet fandt, at klageren ikke havde dokumenteret at have klaget, inden han modtog rykkerskrivelsen, og fastholdt også rykkergebyret på 100 kr.

Klageren nåede ikke at købe mobilbillet, før han steg ombord på toget, som han troede afgik for tidligt. Imidlertid afgik det planmæssigt. Ankenævnet fastholdt kontrolafgiften for ikke at modtage mobilbilletten på telefonen før påstigning, men påIagde indklagede at godtgøre klagerens udgift til klagegebyret, da de ikke havde svaret klageren korrekt og fyldestgørende under deres 1. instans behandling af sagen.

Refusion af taxaregning på 139 kr., fordi bussen ankom forsinket til det stoppested, hvorfra klageren skulle videre med en anden busforbindelse, der var afgået før tid, hvorfor klageren måtte tage en taxa for at møde på arbejde til tiden. Ankenævnet udtalte blandt andet: "Om end det er forståeligt, at klageren ønsker at planlægge rejsen med så lille en margin som muligt mellem de forskellige bussers ankomst- og afgangstider for at minimere den samlede rejsetid, er det passagerens eget ansvar at planlægge rejsen med en margin, så der kan tages højde for uforudsete hændelser, som en forsinkelse på ca. 4 minutter må antages at være.

Ankenævnet bemærker, at Rejseplanen foreslår den hurtigste rejserute, men passageren må i sin planlægning af rejsen selv tage højde for uforudsete hændelser.

Da rejsegarantien først træder i kraft ved 20 minutters forsinkelse for den enkelte bus, og da dette ikke gjorde sig gældende for nogen af busserne den omhandlede morgen, er Movia berettiget til at afvise klagerens krav om godtgørelse af taxaregningen efter reglerne om rejsegaranti.

Ankenævnet bemærker, at Movia efter de nugældende regler ikke er forpligtet til at yde rejsegaranti ved skifte mellem busser eller andre transportformer.

Spørgsmålet er herefter om Movia på andet grundlag er erstatningsansvarlig for den forsinkelse, som klageren oplevede, og som indebar, at valgte at tage en taxa for at komme på arbejde.

For at ifalde et erstatningskrav efter dansk rets almindelige erstatningsregler, kræves det, at skadevolder (Movia) har handlet ansvarspådragende (culpøst).

Bussernes kørsel den pågældende morgen med en forsinkelse i ankomst på ca. 4 minutter og afgang 5 sekunder før køreplanen, ligger efter ankenævnets opfattelse ikke ud over afvigelser, som passageren selv må tage højde for i sin rejseplanlægning.

Hvis klageren havde nået sin buslinje 164 fra Ballerup st., ville han være ankommet til stoppestedet ved sit arbejde kl.06:57:53. Hvis han havde ventet til den næste bus med planmæssig afgang fra Ballerup st. kl. 07:02, ville han være ankommet til stoppestedet ved arbejdspladsen kl. 07:14:07.

Ankenævnet finder, at en sådan forsinkelse ikke indebærer noget ansvarsgrundlag for Movia.

Klageren har oplyst, at han skulle nå på arbejde til kl. 07:00, hvorfor ankenævnet finder, at han havde en særlig anledning til at planlægge sin rejse med en tilstrækkelig margin til skiftene imellem de tre buslinjer, når selv en meget lille forsinkelse i ankomst ville indebære en risiko for ikke at nå den næste videre forbindelse.

Som følge af det anførte er Movia berettiget til at afvise at godtgøre klagerens taxaregning.